Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse for elektricitet.

Afsnittet indeholder:

  • Elektricitet, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.
  • Elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet
  • Afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen)
  • Elektricitet, der anvendes til jernbanedrift
  • Godtgørelse af energiafgifter (momsregistrerede virksomheder).

Elektricitet, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.

Leverancer af elektricitet

Elektricitet, som el-netvirksomheder leverer til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner med videre, der er omtalt i TDL § 4, samt personer, der er knyttet til disse, er fritaget for afgift. Se ELAL § 11 b, stk. 1.

Af praktiske hensyn administreres ordningen med fritagelse for afgift af elektricitet som en godtgørelsesordning. Dette indebærer, at bestemmelsen ikke direkte berører el-netvirksomhedernes opkrævning af afgift.

Repræsentationer med videre kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort elafgiften.

Fjernvarme

Fritagelsen for afgift gælder også for fjernvarme direkte fremstillet af elektricitet. Diplomatiske repræsentationer, konsulater og her repræsenterede internationale organisationers kontorer kan få godtgjort afgiftsbelastningen på den leverede fjernvarme.

Repræsentationer med videre kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort afgiften på varme.

Se også

Se også blanket (23.006), der anvendes ved anmodning om godtgørelse af afgiften på elektricitet og afgiften på varme. Blanketten findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk.

Elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet

Der er fuld afgiftsfrihed for elektricitet, der anvendes direkte til produktion af elektricitet samt til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Se ELAL § 11, stk. 1 og 15 og ELAL § 11 c, stk. 2.

Se også

Se også afsnit E.A.4.4.10.4 om afgiftsregler ved produktion af elektricitet og kraftvarme (eget forbrug af elektricitet i kraftvarmeværker).

Afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen)

Momsregistrerede varmeproducenter har på visse betingelser ret til afgiftslempelse for fjernvarme, der produceres af elektricitet eller af afgiftspligtige brændsler. Se blandt andet ELAL § 11, stk. 17 og 18.

Ordningen, der også kaldes "el-patronordningen", findes også i gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og CO2-afgiftsloven.

Se også

Se også afsnit E.A.4.3.9 om afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen).

Elektricitet, der anvendes til jernbanedrift

Elafgift godtgøres af elektricitet indtil 0,4 øre/kWh, der anvendes som kørestrøm til el-tog til personbefordring. Se ELAL § 11 b, stk. 2 og § 11 c, stk. 1, som er indsat ved lov nr. 903 af 4. juli 2013.

Efter administrativ praksis godtgøres momsen af elafgiften også.

Elektricitet til fx belysning af baneområder, drift af signaler og sporskifter er ikke omfattet af ELAL § 11 b, stk. 2.

Elektricitet, der anvendes som kørestrøm til el-tog til godstransport, er også omfattet af godtgørelsesreglerne for momsregistrerede virksomheder. Se ELAL § 11 og § 11 c.

Se også

Se også afsnit E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift til momsregistrerede virksomheder

Godtgørelse af energiafgifter (momsregistrerede virksomheder)

Momsregistrerede virksomheder har på visse betingelser ret til hel eller delvis godtgørelse af energiafgifter på energiprodukter, herunder elektricitet, der anvendes til procesformål. Se blandt andet ELAL § 11 og § 11 c.

Eksempler på godtgørelsesberettiget forbrug er elektricitet til drift af maskiner, kontormateriel, belysning med videre. Det gælder fx også forbrug af elektricitet til opladning af el-drevne trucks.

Momsregistrerede virksomheder har derimod ikke ret til godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anvendes til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling. Virksomhederne har dog ret til delvis godtgørelse af elforbrug til nævnte formål.

Virksomheder omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven (advokater, arkitekter forlystelser mv.) har ikke ret til afgiftsgodtgørelse. Disse virksomheder har dog ret til delvis godtgørelse af elafgift af forbrug af elektricitet til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling.

Se også

  • Se også afsnit
  • E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift til momsregistrerede virksomheder, hvor reglerne for godtgørelse af elafgift, elvarme mv. og virksomheder omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven er nærmere beskrevet.

    Bemærk

    Folketinget vedtog den 27. maj 2014 en ændring af elektricitetsafgiftsloven, der muliggør, at skibe med en bruttotonnage på mindst 400 t, som ligger ved kaj i havn, kan få leveret elektricitet direkte fra land med en reduceret afgift på 0,4 øre pr. kWh (EU's minimumsafgift). Se lov nr. 555 af 2. juni 2014. En række betingelser skal imidlertid være opfyldt, før den lave afgift finder anvendelse, herunder at elektriciteten anvendes erhvervsmæssigt.

    Ordningen kan først sættes i kraft, når Rådet har givet tilladelse efter energibeskatningsdirektivets artikel 19. Der var ikke udstedt en ikrafttrædelsesbekendtgørelse ved redaktionens slutning den 30. juni 2014.