Et udenlandsk køretøj kan ikke både være registreret med nummerplader i Motorregistret og i udlandet.  

Hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal SKAT, hvis køretøjet skal registreres i Motorregistret, underrettes herom inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område på Internetadressen: www.skat.dk/motor-udland.

SKAT udsteder ved underretningen en elektronisk kvittering for anmeldelsen med oplysning om, at køretøjet med den udenlandske registrering fortsat må bruges på færdselslovens område, indtil registreringsafgiften er fastsat. Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt køretøjet til afgiftsberigtigelse, og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Den af SKAT udstedte kvittering skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller SKAT. Køretøjet skal være registreret i Motorregistret inden 30 dage efter, at det er taget i brug.

Se Bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 om registrering af køretøjer (registreringsbekendtgørelsen) § 15.► Bestemmelsen finder hovedsageligt anvendelse på herboendes import af udenlandsk indregistrerede køretøjer. Ved flytning til Danmark, medbringende en udenlandsk indregistreret køretøj, se afsnit E.A.8.5.4, og registreringsbekendtgørelsens § 12. ◄

Et udenlandsk køretøj skal være registreret og forsynet med nummerplader af en kompetent myndighed i den pågældende stat, før køretøjet må bruges på færdselslovens område.

Det samme gælder et påhængskøretøj til et motorkøretøj, hvis påhængskøretøjet har en tilladt totalvægt over 750 kg, og påhængskøretøjets ejer eller bruger har bopæl eller hjemsted i en stat, der har ratificeret Wienerkonventionen. Hvis ejeren eller brugeren har bopæl eller hjemsted i en stat, der ikke har ratificeret Wienerkonventionen, behøver køretøjet ikke være registreret uanset køretøjets vægt.

Det gælder også et motorredskab, en traktor eller et påhængskøretøj til et motorredskab, hvis køretøjet skal registreres i ejers eller brugers hjemland samt for en knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen.

Et registreret udenlandsk køretøj som ikke må bruges i den stat mv., som det er registreret i, fx på grund af at køretøjet ikke har været til syn eller på grund af en skatterestance vedrørende køretøjet, må heller ikke bruges på færdselslovens område.

SKAT anser et køretøj, der enten har korttidsnummerplader med en gyldighed på højst 7 dage eller "commercial number plates" (prøveskilte), som er givet af en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland for at være registreret i udlandet. For køretøjer med disse typer nummerplader gælder, at de ikke må bruges i Danmark, hvis de bruges til erhvervsmæssig befordring af gods eller personer.

Se registreringsbekendtgørelsen § 16.

Bemærk
Et udenlandsk køretøj skal overholde reglerne i bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde højde, vægt og akseltryk mv. Se registreringsbekendtgørelsen § 28

Oversigt over domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
Afgørelsen i stikordYderligere kommentarer
Landsretsdomme

 

SKM.2013.788.ØLR

 

Appellanten var blevet opkrævet registreringsafgift på ca. 6,3 mio. kr. af sin tysk indregistrerede Ferrari. Appellanten fik udleveret faste prøveskilte til sin virksomhed ved at afgive forkerte oplysninger til motorkontoret om virksomhedens aktiviteter, og blev under en straffesag bl.a. idømt en bøde på kr. 3,4 mio. kr. for at have unddraget sig registreringsafgift på bilen.

Appellanten gjorde under registreringsafgiftssagen gældende, at han ikke skulle betale registreringsafgift, bl.a. fordi bilen ikke kunne indregistreres i Danmark. Der var således tale om en specialkonstrueret racerbil til brug for banekørsel, og bilen var monteret med H-seler, som ikke opfylder de danske krav om 3-punktseler.

Det var ubestridt, at bilen havde kørt ca. 500 km på færdselslovens område, og efter karakteren af kørslerne kunne disse ikke anses for bagatelagtige. Landsretten fandt derfor, at bilen var taget i brug, og at registreringspligten og dermed også pligten til at betale registreringsafgift var indtrådt. Det var uden betydning, om bilen efterfølgende kunne indregistreres.

Dommen stadfæster SKM2013.77.BR