Indhold
Dette afsnit handler om øvrige former for registreringer af virksomheder. Se ML §§ 50 - 50 c.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Registrering for EU-erhvervelser ML § 50
- Valgfri registrering for EU-erhvervelser ML § 50 a
- Registrering for omvendt betalingspligt ved køb ML § 50 b
- Registrering for omvendt betalingspligt ved levering af ydelser ML § 50 c.
Lovgrundlag
ML §§ 50 - 50 c har følgende ordlyd:
"Erhvervelse af varer fra andre EU-lande
§ 50. Ikkeafgiftspligtige juridiske personer og afgiftspligtige personer, der ikke er registreringspligtige efter § 47, jf. § 48, og som ikke har ladet sig registrere efter §§ 49, 51 eller 51 a, skal ligeledes registreres hos told- og skatteforvaltningen, når de er betalingspligtige for erhvervelser fra andre EU-lande efter § 46, stk. x4x. Der skal dog ikke ske registrering, når den samlede værdi af erhvervelserne hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 80.000 kr. og erhvervelserne ikke omfatter punktafgiftspligtige varer, jf. § 34, stk. 1, nr. 3.
§ 50 a. Den, der erhverver varer fra andre EU-lande, og som efter § 50 er undtaget fra registreringspligten, kan vælge at lade sig registrere.
Stk. 2. Registrering efter stk. 1 skal omfatte en periode på mindst 2 kalenderår.
Omvendt betalingspligt
§ 50 b. Afgiftspligtige personer, der ikke er registreringspligtige efter § 47, jf. § 48, eller efter § 50, og som ikke har ladet sig registrere efter § 49, § 50 a, § 51 eller § 51 a, skal ligeledes registreres hos told- og skatteforvaltningen, når de er betalingspligtige for køb af varer og ydelser fra udenlandske virksomheder efter § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, eller for køb omfattet af § 46, stk. 1, nr. x6-11x.
§ 50 c. Afgiftspligtige personer, der ikke er registreringspligtige efter § 47, jf. § 48, eller efter §§ 50 og 50 b, og som ikke har ladet sig registrere efter § 49, § 50 a, § 51 eller 51 a, skal ligeledes registreres hos told- og skatteforvaltningen, når de i andre EU-lande leverer ydelser, hvor modtageren er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter § 16, stk. 1."
Registrering for EU-erhvervelser ML § 50
Juridiske personer, der ikke er momspligtige, samt momspligtige personer, der efter reglerne i ML § 47, jf. ML § 48, ikke skal registreres og som ikke har ladet sig registrere efter ML §§ 49, 51 eller 51 a, skal alligevel momsregistreres, når de er betalingspligtige for erhvervelser fra andre EU-lande efter bestemmelsen i ML § 46, stk. x4x. Se afsnit D.A.13 om betalingspligtige personer.
Modsat registrering efter ML § 47 medfører registrering efter ML § 50 ikke pligt til at betale salgsmoms af virksomhedens leverancer. Det er dermed kun i forbindelse med erhvervelse af varer fra andre EU-lande og køb af ydelser i udlandet, at virksomheder, som er registrerede efter ML § 50, anses for momsregistrerede virksomheder. Se afsnit D.A.6.2.2 om begrebet afgiftspligtig person og udtrykket afgiftspligtig person i ML § 15.
Se eventuelt også afsnit A.B.4.2.1.4 om særlige afregningsregler samt afsnit D.A.13.2.2.3 om omvendt betalingspligt ved visse ydelser fra udlandet ML § 46, stk. 1, 2. pkt., nr. 3.
Registreringsgrænse
Der skal ikke ske registrering for EU-erhvervelser, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- den samlede værdi af erhvervelserne hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 80.000 kr., og
Hvis en erhverver i år 1 har erhvervelser for over 80.000 kr., skal den pågældende derfor både i dette år og i år 2 registreres og betale moms, selvom erhvervelserne i år 2 er under registreringsgrænsen.
Registreringsgrænsen (undtagelsen fra registreringspligt) vedrørende erhvervelser af varer gælder også for virksomheder, der er registrerede efter de særlige regler om registrering for køb og salg af hovedregelydelser. Se momsforordningens artikel 4, stk. 1, samt "Registrering for omvendt betalingspligt ved køb ML § 50 b" og "Registrering for omvendt betalingspligt ved levering af ydelser § 50 c" nedenfor.
Valgfri registrering for EU-erhvervelser ML § 50 a
Den, der erhverver varer fra andre EU-lande, og som efter ML § 50 er undtaget fra registreringspligten, kan efter ML § 50a vælge at lade sig registrere.
En valgt registrering skal omfatte en periode på mindst to kalenderår.
Det betragtes som en anmodning om valgfri registrering for erhvervelse af varer, hvis en virksomhed, som er registreret efter de særlige regler om registrering for køb og salg af hovedregelydelser, meddeler sit momsregistreringsnummer til sælger i forbindelse med erhvervelse af varer fra andre EU-lande. Se momsforordningens artikel 4, stk. 2, samt "Registrering for omvendt betalingspligt ved køb ML § 50 b" og "Registrering for omvendt betalingspligt ved levering af ydelser § 50 c" nedenfor.
Registrering for omvendt betalingspligt ved køb ML § 50 b
Afgiftspligtige personer, der ikke er registreringspligtige efter ML § 47, jf. ML § 48, eller efter ML § 50, og som ikke har ladet sig registrere efter ML § 49, ML § 50 a, ML § 51 eller ML § 51 a, skal registreres, når de er betalingspligtige for køb af varer og ydelser fra udenlandske virksomheder efter ML § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, eller for køb omfattet af § 46, stk. 1, nr. x6-11x.
Se afsnit D.A.13.2.2. om undtagelse: Omvendt betalingspligt ML § 46, stk. 1, 2. pkt., afsnit D.A.13.2.2.2. om installering eller montering ML § 46, stk. 1, 2. pkt., nr. 2, afsnit D.A.13.2.2.3. om visse ydelser fra udlandet ML § 46, stk. 1, 2. pkt., nr. 3, eller D.A.13.2.2.6. om CO2-kvoter eller CO2-kreditter ML § 46, stk. 1, 2. pkt., nr. 6).
Registrering for omvendt betalingspligt ved levering af ydelser § 50 c
Afgiftspligtige personer, der ikke er registreringspligtige efter ML § 47, jf. ML § 48, eller efter ML § 50 og ML § 50 b, og som ikke har ladet sig registrere efter ML § 49, ML § 50 a, ML § 51 eller ML § 51 a, skal registreres, når de i andre EU-lande leverer ydelser, hvor modtageren er betalingspligtig for momsen af ydelserne, idet leveringsstedet er bestemt efter ML § 16, stk. 1.
Registreringskravet skyldes, at virksomheden skal indberette salg af ydelser omfattet af ML § 16, stk. 1, hvor der er omvendt betalingspligt, til EU-salg uden moms. Se afsnit A.B.4.2.2 om EU-salgsangivelse.