Indhold

Afsnittet handler om skatte- og afgiftsstraffesager, der ligger uden for SKATs administrative kompetence, og som skal afgøres ved domstolene.

Afsnittet indeholder:

  • Hvornår skal sager afgøres ved domstolene
  • SKATs påstand om strafudmåling ved domstolene
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Se også

Se afsnit A.C.3.1 om kompetence i straffesager.

Hvornår skal sager afgøres ved domstolene

Sager skal afgøres af domstolene, når der med forsæt til unddragelser af beløb på over:

  • 250.000 kr. er sket overtrædelse af skattekontrolloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag, lov om lønsumsafgift og momsloven,
  • 100.000 kr. er sket overtrædelse af punktafgiftslovene og toldloven, og
  • 15.000 kr. er sket overtrædelse af toldloven ved erhvervsmæssigt smugleri eller på over 30.000 kr. ved ikke erhvervsmæssigt smugleri.

SKATs straffesagsenheder sender sagerne til anklagemyndigheden med en tiltalebegæring. Statsadvokaten i København eller Viborg skal orienteres om fremsendelse af tiltalebegæringer i alle sager, hvor SKAT nedlægger påstand om frihedsstraf.

SKATs påstand om strafudmåling ved domstolene

I tiltalebegæringen til anklagemyndigheden nedlægger SKAT påstand om frihedsstraf og en tillægsbøde. I toldstraffesager nedlægges der ikke påstand om tillægsbøde.

Dette skema giver et overblik over SKATs påstand om strafudmåling ved domstolene

 

I sager om unddragelse af ...

anmoder SKAT anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om ...

Skatter, herunder kildeskat. Se SKM2006.520.ØLR og SKM2006.702.SKAT

Moms
Lønsumsafgift
Arbejdsmarkedsbidrag

Frihedsstraf og en tillægsbøde efter STRFL § 50, stk. 2, til et beløb svarende til en gang den samlede unddragelse.

Punktafgifter

Se SKM2013.331.ØLR, SKM2013.335.ØLR og SKM2013.350.ØLR.

Frihedsstraf samt en tillægsbøde efter STRFL § 50, stk. 2, til et beløb svarende til halvdelen af den samlede unddragelse.

Told og afgifter i den legale varetrafik

Ubetinget frihedsstraf.

Der nedlægges ikke påstand om tillægsbøde i toldstraffesager.

Told og afgifter i den illegale varetrafik

  • erhvervsmæssigt smugleri på 15.000 kr. og derover 
  • ikke erhvervsmæssigt smugleri på 30.000 kr. og derover. Se toldlovens TDL § 73, stk. 2 og 3.

Ubetinget frihedsstraf samt betaling af det unddragne told- og afgiftsbeløb efter TDL § 73, stk. 4.

Der nedlægges ikke påstand om tillægsbøde i toldstraffesager.

Bemærk 

Når SKATs straffesagsenheder anmoder anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om en tillægsbøde på et beløb svarende til en gang eller til halvdelen af den samlede unddragelse, jf. skemaet ovenfor, skal nedrunding af tillægsbøden ikke fremgå at tiltalebegæringen. Spørgsmålet om nedrunding af tillægsbøde hører under anklagemyndighedens og domstolenes kompetence.

Forsøg på overtrædelse

Ved forsøg på en lovovertrædelse skal anklagemyndigheden anmodes om at nedlægge påstand om tillægsbøde svarende til

  • 1/2 gang den forsøgt unddragne skat, moms, arbejdsmarkedsbidrag og lønsumsafgift.
  • 1/4 af den forsøgte unddragelse af punktafgifter.

Overtrædelse af straffeloven og skatte- og afgiftslovgivningen

I tilfælde hvor frihedsstraf ikke er forskyldt efter skatte- eller afgiftslovgivningen, men hvor der ved overtrædelsen er gjort brug af falske dokumenter, eller hvor andre straffelovsbestemmelser er overtrådt, benyttes ovennævnte satser for tillægsbøder, hvis anklagemyndigheden nedlægger påstand om frihedsstraf.

Sager, hvor der indgår forhold der kunne være afgjort administrativt

I sager, hvor der også indgår forhold, der bedømt alene kunne afgøres administrativt, skal den forsætlige del af tillægsbøden beregnes som en gange unddragelsen, og den administrative del indgår i tillægsbøden med et beløb beregnet efter de fastsatte regler for administrative bøder. Se afsnit A.C.3.5.2 om beregning af normalbøder.

Eksempel

Ved forsætlig skatteunddragelse på 280.000 kr. og grov uagtsom momsunddragelse på 80.000 kr. beregnes tillægsbøde således: 280.000 kr. + ((60.000 kr. x ½) + (20.000 kr. x 1)) = 330.000 kr.

Anklagemyndighedens brug af SKATs tiltalebegæring

Anklagemyndigheden er ikke forpligtet til at følge SKATs påstand om ubetinget frihedsstraf, hvis anklagemyndigheden i den konkrete sag vurderer, at en sådan påstand ikke vil føre til domfældelse.

Nedlægger anklagemyndigheden samlet påstand om betinget frihedsstraf, påstås tillægsbøden udmålt efter foranstående regler. Se STRFL § 50, stk. 2.

Bemærk

Der kan ikke idømmes betinget tillægsbøde. Se UfR 2003.349H.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UfR 2003.349 H

Højesteret udtalte, at det i sager om grove overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen var fast praksis som tillægsstraf at idømme en bøde svarende til den økonomiske vinding. Manglende betalingsevne på tidspunktet for dommens afsigelse kan ikke føre til, at tillægsbøden gøres betinget.

 

Landsretsdomme

xSKM2015.211.VLRx

T var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter. T havde som indehaver af en virksomhed afgivet urigtige momsangivelser, idet T angav et momstilsvar på 668.048 kr., selvom det rettelig var 572 kr. T var endvidere tiltalt for dokumentfalsk ved med forsæt til at skuffe i retsforhold at have brugt to falske fakturaer over for SKAT som bevis for betalt købsmoms.

Byretten blev idømt 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 650.000 kr.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Fuld tillægsbøde selvom T ikke havde fået udbetalt det unddragne momsbeløb.
SKM2013.350.ØLR

T havde benyttet en bil med italienske nummerplader til kørsel i Danmark, hvor han havde fast bopæl, selvom bilen ikke var afgiftsberigtiget i Danmark.

T forklarede at han var klar over at bilen skulle indregistreres i Danmark, og at der forinden skulle betales registreringsafgift. Men han havde ikke været klar over at han ikke måtte køre i bilen før afgiften var betalt. Han havde forstået på SKATs medarbejdere, at han havde en frist på 3 mdr. til at betale registreringsafgiften. Han vidste ikke at fristen på 3 mdr. var klagefristen.

Byretten fandt T skyldig. Straffen blev fastsat til betinget fængsel i 20 dage og en tillægsbøde på 56.000 kr. Byretten lagde vægt på størrelsen af den unddragne afgift samt at T ikke tidligere var straffet.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

SKM2013.335.ØLR

T parallelimporterede luksusbiler fra Tyskland med henblik på videresalg i Danmark og bad ved e-mails en bekendt om at udstede fakturaer med til 1/3 nedskrevne priser. De fiktive fakturaer blev herefter forevist SKAT med henblik på indregistrering af bilerne i Danmark. T havde ved indregistreringen som beregningsgrundlag anvendt en urigtig lavere pris, end den pris bilerne var indkøbt for. T havde dermed unddraget for ca. 33 mio. kr. i registreringsafgift.

T erkendte unddragelsen af 22 mio. kr. i registreringsafgift. T gjorde gældende, at han lovligt kunne afgiftsberigtige bilerne til lavere indkøbspriser end opgjort af SKAT.

Byretten fandt T skyldig og idømte ham som tillægsstraf 4 års fængsel samt en tillægsbøde på 33. mio. kr. Der blev lagt vægt på omfanget af unddragelsen og forholdenes systematiske og professionelle karakter. Retten fastslog, at T ikke lovligt kunne afgiftsberigtige bilerne på grundlag af de (lavere) indkøbspriser, som andre importører måtte have importeret tilsvarende nye biler til i den pågældende periode.

Landsretten stadfæstede byretsdommen vedrørende skyldsspørgsmålet, men ændrede, jf. anklagemyndighedens berigtigede anklageskrift, straffen til fængsel i 3 år og 6 mdr. samt en tillægsbøde på 16.500.000 kr.

SKM2013.331.ØLR

T havde ført en ikke-indregistreret Dodge med faste prøveskilte i strid med reglerne for brug af prøveskilte og blandt andet anvendt bilen til transport af 480 flasker kildevand den 11. marts 2011. Han havde derved unddraget for 122.068 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at den 11. marts 2011 skulle bilen opmagasineres. Prøvepladen skulle flyttes fra bilen til en Jeep. På grund af travlhed fyldte han bilen med flaskerne og bad medarbejderne om at køre den fyldte bil over til det mindre og roligere lager, hvor det ville være lettere for ham at komme til med Jeepen. Der var tale om en enkeltstående leverance og kørsel.

Byretten fandt T skyldig i forsæt. T´s forklaring blev tilsidesat som utroværdig, da slutsedlen for Jeepen var dateret den 25. marts 2011.T blev straffet med fængsel i 20 dage og en tillægsbøde på 61.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

SKM2006.520.ØLR

 

Landsretten fastslår, at tillægsbøde for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen - herunder kildeskatteloven - fastsættes til et beløb svarende til de unddragne skatter og afgifter.

 

SKAT

SKM2006.702.SKAT

Beskriver retningslinjer for fastsættelse af administrative bøder, hvor overtrædelse af kildeskatteloven indgår i beregningsgrundlaget.

Grænsen for anlæggelse af sager ved domstolene er efterfølgende hævet fra 100.000 kr. til 250.000 kr. Se SKM2010.435.ØLR og A.C.3.5.2.1