Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan den længstlevende ægtefælles indkomstopgørelse skal deles op, når:
- den virksomhed, som afdøde har drevet i mellemperioden er ophørt
- afdøde har brugt konjunkturudligningsordningen i VSL afsnit II forud for dødsåret
- den længstlevende ægtefælle har fået udleveret dødsboet efter reglerne om uskiftede bo.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af reglen
- Regel
- Virksomheden ophører i mellemperioden eller ved dødsfaldet
- Virksomheden ophører efter dødsfaldet.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, hvor afdødes dødsbo er udleveret til uskiftet bo mm. og er omfattet af DBSL afsnit III.
Se afsnit C.E.4.1 om, hvilke dødsboer der er omfattet af skattereglerne om uskiftede boer.
Regel
Indkomst fra en erhvervsvirksomhed skal medregnes hos den af ægtefællerne, der har drevet eller i overvejende grad har drevet virksomheden. Når afdøde har drevet eller i overvejende grad har drevet erhvervsvirksomheden i mellemperioden, skal indkomsten for mellemperioden medregnes i afdødes mellemperiode. Indkomst fra virksomheden opgøres under ét for hele dødsåret. Indkomsten fordeles forholdsmæssigt mellem ægtefællerne i forhold til de perioder, som ægtefællerne hver især har drevet virksomheden. Se DBSL § 60, stk. 2, 1. og 2. pkt.
Når virksomheden ophører i løbet af dødsåret, gælder de almindelige regler i virksomhedsskatteloven om ophørsbeskatning. Se VSL § 22 b.
Efter de almindelige regler om ophør med brug af kapitalafkast- og konjunkturudligningsordningen skal der ske beskatning af tidligere års henlæggelser i det seneste indkomstår, hvor kapitalafkastordningen har været brugt. Det afgørende er derfor om den længstlevende ægtefælle bruger kapitalafkastordningen for dødsåret indtil virksomheden ophører eller ej.
Se også
Se afsnit
- C.E.12.2.2.1, når den længstlevende ægtefælle ikke bruger ordningen i dødsåret
- C.C.5.3.2.3 om ophør med brug af konjunkturudligningsordning
- C.E.4.2.2 om indkomstopgørelsen for den længstlevende ægtefælle i dødsåret.
Virksomheden ophører i mellemperioden eller ved dødsfaldet
Når virksomheden ophører eller sælges i løbet af mellemperioden, skal virksomhedsresultat ikke fordeles mellem ægtefællerne. Beskatningen skal fuldt ud indgå i afdødes mellemperiode, fordi den længstlevende ægtefælle ikke har drevet virksomheden i nogen del af dødsåret.
Virksomheden ophører efter dødsfaldet
Når virksomheden ophører eller sælges i dødsåret efter dødsfaldet er sket, skal det samlede virksomhedsresultat fordeles efter de sædvanlige regler i DBSL § 60, stk. 2 i forhold til de perioder, som hver af ægtefællerne har drevet virksomheden.
Eksempel
Eksemplet viser de brøker, som virksomhedens resultat skal fordeles efter, når virksomheden er solgt eller ophørt efter dødsfaldet.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- Dødsfaldet er sket 15. juni 2015.
- Virksomheden er solgt 15. juli 2015.
- Der er ikke forskudt regnskabsår.
Perioder hver af ægtefællerne har drevet virksomheden
|
Afdødes mellemperiode
|
Længstlevende ægtefælle
|
Afdøde har drevet virksomheden i tiden 1. januar - 15. juni eller 166 dage af perioden indtil salgsdagen 15. juli eller 196 dage
|
166/196
|
|
Den længstlevende ægtefælle har drevet virksomheden i tiden 16. juni - 15. juli eller 30 dage af perioden indtil salgsdagen 15. juli eller 196 dage
|
|
30/196
|