Dato for udgivelse
09 Jan 2007 09:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Jun 2006 11:45
SKM-nummer
SKM2007.19.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
21. afdeling, S-2513-05
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf + Opgørelse, angivelse samt ind- og udbetaling af moms og reguleringsforpligtelse + Angivelse og betaling + Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Virksomheder
Emneord
Ubetinget, frihedsstraf, skattesvig, momssvig
Resumé

T var tiltalt for i årene 1997 til 2001 at have udeholdt indtægter fra regnskaberne og havde herved unddraget 835.965 kr. i skat, 135.445 kr. i arbejdsmarkedsbidrag samt 429.875 kr. i moms. T erkendte sig skyldig, men ønskede grundet personlige forhold en betinget dom. Byretten og Østre Landsret fandt ikke grundlag for at gøre dommen betinget, straffen blev fastsat til 1 års fængsel og tillægsbøden blev udmålt til 1.400.000 kr.

Reference(r)

Straffeloven § 289
Skattekontrolloven § 13
Arbejdsmarkedsfondsloven § 18
Momsloven § 81

Østre Landsrets dom af 26. juni 2006, 21. afdeling, S-2513-05

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Jane Ranum, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Lisbet Wandel, Norman E. Cleaver og Annette Andersen (kst.) med domsmænd).

----------

Frederiksberg Byrets dom af 24. juni 2005, 3. afdeling, 3.926/2005

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens lovens § 922.

Retsmødebegæning er modtaget den 30. maj 2005.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1,

ved for indkomstårene 1997 til 2001 med forsæt til skatteunddragelse at have udeholdt indtægter og selvangivet overskuddet af virksomheden for lavt til kommunen med

1997

kr.

28.635

     

1998

kr.

504.533

     

1999              

kr.

329.002

     

2000

kr.

612.127

     

2001

kr.

   218.768

     

i alt

kr.

1.693.065

     
 

hvorved det offentlige blev unddraget skatter til staten

kr.

370.763

kommunen

kr.

465.202

i alt

kr.

835.965

2.

arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, litra a, jf. stk. 2,

ved for perioden 1. januar 1997 til 31. december 2001 med forsæt til at unddrage statskassen bidrag at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om bidragsgrundlaget hvorved statskassen er unddraget kr. 135.445 i arbejdsmarkedsbidrag og kr. 16.644 i særlig pensionsopsparing.

3.

momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved i perioden 1. januar 1997 til 30. september 2002 med forsæt til at unddrage staten afgifter at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved statskassen er unddraget moms med

1997

kr.

61.617

1998

kr.

130.597

1999

kr.

64.850

2000

kr.

75.719

2001

kr.

79.791

2002

kr.

  8.600

i alt

kr.

429.875

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf samt påstand om en tillægsbøde på 1,4 mill.kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Tiltalte har blandt andet forklaret, at han har udeholdt indtægter fra regnskaberne i hans personlige virksomhed, herunder afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om bidragsgrundlaget og mornsgrundlaget, således som det er beskrevet i retsmødebegæringen.

Forsvareren har under henvisning til det oplyste om tiltaltes personlige forhold nedlagt påstand om rettens mildeste afgørelse herunder anvendelse af en betinget dom.

Der er dokumenteret personundersøgelse.

Rettens bemærkninger

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk, 1, litra a, jf. stk. 2 samt momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, til fængsel i 1 år.

Endvidere skal tiltalte, i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, betale en tillægsbøde på kr. 1.400.000,00 med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Retten har i forbindelse med strafudmålingen lagt vægt på forholdets grovhed og har, uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold, ikke fundet grundlag for at gøre straffen eller tillægsbøden betinget.

T h i    k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 1 år.

Tiltalte T skal betale en tillægsbøde på kr. 1.400.000,00.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 26. juni 2006, 21. afdeling, S-2513-05

Frederiksberg Rets 3. afdelings dom af 24. juni 2005 (3.926/2005) er anket af T med påstand om formildelse af frihedsstraffen.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Forklaringer

Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold. Han har forklaret blandt andet, at han ikke fik restskat tilbage i 2004, men betalte 94.000 kr. i afdrag på skattegælden ved hjælp af optjente midler. Hans virksomhed er kommet i gang igen, og han er ikke længere på kontanthjælp. Han har nu så mange kunder, at han kan leve af sit arbejde, der består i at lave redaktionelle tekster til magasiner og lignende.

Han håber at kunne tjene så meget, at han også kan betale af på sin skattegæld. Hans hustru får nu folkepension, og hun er stadig helt afhængig af hans hjælp, da der ikke er andre til at hjælpe hende.

Landsretten bemærkninger og begrundelse

Straffen på 1 års fængsel findes passende udmålt.

Fem voterende finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at gøre frihedsstraffen helt eller delvis betinget, ej heller med vilkår om samfundstjeneste.

En voterende finder, at ud fra en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, at der er grundlag for undtagelsesvis at gøre frihedsstraffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Der gives dom efter stemmeflertallet.

Landsretten stadfæster derfor dommen for så vidt den er påanket.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.