Spørgsmål
- Kan Skatterådet bekræfte, at den enkelte bolig kan få afgiftsreduktion på elvarme for forbrug, der overstiger 4.000 kWh, selv om der kun er en fælles elmåler for ejerforeningen, således at det ikke er den enkelte bolig, der modtager og afregner elvarme overfor elleverandøren.
Svar
- Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Der er tale om en allerede foretaget disposition, der er foretaget fra den 1. februar 2013.
Ejerforeningen XX består af 12 helårsboliger, som indtil februar 2013 er blevet opvarmet af et fælles oliefyr. Oliefyret er omstillet til et fælles jordvarmeanlæg med en varmepumpe. Jordvarmeanlægget producerer varme, der cirkuleres ind i lejlighedernes vandbaserede radiatorer. En del af varmen anvendes som varmt vand.
Der er installeret elmåler i hver af de 12 boliger i ejerforeningen. Elmåleren måler boligernes forbrug af elektricitet med undtagelse af elvarme.
Elforbruget til jordvarmeanlægget måles særskilt på en fælles elmåler, og udgiften fordeles mellem boligerne ved hjælp af individuelle varmemålere. Der er ingen elmåler i den enkelte lejlighed, der måler elvarmeforbruget.
Det er ejerforeningen, der ejer jordvarmeanlægget og afregner elvarme overfor elleverandøren.
De 12 ejendomme er registreret af XX kommune i BBR som elopvarmede helårsboliger.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Det er spørgers opfattelse, at den enkelte bolig kan få afgiftsreduktion på elvarme for forbrug, der overstiger 4.000 kWh, selv om der kun er en fælles elmåler for ejerforeningen, således at det ikke den enkelte bolig, der modtager og afregner elvarme overfor elleverandøren.
Begrundelsen er, at der ifølge spørger ellers sker en forskelsbehandling, når alle andre helårsboliger med elvarme får nedsat elvarmesats for et merforbrug af elektricitet over 4.000 kWh, når der er en elinstallation i boligen, der måler elvarmeforbruget sammen med boligens øvrige elforbrug og afregner overfor elleverandøren.
I forbindelse med finansloven for 2013 blev det aftalt mellem regeringen og Enhedslisten, at elvarmeafgiften skulle nedsættes. Ifølge lovforslag L 82 Folketinget 2012-13 fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget:
"Lovforslagets formål og baggrund: Lavere afgift på elvarme. Afgiften på elvarme er væsentlig højere end afgiften på brændsler som fx olie og naturgas. Der anvendes mere og mere vedvarende energi til fremstilling af el, og et større forbrug af el til varme vil være til gavn til indpasning af el fra vindmøller i energiforsyningen. Aftaleparterne er på den baggrund enige om at lempe afgiften på elvarme, så den svarer til de øvrige energiafgifter."
På baggrund af ovenstående citat fra lovforslaget kan spørger ikke forstå, at spørger ved omstilling af fælles oliefyr til et fælles jordvarmeanlæg nu skal betale mere i punktafgift, end da der blev fyret med olie, når lejlighederne er registreret af XX kommune i BBR som el opvarmede helårsboliger. Alle andre helårsboliger med el opvarmning får en afgiftsreduktion for et merforbrug af el over 4000 kWh (der svarer til et normalforbrug for en husholdning), for at spare en elmåler, der måler el til opvarmningen specifikt.
Elleverandør XX har i mail af 18. februar 2013 oplyst, at
"Ifølge dette skriv fra Told og Skat, har vi ikke mulighed for at oprette jer til at modtage el-reduktion i afgiften."
SKAT har i en mail oplyst, at
"Du har i en mail spurgt SKAT om XX som el-leverandør kan beregne elafgiften efter den reducerede sats for elopvarmning af boliger, når der kun er én fællesmåler, der måler den totale leverede elektricitet til samtlige boliger med elvarme. Al anden el måles efter det oplyste særskilt for hver lejlighed for sig.
Det umiddelbare svar er, at SKAT ikke kan godkende, at elforbruget vedrørende fællesmåleren kan leveres med nedsats for elopvarmning. Dette begrundes med, at el kun leveres til denne fællesmåler. Det er således ikke den enkelte bolig, der modtager og afregner elforbruget til XX.
For at den reducerede sats kan godkendes skal hver bolig/ejerlejlighed selv betale forbruget til elopvarmning via selvstændig opsat måler. Hver boligenhed kan godt have én måler til det totale elforbrug inkl. elopvarmning og så bruges de almindelige regler, nemlig at de første 4.000 kWh skal afregnes med høj sats og resten som antages at være elforbruget til elopvarmning."
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at den enkelte bolig kan få afgiftsreduktion på elvarme for forbrug, der overstiger 4.000 kWh, selv om der kun er en fælles elmåler for ejerforeningen, således at det ikke den enkelte bolig, der modtager og afregner elvarme overfor elleverandøren.
Lovgrundlag
Elafgiftslovens § 6,
Stk. 1. Af forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet, betales en afgift, som består af følgende elementer:
1) En energiafgift på 23,3 øre pr. kWh (2013-niveau) (...)
2) Et energieffektiviseringsbidrag på 0,6 øre pr. kWh.
3) Et eldistributionsbidrag på 4 øre pr. kWh.
4) En tillægsafgift på 6,2 øre pr. kWh (2013-niveau)
(...),
Stk.3. Skatteministeren fastsætter regler for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter stk. 1 og 2.
Bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger
I medfør af § 6, stk. 2, og § 15, stk. 2, i lov om afgift af elektricitet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 604 af 28. juni 1986, fastsættes:
§ 1. For at elektricitet til opvarmning af helårsboliger kan afgiftsberigtiges efter den særlige sats for elvarme i elafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1, skal boligenheden være registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) som elopvarmet helårsbolig.
Stk. 2. Kun forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt pr. boligenhed kan afgiftsberigtiges efter den særlige elvarmesats.
§ 2. Det påhviler virksomhederne, som er registreret efter elafgiftsloven (elforsyningsselskaberne), at registrere de elinstallationer, der er installeret i boliger, der opfylder betingelsen efter § 1.
Stk. 2. Registrering foretages efter anmodning fra den, der hæfter for betaling af elleverancen. Anmodningen skal fremsættes over for elforsyningsselskabet, der indhenter attestation efter § 3.
Stk. 3. Anmodningen skal fremsættes på en attest som den i bilaget gengivne eller på anden skriftlig måde, der indeholder de i attesten angivne oplysninger.
§ 3. Elforsyningsselskabet kan kun registrere en elinstallation efter § 2, hvis kommunen attesterer, at den pågældende installation er i en bolig, der er registreret i BBR som elopvarmet helårsbolig, eller at den pågældende bolig vil kunne registreres i BBR som sådan.
Stk. 2. Elforsyningsselskabet skal over for kommunen entydigt identificere den eller de boliger, der omfattes af den elinstallation, der ønskes registreret. Elforsyningsselskabet skal samtidig give oplysning om, hvor meget elektricitet, der er leveret til den pågældende installation i den seneste 12 måneders periode, der foreligger oplysninger om.
Stk. 3. Elforsyningsselskabet skal over for toldvæsenet kunne dokumentere, at elinstallationer, der er registreret efter § 2, er installeret i boliger, der opfylder betingelserne efter § 1. (...)
Forarbejder
L 82 - Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet med flere love (..., nedsættelse af elvarmeafgiften, .... - Afgifts- og konkurrencepakken) fremsat den 16. november 2012 og vedtaget ved lov nr.1395 af 23. december 2012,
Følgende fremgår af de almindelige bemærkninger:
3.3.1. Gældende ret
Elopvarmede helårsboliger kan opnå en reduktion i energiafgiften af forbruget af elektricitet (elvarmeafgift) for den del af elforbruget, der overstiger 4.000 kWh årligt, hvis boligen er registreret i Bygnings- og Boligregisteret (BBR) som elopvarmet helårsbolig, herunder opvarmet som helårsbolig ved hjælp af eldrevne varmepumper. (...)
3.3.2. Lovforslaget
(...)
For 2013 foreslås elvarmeafgiften nedsat med 29,3 øre pr. kWh. fra 52,6 øre pr. kWh til 23,3 øre pr. kWh for forbrug af elektricitet anvendt til opvarmning af helårsboliger. (...)
Følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser
(...)
For boliger er det en betingelse for anvendelse af satsen for elvarmeafgift, at boligen er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) som elopvarmet helårsbolig, herunder opvarmet som helårsbolig ved hjælp af eldrevne varmepumper. De nærmere betingelser for registrering af en bolig som elopvarmet helårsbolig fremgår af bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger. (...)
Begrundelse
Ifølge elafgiftslovens § 6, stk. 1 betales der en nedsat sats af forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet.
De nærmere betingelser for at blive omfattet af den nedsatte elvarmesats fremgår af bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger.
Betingelsen ifølge bekendtgørelsens § 1, er, at boligenheden skal være registreret i BBR som elopvarmet helårsbolig.
Det fremgår af det af spørger oplyste, at de 12 boliger i XX er registreret i BBR som el opvarmede helårsboliger.
Det forhold, at der ikke er en elmåler, der måler elforbruget i den enkelte bolig, ændrer ikke herpå. Bekendtgørelse nr. 456 indeholder således ikke en særlig bemyndigelse til elselskaberne til at kræve af ansøgeren, at der installeres elmåler i den enkelte bolig til måling af elvarmen.
Kravene i §§ 2 og 3 om registrering af elinstallationer m.m. er rettet mod virksomheder, der er registreret efter elafgiftsloven (elselskaberne). Elselskaberne hører under Energistyrelsens ressort, og det er dem, der administrerer ordningen, og sikrer at bekendtgørelsens krav overholdes. Dette gælder både krav til boligen, hvortil der søges om nedsat elvarmesats og krav til elselskaberne om målere, registreringer m.m., således at der alene gives nedsættelse af elvarmesatsen for den del af elvarmen pr. bolig, der overstiger 4.000 kWh pr. år.
Spørger opfylder hermed betingelsen i bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger, og er dermed berettiget til nedsat afgift på elvarme for den del af forbruget, der overstiger 4.000 kWh pr. år pr. bolig jf. elafgiftslovens § 6, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986 om afgiftsberigtigelse af elektricitet til opvarmning af helårsboliger § 1, stk. 2.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.