Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Betingelser for henførsel af varer under aktiv forædling
  • Overførsel af varer under suspensionsordningen
  • Afslutning af proceduren
  • Afslutnings opgørelse
  • Anmodning om tilbagebetaling
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Betingelser for henførsel af varer under aktiv forædling

Den vigtigste forskel på anvendelse af tilbagebetalingsordningen og suspensionsordningen, er hvorvidt der skal betales told og afgifter.

Ved anvendelse af tilbagebetalingsordningen, skal der betales told og afgifter ved varernes angivelse til ordningen. Se afsnittet F.A.17.2 Toldfritagelse under suspensionsordningen eller tilbagebetalingsordningen under Tilbagebetalingsordning ovenfor. Varerne er herefter i fri omsætning. Se TK art. 79.

Ved anvendelse af suspensionsordningen, bliver told og afgifter suspenderet. Varerne er ikke i fri omsætning. Se TK art. 114.

Proceduren for anvendelse af ordningerne er som udgangspunkt den samme, idet der dog er særregler for hver ordning.

Anmodning om benyttelse af proceduren for aktiv forædling sker ved afgivelse af en fortoldningsangivelse til det nærmeste anviste ekspeditionssted i forhold til indpassagen i det danske toldområde.

Fortoldningsangivelsen afgives efter de almindelige regler.

Ved udfyldning af rubrikkerne i fortoldningsangivelsen skal man være særlig opmærksom på følgende:

Varebeskrivelsen skal være i overensstemmelse med specifikationerne i bevillingen

Rubrik 31

Procedurekoden skal afhængig af ordningen være i overensstemmelse med gruppe 51 "Varer, der ønskes henført under ordningen for aktiv forædling-suspension" eller gruppe 41 "Varer, der fortoldes til fri omsætning og frit forbrug under ordningen for aktiv forædling-tilbagebetaling.

Rubrik 37

Der skal henvises til bevillingens journal nr. og dato samt anføres "aktiv forædling-suspension/tilbagebetaling".

Rubrik 44

Dokumenter, der er nødvendige for anvendelse af proceduren skal være til stede i virksomheden..

De handelsmæssige foranstaltninger, såsom fremlæggelse af eventuel importlicens, indførselscertifikat/bevilling eller oprindelsescertifikat, anvendes ikke under suspensionsordningen. Se TK art. 114, stk. 1, litra a) og GB art. 509.

De særlige indførselsbestemmelser, fx af sundhedsmæssig, veterinær eller sikkerhedsmæssig art, der er fastsat for indførsel af de pågældende varer, skal dog iagttages. Se F.A.11 Varebestemmelser

I rubrik 46 skal beregningsgrundlaget for told og afgifter angives.

De handelsmæssige foranstaltninger, som er nævnt ovenfor, finder anvendelse ved benyttelse af tilbagebetalingsordningen. Se TK art. 79 og GB art 509.

De særlige indførselsbestemmelser, fx af sundhedsmæssig, veterinær eller sikkerhedsmæssig art, som nævnt under suspension skal også iagttages ved tilbagebetalingsordningen.

Overførsel af varer under suspensionsordningen

Varer under suspensionsordningen er ikke i fri omsætning. Ved overførsel af varer eller produkter inden for EU, er den normale procedure anvendelse af reglerne for fællesskabsforsendelse. Dette gælder hvad enten det sker fra en bevillingshaver til en anden bevillingshaver eller inden for samme bevilling. Se afsnit F.A.23 Forsendelsesordningen.

Desuden skal fællesskabsforsendelsen i rubrik 44 forsynes med forkortelsen "AF-varer", der står for aktiv forædlingsvarer og eventuelt også forsynes med påtegningen "Handelspolitik". Forsendes forædlingsprodukterne med jernbane, skal påtegningerne anføres i transportdokumentet. Transportdokumentet skal i dette tilfælde forelægges SKAT før afsendelsen. Se TK art. 89 og GB art.549.

For overførsel af varer under suspensionsordningen, er der fastsat mere fleksible regler, se afsnittet F.A.20 Fælles regler for toldprocedurer af økonomisk betydning. Se endvidere GB art. 511-514.

Afslutning af proceduren

Proceduren afsluttes for indførselsvarerne, når forædlingsprodukter eller varer i uforandret stand:

  • Udføres til steder uden for EU. Som udførsel af forædlingsprodukter betragtes også
    • levering til diplomater, NATO-personel og internationale organisationer. Se afsnit F.A.30 Varer til diplomater, NATO mv.,
    • levering til væbnede styrker i NATO. Se afsnit F.A.30 Varer til diplomater, NATO mv.,
    • xlevering af luftfartøjer. Herunder den første anvendelse af indførselsvarerne til fremstilling, reparation, ændring eller ombygning af luftfartøjer eller af dele af luftfartøjer, hvis bevillingshaverens regnskaber gør det muligt at sikre, at proceduren anvendes og fungerer korrekt,x
    • levering af rumfartøjer og tilhørende udstyr, herunder fremstilling, reparation, ændring eller ombygning af satellitter, deres opsendelsesanlæg og jordbaseret udstyr og dele deraf, som er en integrerende del af systemerne,
    • forskriftsmæssig afhændelse af biforædlingsprodukter, hvis tilintetgørelse under proceduren for forarbejdning under toldkontrol er forbudt af miljømæssige hensyn,
    • oplægges på toldoplag, i frizone eller på frilager,
    • angives til ordningen for midlertidig indførsel,
    • angives til ekstern fællesskabsforsendelse, se TK art. 91,
    • på ny henføres under aktiv forædling - suspension,
    • angives til proceduren for forarbejdning under toldkontrol,
    • tilintetgøres,
    • overdrages til statskassen,
    • overgår til fri omsætning, herunder overføres til særligt anvendelsesformål ("end-use"), se afsnit F.A.17.8 Angivelse til udførsel og overgang til fri omsætning nedenfor, og afsnit F.A.14 Toldlempelse for visse varer, for hvilke der er foreskrevet et særligt anvendelsesformål, end-use.

Afsluttes ordningen ved varernes overgang til fri omsætning, forfalder det suspenderede told- og afgiftsbeløb og udligningsrenter til betaling. Se TK art. 89, 118 og 182, samt GB art. 544 og F.A.17.9 Udligningsrenter.

Afslutnings opgørelse

Der skal indgives en afslutningsopgørelse senest 30 dage efter udløbet af genudførselsfristen. I tilfælde af særlige omstændigheder kan SKAT forlænge fristen for indgivelse af afslutningsopgørelsen. Forlængelsen kan gives også selvom den oprindelige frist er udløbet, se GB art. 521.

Indgives afslutningsopgørelsen ikke indenfor fristen på 30 dage efter udløbet af fristen for afslutning af proceduren, eller kan fristen ikke forlænges, anses toldskylden for opstået i henhold til TK 204, stk. 1, litra a), for samtlige varer, hvor fristen er overskredet, uanset at varerne måtte være genudført af EU, se sag C-262/10, Döhler Neuenkirchen GmbH.

Der kan gives tilladelse til månedlig eller kvartalsvis periodeopgørelse i tilfælde, hvor varerne indføres til benyttelse af proceduren og genudføres med en sådan regelmæssighed, at der kan påregnes konstante genudførselsfrister.

Når der anvendes månedlig eller kvartalsvis opgørelse, indgives afslutningsopgørelsen for hver enkelt måned eller kvartal, som opgørelsen vedrører. Se TK art. 118, stk. 2 og GB art. 546.

Afslutningsopgørelsen skal indeholde de oplysninger, der kræves efter GB art. 521, stk. 2.

Er der udført varer under ordningen til præferenceaftalelande eller Tyrkiet, skal der foreligge en særskilt opgørelse over disse varer.

Desuden skal bevillingshaveren afgive erklæring om, at der ikke er eller vil blive udfærdiget varecertifikat eller tilsvarende oprindelsesdokumentation bortset fra tilfælde, hvor opnåelse af aktiv forædling ikke påvirker berettigelsen til toldpræference i indførselslandet.

Består forædlingsprocessen i reparation, kan det tillades, at afslutningsopgørelsen afgives direkte på udførselsangivelsen.

SKAT kan i øvrigt kræve, at de dokumenter og bilag, som skønnes nødvendige, fremlægges. Det kan fx være oplysning om toldangivelsens MRN-nummer, indkøbsfakturaer, eksemplar af salgsfaktura samt varer, der er overgået til fri omsætning.

Toldbeløb for varer, forædlede såvel som uforædlede, der er overgået til fri omsætning efter en tilladelse til samlet overgang til fri omsætning, se GB art. 546, skal bogføres senest ved forelæggelse af afslutningsopgørelsen for SKAT, eventuelt på grundlag af en opsummeret angivelse.

Anmodning om tilbagebetaling

Tolden for de varer, der er angivet til aktiv forædling under tilbagebetalingsordningen, kan godtgøres, når forædlingsprodukterne eller i givet fald varer i uforandret stand er udført til steder uden for EU eller med henblik på senere udførsel eller genudførsel er

  • henført under forsendelsesproceduren
  • oplagt på toldoplag
  • overgået til midlertidig indførsel
  • henført under aktiv forædling, suspension
  • anbragt i frizone eller på frilager.

Se TK art. 128 og GB art. 521, stk. 1.

De leveringer, der under suspension betragtes som udførsel, finder også anvendelse under tilbagebetalingsordningen. Anden tilbagebetaling af told, fx fordi varerne ikke er bestillingssvarende, skal ske efter reglerne for særlig toldgodtgørelse. Se afsnittet F.A.13 - Toldgodtgørelse.

Når varerne er indført under tilbagebetalingsordningen, er der opkrævet told og afgifter. Tolden kan tilbagebetales, når forædlingsprodukterne er overgået til en af de bestemmelser, som omhandlet i TK art. 128.

Det er en betingelse for tilbagebetaling, at bevillingshaveren afgiver en anmodning herom til SKAT.

Anmodningen skal fremsættes inden for en frist fra den dato, hvor forædlingsprodukterne er blevet udført eller angivet til en anden tilladt toldprocedure, dog højst 6 måneder. Fristen fastsættes af SKAT og kan forlænges, når der foreligger særlige omstændigheder, også efter fristens udløb.

Anmodningen skal indeholde de oplysninger, der kræves efter GB art. 521, stk. 2.

SKAT kan i øvrigt kræve fremlæggelse af de dokumenter og bilag, der skønnes nødvendige.

Det kan tillades, at anmodningen om godtgørelse udfærdiges elektronisk eller i en anden form, der fastlægges af SKAT. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

 

C-262/10, Döhler Neuenkirchen GmbH

Manglende indgivelse af afslutningsopgørelsen inden for den fastsatte frist udgør en misligholdelse af en af de forpligtelser, der opstår ved anvendelse af proceduren for aktiv forædling, hvilket medfører at toldskylden skal anses for at være opstået i henhold til TK art. 204, stk. 1, litra a), for samtlige de varer, hvor sidste frist for indgivelse af afslutningsopgørelse er overskredet.Toldskylden anses dog ikke for opstået, hvis betingelserne i GB art. 859, nr. 9) kan anses for at være opfyldt.