Indhold

Dette afsnit handler om mulighederne for at straksafskrive udgifter til afskrivningsberettigede aktiver, som er helt eller delvist betalt ved et eller flere tilskud.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Overblik over tilskud
  • Afskrivning.

Regel

Der er adgang til straksafskrivning for anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver, når udgiften helt eller delvis er betalt ved visse nærmere opregnede tilskud. Se AL § 44.

Overblik over tilskud

Henvisningerne til de enkelte tilskudsordninger er xsenest ajourført ved lov nr. 1604 af 26. december 2013 om mediestøttex. Det drejer sig om følgende tilskud:

  1. Projekt- og saneringsstøtte, der er ydet af Medienævnet til trykte nyhedsmedier og til skrevne internetbaserede nyhedsmedier. 
  2. Tilskud, der er ydet efter lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren. Det gælder dog ikke tilskud, der er ydet efter samme lovs bestemmelser om støtte til fiskerfartøjers endelige ophør i dansk erhvervsfiskeri.
  3. Tilskud, der er ydet efter fiskeriudviklingsloven. Det gælder dog ikke tilskud, der er ydet efter samme lovs bestemmelser om støtte til fiskerfartøjers endelige ophør i dansk erhvervsfiskeri.
  4. Tilskud, der er ydet efter lov om statstilskud til energibesparelser mv. i erhvervsvirksomheder.
  5. Tilskud fra EU's strukturfonde under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse og under målet om europæisk territorialt samarbejde samt tilhørende national medfinansiering.
  6. Mål 2-tilskud, der er ydet af EU's strukturfonde til områder i industriel tilbagegang, samt tilhørende nationale tilskud, der er ydet efter lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og tilhørende statslig medfinansiering.
  7. Interreg-tilskud, der er ydet af EU's strukturfonde til samarbejdsprojekter, der rækker over landegrænser, samt tilhørende nationale tilskud, der er ydet efter lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og tilhørende statslig medfinansiering.
  8. Tilskud, der er ydet efter landdistriktsloven.
  9. Tilskud, der er ydet til forbedring af forarbejdningen og afsætningen af jordbrugs- og skovbrugsprodukter (strukturprojekter) efter landdistriktsstøtteloven.
  10. Tilskud, der er ydet til fremme af tilpasningen og udviklingen af landdistrikterne (artikel 33-ordningen) efter landdistriktsstøtteloven.
  11. Tilskud, der er ydet i forbindelse med Fællesskabsinitiativet LEADER+ efter landdistriktsstøtteloven.

Afskrivning

Udgifter til anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver kan, uanset afskrivningslovens øvrige regler, straksafskrives i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret. Dette gælder kun, hvis udgiften er betalt ved tilskud som nævnt ovenfor, og kun med et beløb svarende til tilskuddets størrelse. Se AL 44, stk. 2.

Ved anskaffelsesåret forstås det indkomstår, hvor aktivet er anskaffet i afskrivningslovens forstand.

Straksafskrivninger, der er foretaget efter AL § 44, stk. 2 behandles som afskrivninger. Se AL § 44, stk. 3.

                     Når der er straksafskrevet på anskaffelsessummen for et aktiv efter AL § 44, stk. 2, kan yderligere afskrivning på dette aktiv kun foretages på anskaffelsessummen efter fradrag af det straksafskrevne beløb. Se AL § 44, stk. 4.