Indhold

Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne for tidspunktet for, hvornår uddelingerne anses for foretaget.

Afsnittet indeholder:

  • Enkeltstående uddelinger
  • Successive uddelinger
  • Tilbageførsel
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Enkeltstående uddelinger

Uddelingen anses for foretaget, når der foreligger en retsgyldig forpligtelse for fonden mv. til at uddele beløbet mv., dvs. når modtageren får kendskab til uddelingen. Dette gælder, uanset om udbetaling eller overgivelse af uddelingen først sker i det efterfølgende indkomstår. Se FBL § 4, stk. 3, 1. pkt.

Fonden vil således kunne fradrage en uddeling på det tidspunkt, hvor der er givet bindende tilsagn om ydelsen. Se TfS 1987, 566 DEP, hvor Departementet udtalte, at fradragsretten for uddelinger fra en fond indtræder på retserhvervelsestidspunktet, dvs. når fonden har forpligtet sig til at foretage uddelinger, og TfS 1990, 240 LSR.

Fradragsretten og dermed den retlige forpligtelse til at foretage uddelingen anses for indtrådt, uanset at uddelingen endnu ikke kan fastsættes beløbsmæssigt. Det er dog et krav, at uddelingens størrelse kan opgøres efter objektive kriterier, og at hverken giver eller modtager kan påvirke størrelsen af uddelingen.

Uddelinger af nettokursgevinster efter FL § 9, stk.3, vil først kunne ske efter regnskabsårets udløb. Fonden kan få fradrag for uddelingen af nettokursgevinsten, uanset at denne først kan opgøres beløbsmæssigt efter indkomstårets udgang. Det er dog en betingelse, at fonden ved den foretagne uddeling må anses for endeligt at have forpligtet sig til uddeling. Forpligtelsen skal være endeligt påtaget inden indkomstårets udløb. Det er et krav, at uddelingens størrelse kan opgøres efter objektive kriterier, og at hverken giver eller modtager kan påvirke størrelsen af uddelingen.

Hvis en fond som led i sit vedtægtsmæssige formål udlåner midler på risikobetonede vilkår, kan tab på sådanne udlån mv. i konkrete tilfælde anses at være en uddeling i tabsåret. Se således SKM2012.192.SR.

Successive uddelinger

Ved successive uddelinger, der strækker sig over flere indkomstår, kan en fond eller forening vælge mellem at fratrække uddelingerne på det tidspunkt, hvor fonden eller foreningen er retligt forpligtet til at foretage uddelingen, eller på de tidspunkter hvor de enkelte rater forfalder. Se FBL § 4, stk. 3, 2. pkt.

Det én gang valgte fradragstidspunkt efter FBL § 4, stk. 3, 2. pkt., kan ikke ændres for den konkrete uddeling. Se FBL § 4, stk. 3, 3. pkt. Fonden er dog ikke bundet til samme princip ved forskellige løbende uddelinger.

Fradrag for uddelinger og hensættelser skal ikke foretages i nogen bestemt rækkefølge.

Tilbageførsel

Tilbageføres overskydende midler fra en klausuleret uddeling til en fond, skal det konkret afgøres, om fondens skatteansættelse for udbetalings- eller fradragsåret bør genoptages. Se TfS 1988, 253 LR. Ved denne afgørelse henses der til, om fonden som følge af tilbageførslen under forkerte forudsætninger har foretaget fradrag efter FBL § 4, stk. 1 og 2, eller efter FBL § 5, stk. 1. Der henses også til, om uddelingen er foretaget af en hensættelse, så der ved en tilbageførsel skal ske en efterbeskatning efter FBL § 4, stk. 6, for genoptagelsesåret.

Ved en flerårig uddeling må en tilbageførsel af en uddeling fortrinsvis anses for at vedrøre det eller de seneste uddelingsår.

Medfører disse hensyn ikke, at en genoptagelse er påkrævet, kan tilbageførslen indtægtsføres i fonden i tilbageførselsåret, medmindre andet taler imod.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2006.177.LSR

En fond påtænkte at uddele studie- og rejselegater, som var betinget af, at modtageren forpligtede sig til at donere en vis procentdel, ca. 1,5 pct., af sin indkomst til fonden de første 5 år efter endt uddannelse. Landsskatteretten fandt, at fonden i udbetalingsåret kunne fradrage hele udbetalingen, selvom en del heraf indirekte ville blive tilbagebetalt. Landsskatteretten gjorde dog opmærksom på, at en konsekvens af fradraget ved udbetalingen var, at de efterfølgende donationer ville skulle kvalificeres som skattepligtige for fonden.

 

SKM2002.580.LSR

En fond var i følge fundatsen forpligtet til at uddele samtlige nettokursgevinster. Den nærmere beslutning om fordelingen af årets nettokursgevinster blev imidlertid først truffet efter indkomstårets udløb, og Landsskatteretten fandt derfor, at fonden først havde påtaget sig en retlig forpligtelse på dette tidspunkt. Som følge heraf kunne fonden ikke foretage fradrag for årets uddelinger af nettokursgevinster efter FBL § 4, stk. 2.

 

SKM2001.474.LSR

En fond var i følge vedtægterne forpligtet til at udnytte adgangen efter FL § 9, stk. 2, til at uddele årets nettokursgevinster. Fradragsretten blev anerkendt i det år, hvor forpligtelsen efter vedtægterne påhvilede fonden, uanset at uddelingen først kunne opgøres og udbetales i det efterfølgende år. Det blev ved afgørelsen tillagt betydning, at uddelingernes størrelse kunne opgøres efter objektive kriterier, og at den vedtægtsmæssige forpligtelse var legatmodtagerne bekendt. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at legatmodtagerne havde opnået et retskrav på uddelingerne.

 

TfS 1990, 240 LSR

Et mindelegat foretog ikke uddeling i 1987, men hensatte kun midler til senere uddeling til almenvelgørende formål. Den i 1987 trufne beslutning gik ud på, at 95 pct. af 1987-overskuddet skulle uddeles. Dette skete i 1988. Landsskatteretten fandt, at der ikke i 1987 kunne ske fradrag efter FBL § 4, stk. 1, om uddelinger.

 

SKAT

SKM2014.241.SR

Skatterådet besvarede en række spørgsmål vedrørende de skattemæssige konsekvenser for anvendelsen af tidligere henlæggelser ved en overgang af As skattepligt fra selskabsskatteloven til fondsbeskatningsloven. 

 

SKM2012.192.SR

Skatterådet accepterede, at en fond kunne fradrage tab på udlån eller egenkapitalinvesteringer i en konkret situation, hvor det var fondens formål at udlåne og investere i risikobetonede sociale iværksættervirksomheder.

 

TfS 1988, 253 LR

Ligningsrådet besvarer en række spørgsmål fra Universitetets Forskningsfond om tidspunktet for fradrag for uddelinger og tilbageførte uddelinger. Afgørende for fradragsretten er retserhvervelsestidspunktet, hvilket gælder, uanset om betalingen eller overgivelsen af gaven først finder sted i det efterfølgende indkomstår. Fonden vil således kunne fradrage uddelinger på det tidspunkt, hvor der er afgivet et bindende tilsagn om ydelsen. Efter omstændighederne har rådet ikke bemærkninger til, at fradraget i stedet sker successivt i de respektive udbetalingsår.