Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.359.HR

Ved afståelse af en ejendom ønskede to brødre, at deres anskaffelsessum ved avanceopgørelse skulle pristalsreguleres efter EBL § 5 A. Denne bestemmelse omhandler bl.a. ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvist benyttes til landbrug.

Højesteret fandt dels som følge af en langvarig forståelse i vurderingsmæssig sammenhæng dels som følge af en traditionel forståelse af begrebet landbrug, at driften af en minkfarm ikke er landbrug.

Højesteret fandt, at vurderingslovens § 33, stk. 1, må forstås sådan, at ikke enhver uvæsentlig landbrugsmæssig benyttelse af en ejendom kan føre til, at ejendommen skal anses for at være benyttet til landbrug og dermed omfattet af de særligt gunstige skatteregler gældende for de opregnede erhverv, herunder ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A.

Højesteret fandt, at de to brødres benyttelse af ejendommen i alt væsentligt angik drift af en minkfarm. Højesteret henviste bl.a. til, at omsætningen ved salg af minkskind udgjorde over to mio. kr., mens forpagtningsafgiften var under 30.000 kr.

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs bedømmelse af dette spørgsmål.

Landsskatteretskendelser

SKM2005.92.LSR

Skatteyder, der var sælger i firmaet B og uden landbrugsmæssig uddannelse, købte en landbrugsejendom på 30 ha. Skatteyder købte 12 bisoner for 252.000 kr. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen var landbruger i husdyrbeskatningslovens forstand og dermed kunne anvende HUSDYL § 2 om normalhandelsværdier. Landsskatteretten lagde vægt på ejendommens og besætningens størrelse, samt at opdræt af bison med henblik på salg af kød ikke var en ualmindelig form for kødproduktion i Danmark. Landsskatteretten godkendt derfor underskud af virksomhed på 237.403 kr.

TfS 1988, 486 LSR

Skatteyderen havde lejet de staldbygninger der hørte til faderens landbrugsejendom. Skatteyderen drev en omfattende produktion af svin fra de lejede bygninger. Ca. 3000 svin om året.

Lejens størrelse var på 120.000 kr. årligt, og skatteyderen drev ikke anden produktion eller havde lønindkomst ved siden af svineavlen.

Det daværende Skattedepartement udtalte bl.a., at man ikke fandt hjemmel i husdyrbeskatningsloven til generelt at nægte nedskrivningsadgang, fordi en skatteyder som lejer ikke kunne anses som "landbruger" i lovens forstand.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderen var landbruger i husdyrbeskatningslovens forstand.

TfS 1986, 289 LSR

En skatteyder havde forpagtet et gods. Med forpagtningen fulgte der 110 malkekøer. Ved forpagtningens ophør skulle der leveres 94 køer tilbage til bortforpagter. Eller også skulle skatteyderen betale bortforpagteren et pengebeløb svarende til besætningens reelle værdi.

Landskatteretten fandt, at skatteyderen var den reelle ejer af besætningen, og var landbruger i husdyrbeskatningslovens forstand.

LSRM 1986, 53 LSR

Skatteyderen havde tidligere været landbruger, men drev nu en ornecentral. Skatteyderen købte ornerne gennem et slagteri og sendte dem ud hos forskellige svineproducenter. Ornerne blev udskiftet i løbet af ca. 1 år.

Landsskatteretten lagde vægt på, skatteyderen ikke drev et egentligt landbrug, men alene havde indkøbt ornerne, der udskiftedes i løbet af ca. 1 år, til udstationering.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderen ikke var landbruger og dermed ikke kunne anvende reglerne om stambesætning i husdyrbeskatningsloven.

TfS 1985, 635 LSR

Landsskatteretten henviste til, at hverken husdyrbeskatningsloven eller skattedepartementets cirkulære nr. 13 af 2. februar 1982 indeholdt nogen definition af begrebet landbruger.

Landsskatteretten udtalte, at begrebet landbruger skulle forstås i overensstemmelse med den praksis, der havde udviklet sig forud for husdyrbeskatningsloven. Efter denne praksis var skatteydere, der ikke selv har erhvervet landbrugsjord eller i øvrigt drev landbrug som forpagter, men alene havde kvægopdræt, fx fra lejede arealer eller lejet staldplads, ikke landbrugere.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses for landbruger i husdyrbeskatningslovens forstand. Der blev lagt vægt på praksis forud for husdyrbeskatningsloven, samt at skatteyderens kvægopdræt havde været knyttet til hans lønnede beskæftigelse som medhjælper.

LSRM 1984, 153 LSR

Skatteyder var direktør for og hovedanpartshaver i et selskab, der drev en større specialforretning. Skatteyder ejede også en del ejendomme. Herudover drev skatteyder opdræt af og handel med kreaturer. Denne virksomhed var startet i det små i 1974/76, men gennem årene var besætningen blevet udvidet betydeligt. Ved udgangen af 1981 omfattede besætningen 67 dyr. Virksomheden foregik fra lejede arealer og lejet staldplads.

Landsskatteretten fandt, at skatteyder ikke kunne anses for landbruger i husdyrbeskatningslovens forstand.

Landsskatteretten bemærkede, at begrebet landbruger skulle forstås i overensstemmelse med den praksis, der havde udviklet sig forud for husdyrbeskatningsloven.

Landsskatteretten lagde vægt på, at begrebet landbruger står i modsætning til personer, der har som erhverv at handle med husdyr.

LSRM 1982, 59 LSR

En hovedanpartshaver havde i en længere årrække drevet en ca. 170 tdr. land stor ejendom med en besætning bestående af kvæg og svin.

I marts 1977 blev ejendommens stam- og handelsbesætning overdraget til anpartsselskabet. Selskabet havde samtidig forpagtet ejendommens driftsbygninger mv. I forbindelse med selskabets overtagelse af besætningen var der ikke sket nogen ændringer i driftsformen, der var traditionelt landbrug.

Landsskatteretten fandt, at anpartsselskabet var landbruger i husdyrbeskatningslovens forstand.

Landsskatteretten lagde vægt, at selskabet drev landbrug.

SKAT

TfS 1989, 43 LR

100 investorer, organiseret i et interessentskab eller kommanditselskab, ville finansiere kødproduktion på en gård G. Der skulle indkøbes 400 ammekøer. Selskabet skulle fuldt ud stå for driften af besætningen. Ejerne af gården G skulle ansættes som driftsleder. Gårdens bygninger, græsningsmuligheder mv. skulle lejes af selskabet.

Ligningsrådet fandt ikke, at investorerne kunne anses for landbrugere i relation til husdyrbeskatningsloven.