Indhold
Dette afsnit beskriver beskatning af indkomst fra VE-anlæg eller andele i VE-anlæg efter de almindelige regler.
Afsnittet indeholder:
- Indkomsten er skattepligtig
- Hvis den skematiske ordning ikke er valgt
- Opgørelse af indkomsten ved erhvervsmæssig anvendelse
- Beskatning af eget forbrug af energi
- Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Se også
Se også afsnit
Indkomsten er skattepligtig
Producenter af energi fra VE-anlæg, der er tilsluttet forsyningsnettet, er som udgangspunkt skattepligtige af indkomst ved salg af energi, jf. SL § 4. Indkomsten er personlig indkomst for fysiske personer og selskabsindkomst for selskaber mv.
Indkomsten opgøres efter de almindelige regler og principper, fx statsskatteloven, selskabsskatteloven og afskrivningsloven.
Hvis den skematiske ordning ikke er valgt
Hvis ejeren af VE-anlægget ikke har valgt den skematiske ordning i LL § 8 P, stk. 2 og 3, afgøres det efter de almindelige skatteretlige regler, om indkomsten fra anlægget skatteretligt skal betragtes som ikke-erhvervsmæssig (privat, evt. hobbyvirksomhed) eller erhvervsmæssig virksomhed.
For fysiske personer vil der typisk være tale om ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobby). Ved hobbyvirksomhed er nettoindkomsten personlig indkomst. Opgørelse af overskud sker på tidspunkt for indkomsterhvervelse. Der kan kun fratrækkes de omkostninger, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen, og et evt. underskud kan ikke fratrækkes i anden indkomst. Se afsnit C.C.1.1.2 om ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobby).
Opgørelse af indkomsten ved erhvervsmæssig anvendelse
Når VE-anlægget anses som erhvervsmæssigt anvendt, skal de almindelige regler anvendes ved opgørelsen af indkomsten fra driften af anlægget. Det kaldes også den regnskabsmæssige metode.
Det vil sige, at
- alle indtægterne fra virksomheden skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For fysiske personer er indkomsten personlig indkomst.
- værdien af eget forbrug, aftaget direkte fra anlægget, skal medregnes.
- udgifterne til drift, vedligeholdelse, afskrivninger mv. kan fratrækkes efter de almindelige regler.
- driften af anlægget anses for at være erhvervsmæssig, og overskuddet/underskuddet bliver beskattet på samme måde som overskud/underskud ved andre former for erhvervsmæssig virksomhed.
- et eventuelt underskud fra driften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst. Se SKM2009.290.SR.
Beskatning af eget forbrug af energi
Aftale om anlæg indgået før den 20. november 2012
Hvis bindende aftale om køb af anlægget er indgået før den 20. november 2012, og producenten har valgt ikke at anvende reglerne i LL § 8 P, stk. 2 og 3, så anses VE-anlægget eller andelen i VE-anlægget for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, jf. den dagældende LL § 8 P, stk. 5.
Værdien af forbrug af egen el- eller varmeproduktion skal så indgå i opgørelsen af resultatet af driften af anlægget og dermed i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SKM2003.522.LSR, SKM2011.344.SR, SKM2011.560.SR og SKM2011.619.SR. Det samme gælder, hvor bindende aftale om anlæg er indgået før den 20. november 2012, og anlægget i øvrigt er erhvervsmæssigt.
Mængde
Hvis det faktiske forbrug kan måles eller på anden måde dokumenteres eller sandsynliggøres, anvendes dette forbrug.
Særligt for solcelleanlæg, der producerer el, gælder det, at anlæggets samlede kapacitet fratrukket den mængde, der leveres til elnettet, normalt vil kunne anses for privat forbrug. Det betyder, at en produktion, der svarer til anlæggets samlede kapacitet, beskattes, fordi den enten er leveret til elnettet eller anses for privat anvendt.
Hvis VE-anlægget forsyner en ejendom, som anvendes både privat og erhvervsmæssigt, og VE-anlægget er forsynet med en bimåler, så skal det private forbrug gøres op på baggrund af bimålerens registrering. Se SKM2011.560.SR.
Hvis det private forbrug ikke kan ansættes efter det ovennævnte, fastsættes forbruget efter et skøn, hvor den private andel af produktionen opgøres efter principperne i SKATs årlige meddelelse om værdiansættelse af forskellige skønsposter for erhvervsdrivende, se SKM2013.799.SKAT om satserne for indkomståret 2014, og xSKM2014.853.SKAT om satserne for indkomståret 2015x. Se afsnit C.C.2.1.4.2 om SKATs vejledende mindstesatser for privat forbrug, hvor meddelelsens satser m.v. er nævnt. Se SKM2011.560.SR og SKM2011.619.SR.
Værdi
For elproducerende anlæg ansættes værdien af eget varmeforbrug fra et VE-anlæg på grundlag af den afregningspris for overskudsproduktion, som er aftalt med elværket.
For varmeproducerende anlæg ansættes værdien af eget elforbrug fra et VE-anlæg på grundlag af den afregningspris for overskudsproduktion, som er aftalt med varmeværket.
Aftale om anlæg indgået den 20. november 2012 eller senere
Hvis en erhvervsdrivende anvender elektricitet, der er produceret af et vedvarende energi-anlæg i den erhvervsdrivendes virksomhed til forsyning af den erhvervsdrivendes beboelsesejendom, beskattes den erhvervsdrivende af værdien af den leverede electricitet.
Den erhvervsdrivende beskattes også af leverancer af electricitet til private ejendomme, der bebos af
- nærtstående, jf. boafgiftslovens § 22, eller
- medarbejdere i virksomheden.
Værdi
Beskatningen skal ske af en værdi, som svarer til det, den erhvervsdrivende skulle have betalt inklusive skatter og afgifter, hvis elektriciteten var blevet leveret fra elforsyningsnettet.
For at forenkle anvendelsen af reglerne er det valgt at værdiansætte forbrugerprisen til et fast beløb, som svarer til den gennemsnitlige forbrugerpris, som herefter reguleres hvert år efter nettoprisindekset. Se LL § 8 P, stk. 9.
Værdien af elektriciteten fastsættes i kalenderåret 2014 til 2,22 kr. pr. kWh.
Værdien for kalenderåret x2015 er fastsat til 2,24 kr. pr. kWh.x
Værdien reguleres årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, som offentliggøres af Danmarks Statistik, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks. Reguleringen foretages på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i året forud for det kalenderår, som satsen skal gælde for. Den procentvise ændring beregnes med én decimal. De satser, der fremkommer efter procentreguleringen, afrundes.
xSkatterådet kunne i SKM2014.782.SR bekræfte, at eget forbrug af strøm fra en erhvervsmæssig vindmølle skulle beskattes efter satsen i LL § 8 P, stk. 9, mens der ikke skulle foretages intern afregning af strøm anvendt i landbrugsvirksomheden. Vindmølle og landbrugsvirksomhed blev anset for to særskilte virksomheder.x
Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen
Hvis ejeren af et vedvarende energianlæg samtidig driver anden virksomhed, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven, skal et anlæg, der er valgt beskattet efter den dagældende LL § 8 P, stk. 5, eller i øvrigt er erhvervsmæssigt, placeres i virksomhedsordningen.
Hvis ejeren ikke driver anden virksomhed i virksomhedsordningen, kan vedkommende vælge at anbringe anlægget i virksomhedsordningen, hvis anlægget er erhvervsmæssigt. Det samme gælder med hensyn til kapitalafkastordningen.
Se C.C.5.2.2.4.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2003.522.LSR |
Værdien af eget elforbrug fra en husstandsvindmølle skulle ansættes på grundlag af den afregningspris for overskudsproduktion, som var aftalt med elværket. |
Aftale om anlægget indgået før den 20. november 2012. |
SKAT |
xSKM2014.782.SRx
|
En skattepligtig, der drev et deltidslandbrug, påtænkte at anskaffe en husstandsvindmølle på 10 kW eller derunder. Skatterådet kunne på grundlag af et fremlagt budget bekræfte, at husstandsvindmøllen i henhold til statsskattelovens regler betragtes som en erhvervsmæssig virksomhed. Den skattepligtige skulle indtægtsføre et beløb, der opgøres som 2,22 kr. pr. kWh (2014) som eget forbrug af strøm i stuehuset, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 9. Der skulle derimod ikke foretages intern afregning af den strøm, der produceres af vindmøllen til brug i landbrugsvirksomheden. Skatterådet lagde i denne forbindelse til grund, at vindmøllen og landbruget var to særskilte virksomheder og forudsatte, at landbruget var en erhvervsmæssig virksomhed. |
|
SKM2014.481.SR |
Skatterådet kunne bekræfte, at turbiner, hvor Energistyrelsen havde udtalt, at de var omfattet af § 2, stk. 2 i lov om fremme af vedvarende energi, var omfattet af begrebet vedvarende energianlæg i LL § 8 P. |
|
SKM2014.404.SR |
Skatterådet kunne bekræfte, at såvel kommunale institutioner som selvejende institutioner omfattet af selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 5 kun er skattepligtige af salg til nettet af el fra solcelleanlæg. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at kommunen kunne opgøre resultatet fra flere solcelleanlæg samlet. |
Afgørelsen vedrører primært skattepligtens omfang. Se afsnit C.D.1.3. og afsnit C.D.1.1.6.2. |
SKM2014.285.SR |
Skatterådet kan bekræfte, at Spørger, som er et universitet, er omfattet af selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 1 og dermed fuldstændig og ubetinget skattefritaget. Universitetet var derfor ikke skattepligtig ved opsætning af solcelleanlæg og eventeult salg af el til el-nettet. |
Afgørelsen vedrører primært skattepligtens omfang. Se afsnit C.D.1.3. |
SKM2014.33.SR |
Spørger, der var en ejerlejlighedsforening, påtænkte at opsætte et solcelleanlæg, der delvis kunne dække elforbruget på foreningens fællesarealer.
Skatterådet bekræftede, at det ikke var ejerlejlighedsforeningen, der blev skattepligtig af eventuel salg af el til elnettet. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at det var de enkelte ejere af ejerlejlighederne, der blev skattepligtige af eventuelle indtægter ved salg af el, og at disse kunne vælge beskatning efter ligningsloven § 8 P
|
|
SKM2013.842.SR |
En skole påtænkte at opsætte et solcelleanlæg. Skoler er omfattet af SEL § 3, stk. 1, nr. 5, og er fritaget for skattepligt. Fritagelsen gælder dog ikke for indtægt ved produktion af elektricitet og varme. Skatterådet bekræftede, at en skole, som anvendte nettoafregningsordningen med årlig afregning, ikke var skattepligtig af produceret el, da der ikke skete et nettosalg til det offentlige net. |
Afgørelsen vedrører primært skattepligtens omfang. Se afsnit C.D.1.1.6.2. |
SKM2013.710.SR |
Skatterådet bekræftede, at skatteyderen fortsat kunne anvende reglerne i den tidligere bestemmelse i LL § 8 P, stk. 5, om regnskabsmæssig opgørelse af erhvervsmæssig indkomst på indkomsten fra sin vindmølle, selvom han udskiftede nacellen inkl. vinger, evt. hele møllen med fundament, idet dette skete for leverandørens regning til opfyldelse af den oprindelige aftale. Rådet bekræftede desuden, at det ikke havde betydning for besvarelsen af spørgsmålet, om Energinet.dk forsat tillod årsbaseret nettoafregning. |
Udskiftning af del af vindmølle efter 20. november 2012. |
SKM2013.658.SR |
En skatteyder drev landbrugsvirksomhed. På ejendommen var placeret en vindmølle, som var behandlet som 100 % erhvervsmæssig, og hvor overskud fra salg af el indgik i virksomhedsoverskuddet. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en fortjeneste ved salg af vindmøllen kunne fradrages i den samlede driftsmiddelsaldo for landbrugsvirksomheden, idet landbrugsvirksomheden og vindmølledriften ikke kunne anses for én samlet virksomhed
|
Se afsnit C.C.6.3. om ophør med erhvervsvirksomhed. |
SKM2013.330.SR |
Skatteyder (fysisk person) påtænkte at købe yderligere solcellepaneler, for på den måde at supplere det solcelleanlæg, som han allerede havde købt og fået sat op i efteråret 2012, og som var erhvervsmæssigt efter de tidligere regler. Skatterådet fandt, at der var tale om køb af et nyt selvstændigt anlæg, som udelukkende var anvendt privat og dermed omfattet af de nye regler. |
Aftale om køb af (supplerende) anlæg indgået efter 20. november 2012. |
SKM2012.159.SR |
Skatterådet bekræftede, at
- et solcelleanlæg var udelukkende erhvervsmæssigt benyttet
- at eget forbrug af el skal medregnes til den afregningspris, der kunne opnås ved salg til elsselskabet
- som anlægget var beskrevet, kunne foretages årlige saldoafskrivninger med 25 % årligt (forudsat at anlægget var på under 1 MW og placeret på landjorden)
- spørgerens opgørelse af det skattemæssige resultat var korrekt.
Et jordvarmeanlæg, der ikke var tilsluttet varmenettet var ikke omfattet af LL § 8 P, stk. 5.
Der skulle derfor ikke medregnes værdi af eget forbrug. Udgifter til opstilling og drift kunne ikke trækkes fra eller afskrives.
|
Aftale om anlægget indgået før den 20. november 2012. |
SKM2011.856.SR |
Eget forbrug af el skulle medregnes med 60 øre pr. KWh i de første 10 år og derefter med 40 øre.
Reglerne om hobbyvirksomhed med krav om rentabilitet (overskud) gælder ikke, når virksomheden er erhvervsmæssig, fordi den skematiske ordning fravælges, jf. LL § 8 P, stk. 5.
Evt. underskud fradrages i den personlige indkomst.
|
Se også afsnit C.C.4.5.5 om afskrivning.
Aftale om anlægget indgået før den 20. november 2012.
|
SKM2011.619.SR
|
Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg, som beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, og som har karakter af driftsmiddel, kan betragtes som et afskrivningsberettiget driftsmiddel, der kan afskrives med op til 25 % pr. år.
Afskrivningsgrundlaget (for en privatperson) er anskaffelsesprisen på solcelleanlægget inkl. moms og montering/tilslutning.
Hvis en del af produktionen fra et erhvervsmæssigt benyttet VE-anlæg tages ud til privat brug, så skal der efter de sædvanlige regler fastsættes en værdi af eget vareforbrug. Værdien indgår i opgørelsen af resultatet af driften af anlægget.
Den private andel opgøres efter principperne i SKATs årlige meddelelse om værdiansættelse af forskellige skønsposter for erhvervsdrivende.
I lov om vedvarende energi er afregningsprisen for el fra solcelleenergi fastsat til 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutning og 40 øre i de følgende 10 år.
|
|
SKM2011.560.SR
|
Hvis et VE-anlæg, som er omfattet af LL § 8 P, stk. 5, forsyner en ejendom, som anvendes både privat og erhvervsmæssigt, og VE-anlægget er forsynet med en bimåler, så skal det private forbrug opgøres på baggrund af bimålerens registrering. |
|
SKM2011.344.SR
|
En ejer af et vedvarende energianlæg, som forudsattes at være omfattet af LL § 8 P, stk. 2 og 3, skulle medregne alle indtægter fra det eksterne salg ved opgørelse af den skattepligtige indkomst ved anvendelse af reglerne i § 8 P, stk. 2 og 3. Derimod skulle værdien af forbrug af egen elproduktion ikke indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Hvis den skattepligtige vælger ikke at anvende reglerne i LL § 8 P, stk. 2 og 3, anses det vedvarende energianlæg eller andelen i det vedvarende energianlæg for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, jf. § 8 P, stk. 5, og værdien af forbrug af egen elproduktion indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
|
|
SKM2009.290.SR
|
Skatterådet bekræftede, at
- en husstandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5
- det gælder, selvom den samlede vindmølleaktivitet giver underskud
- eventuelt underskud fra vindmølledriften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst
- ejeren af en husstandsvindmølle kan afskrive på møllens anskaffelsessum efter AL § 5, når møllen anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet efter LL § 8 P, stk. 5, selv om en del af den producerede el anvendes privat
- en husstandsvindmølle, der er valgt beskattet efter LL § 8 P, stk. 5, skal placeres i virksomhedsordningen, hvis ejeren af vindmøllen samtidig driver anden virksomhed, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven
- hvis ejeren ikke driver anden virksomhed i virksomhedsordningen, kan han vælge at anbringe vindmøllen i virksomhedsordningen.
|
Vedrører den tidligere LL § 8P, stk. 5. |