Indhold

Dette afsnit beskriver hvordan afgiften opgøres og afregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsperiode
  • Opgørelsen
  • Opgørelse for virksomheder, der måler udledningen
  • Opgørelse for andre virksomheder registreret som oplagshaver
  • xDokumentation for energiindholdet i gas fremstillet på basis af biomassex
  • Varemodtagers opgørelse
  • Regnskab.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er kalendermåneden.

Efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den efterfølgende måned skal virksomheden angive den afgiftspligtige mængde og betale afgiften heraf.

Se også

Se OPKL § 2, stk. 2.

Opgørelsen

Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode.

Opgørelse for virksomheder, der måler udledningen

Virksomheder, der enten har pligt til at foretage måling af udledningen eller frivilligt måler udledningen, skal opgøre den afgiftspligtige mængde efter virksomhedens målere.

Opgørelse for andre virksomheder registreret som oplagshaver

Den afgiftspligtige mængde opgøres som mængden af varer omfattet af NOXAL, bilag 1, nr. 1 - 16, der er udleveret fra virksomheden. I opgørelsen skal virksomhedens eget forbrug af varer tages med.

Virksomheder, der er registrerede som oplagshavere, er berettigede til at modtage afgiftspligtige varer fra udlandet, uden at afgiften er betalt.

Den afgiftspligtige mængde for virksomheder, der forbrænder varer omfatter af NOXAL, bilag 1, nr. 17 - 20 er energiindholdet i brændslerne i perioden.

For virksomheder, der forbrænder varer omfattet af NOXAL, bilag 1, nr. 19 kan den afgiftspligtige mængde også opgøres som den forbrugte mængde halm og fast biomasse, undtagen træflis.

Oplagshaver har mulighed for at foretage fradrag i den afgiftspligtige mængde for varer der:

  • Tilføres en anden registreret virksomhed
  • Leveres til udlandet,
  • Fritages for afgift efter § 8
  • Er gået tabt hos virksomheden eller under transport til og fra virksomheden som følge af varernes art, lækage eller lignende eller
  • Returneres til virksomheden, hvis køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften.

Se NOXAL § 7.

xSe også efterfølgende afsnit om dokumentation for energiindholdet i gas, som er fremstillet på basis af biomasse, dvs. gas omfattet af nr. bilag 1, nr. 17 og 18x.

Bemærk

Mineralolieafgiftslovens bestemmelser om fradrag i den afgiftspligtige mængde i MINAL § 8, stk. 1 finder ikke anvendelse ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter NOXAL.

xDokumentation for energiindholdet i gas fremstillet på basis af biomasse

Ved bekendtgørelse om dokumentation for energiindholdet i gas, som er fremstillet på basis af biomasse, hvoraf der skal betales afgift efter lov om afgift af kvælstofoxider (bekendtgørelse nr. 1043 af 28. september 2014) fastsættes, hvordan virksomhederne skal opgøre energiindholdet efter NOx-afgiftsloven for gas fremstillet på basis af biomasse.

Afgrænsningen af disse energiprodukter og afgiftssatsen efter NOx-afgiftsloven fremgår af NOx-afgiftslovens bilag 1, nr. 17 og 18, og vedrører biogas mv., som afbrændes i anlæg - herunder motorer - med en indfyret effekt på over 1.000 kW. Virksomhederne skal opgøre NOx-afgift af forbruget af disse energiprodukter efter produkternes energiindhold (GJ).

Den indfyrede effekt skal opgøres pr. produktionsanlæg.

Leverancer af gas til forbrænding i virksomheden

Virksomheder, som forbrænder biogas mv., skal registreres efter NOx-afgiftsloven, se NOx-afgiftslovens § 3, stk. 3, når et anlæg har en indfyret effekt på over 1.000 kW.

For leverancer af gas til forbrænding i virksomheden kan det afgiftspligtige energiindhold dokumenteres på grundlag af fakturaer vedrørende gasleverancerne på betingelse af, at fakturaen udelukkende vedrører en leverance af gas til anlæg, som er omfattet af lovens bilag 1, nr. 17, eller udelukkende vedrører en leverance af gas til anlæg, som er omfattet af lovens bilag 1, nr. 18. Denne opdeling er nødvendig, da afgiftssatserne efter henholdsvis nr. 17 og nr. 18 ikke er lige store.

Ved fakturaen forstås en faktura, som er omfattet af § 14, stk. 2, 1. eller 2. pkt., i lov om afgift af naturgas og bygas m.v. Efter gasafgiftslovens § 14, stk. 2, 1. pkt. skal der foreligge en faktura, hvis leverandøren er en registreret virksomhed. Fakturaen skal indeholde oplysning om udstedelsesdato, leverandørens navn, varemodtagerens navn, leveringsstedet, art og mængde af den afgiftspligtige gas samt afgiftens størrelse. Hvis udlevering finder sted fra andre end registrerede virksomheder, skal leverandøren efter § 14, stk. 2, 2. pkt., såfremt modtageren er registreret efter merværdiafgiftsloven, på forlangende udstede en faktura med de nævnte oplysninger.

Fakturering kan fx ikke anvendes som opgørelse, hvis den registrerede virksomhed anvender biogassen mv. i 2 anlæg, hvor det ene anlæg har en effekt på mindre end 1.000 kWh, da det mindre anlæg ikke er omfattet af afgiftspligten efter NOx-afgiftsloven.

Forbrænding i motoranlæg af egen produktion af gas fremstillet på basis af biomasse

Virksomheder, som producerer gas til egetforbrug i motoranlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW, skal opgøre det afgiftspligtige energiindhold i gassen efter regler for opgørelse af energiindhold i gas til egetforbrug for sådanne anlæg, som er fastsat i målebekendtgørelsen efter gasafgiftsloven for biogas mv., jf. § 3, stk. 1 i målebekendtgørelsen efter NOx-afgiftsloven for biogas mv. og se afsnit E.A.4.4.7.2.

Det er ikke en forudsætning, at gassen også er afgiftspligtig efter gasafgiftsloven.

Reglerne i § 8 og § 9 bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014 om dokumentation for energiindholdet i gas, som er fremstillet på basis af biomasse, hvoraf der skal betales afgift efter lov om afgift af naturgas og bygas m.v. finder tilsvarende anvendelse, se § 3,stk. 3 i bekendtgørelsen om måling af energiindholdet for biogas mv. efter NOx-afgiftsloven og afsnit E.A.4.4.7.2.

Reglerne om dokumentation beskrevet i afsnit E.A.4.4.7.2 finder tilsvarende anvendelse ved måling af energiindholdet for biogas mv. efter NOx-afgiftsloven.

Forbrænding af egen produktion af gas fremstillet på basis af biomasse i andre anlæg end motoranlæg

Virksomheder, som producerer gas til egetforbrug i andre anlæg end motoranlæg, hvor anlægget har en indfyret effekt på over 1000 kW, skal opgøre det afgiftspligtige energiindhold i gassen efter regler for opgørelse af energiindhold i gas til egetforbrug for sådanne anlæg, som er fastsat i bekendtgørelsen om fastsættelse af energiindholdet for biogas mv. efter gasafgiftsloven.

Se § 3, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1043 af 28. september 2014 og afsnit E.A.4.4.7.2.

Det er ikke en forudsætning, at gassen også er afgiftspligtig efter gasafgiftsloven.

Reglerne i § 8 og § 9 bekendtgørelse nr. 1042 af 28. september 2014 om dokumentation for energiindholdet i gas, som er fremstillet på basis af biomasse, hvoraf der skal betales afgift efter lov om afgift af naturgas og bygas m.v. finder tilsvarende anvendelse, se § 3, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1043 af 28. september 2014 og afsnit E.A.4.4.7.2.

Reglerne om dokumentation beskrevet i afsnit E.A.4.4.7.2 finder tilsvarende anvendelse ved måling af energiindholdet for biogas mv. efter NOx-afgiftslovenx.

Varemodtagers opgørelse

Afgiften forfalder ved indførsel/modtagelse af varer omfattet af NOXALs bilag 1 her til landet. Registrerede varemodtagere skal dog kun opgøre og betale afgiften af den afgiftspligtige mængde en gang om måneden.

Den afgiftspligtige mængde opgøres som den mængde afgiftspligtige varer til videresalg og til eget forbrug, virksomheden har modtaget i afgiftsperioden.

Regnskab

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af den afgiftspligtige mængde og for SKATs kontrol. Se NOXAL § 11. Der skal føres regnskab over:

  • Tilgangen af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af varer til virksomheder, der har bevilling til afgiftsfritagelse
  • Eget forbrug af afgiftspligtige varer
  • Udleveringen af afgiftsfrie varer.

Hver enkelte af de afgiftspligtige varer skal være specificeret. Se bilag 1 til NOXAL.

Fremstillingsvirksomheder skal føre regnskab over fremstillingen af afgiftspligtige varer.

Regnskabet over eget forbrug af afgiftspligtige varer skal føres på grundlag af dagligt udarbejdede arbejdssedler eller lignende.

Se også

Afsnit A.B.3.5 om de generelle regler for regnskab.