Indhold

Dette afsnit handler om principperne for lempelse af praksis.

Afsnittet indeholder:

• Lempelse efter underkendelse af praksis
• Lempelse på SKATs initiativ
• Særligt om lempelse med fremtidig virkning.

Lempelse efter underkendelse af praksis

Lempelse af praksis er først og fremmest aktuelt, når og hvis SKATs praksis bliver endeligt underkendt af Landsskatteretten, af Skatteankestyrelsen, af et ankenævn eller af domstolene. I en sådan situation er tidsbegrænsningen for gennemførelsen af praksislempelsen bagud i tid i tilsvarende sager bestemt af gældende frist- og forældelsesregler. For skatters og afgifters vedkommende er disse underkendelsessituationer særligt reguleret i SFL §§ 27, stk. 1, nr. 7, og 32, stk.1, nr. 1. Der henvises til afsnit A.A.8.2 og afsnit A.A.8.3.2.1.2.1 og afsnit A.A.8.3.2.2.2.1. Det sidestilles med underkendelse af praksis, at en sag hæves som følge af, at SKAT har erklæret sig enig i modpartens påstand.

Lempelse på SKATs initiativ

Lempelse af praksis kan også ske på SKATs eget initiativ. Det vil også i sådanne situationer være det klare udgangspunkt, at der i tilsvarende sager kan ændres bagud begrænset af gældende frist- og forældelsesregler, dvs. genoptagelse efter 3 års reglen i sidste punktum i henholdsvis SFL § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1.

Særligt om lempelse med fremtidig virkning

Efter omstændighederne kan der forekomme situationer, hvor SKAT kan vælge at fastsætte, at en praksislempelse kun skal have virkning fremadrettet. Dette forudsætter for det første, at lempelsen ikke er en følge af, at der skønnes at være udsigt til, at hidtidig praksis ville blive underkendt ved Landsskatteretten eller domstolene. Det er endvidere en forudsætning for at kunne nøjes med fremadrettet virkning, at ændringen i overvejende grad består i ændring af faktum frem for i ændring af det retlige indhold, f.eks. ændring af et skøn baseret på tal eller lignende.