Indhold

Dette afsnit beskriver betydningen for den længstlevende ægtefælle, når

  • den længstlevende ægtefælle har drevet afdødes virksomhed forud for dødsåret
  • konjunkturudligningsordningen efter VSL afsnit II har været brugt
  • dødsboet skiftes i forbindelse med dødsfaldet.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, hvor dødsboet skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af DBSL afsnit II.

Hovedregel

Så længe de to ægtefæller er i live, bliver overskud af erhvervsvirksomhed beskattet hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Det er uden betydning, hvem der ejer den. Se KSL § 25 A, stk. 1.

Når en af ægtefællerne dør, og dødsboet bliver skiftet, overgår beskatningen fra og med dødsåret fra den ægtefælle, der har drevet erhvervsvirksomheden, til den ægtefælle, der ejer den. Se DBSL § 4, stk. 1.

Den længstlevende ægtefælles henlæggelse til konjunkturudligning ved udgangen af indkomståret før dødsåret inklusiv tilhørende konjunkturudligningsskat skal beskattes i dødsboet efter

  • enten DBSL § 11, stk. 2 (dødsbo, der er skattefritaget)
  • eller § 25, stk. 2 (dødsbo, der ikke er skattefritaget)

fordi afdøde er ejer af virksomheden.

Den længstlevende ægtefælles henlæggelser til konjunkturudligning ved udgangen af indkomståret før dødsåret inklusiv den tilhørende konjunkturudligningsskat skal derfor nedsættes med den henlæggelse, der indgår i dødsboet. Det vil sige, at den længstlevende ægtefælle herefter ikke mere har nogen henlæggelse til konjunkturudligning.

Se også

Afsnit C.E.12.1.2.9 om beskatningen, hvor én af flere virksomheder indgår i dødsboet.

Bemærk

Den længstlevende ægtefælles henlæggelser til konjunkturudligning ved udgangen af indkomståret før dødsåret inklusiv den tilhørende konjunkturudligningsskat skal også nedsættes

  • når dødsboet er skattefritaget efter DBSL § 6 eller
  • i det omfang henlæggelsen bliver overtaget på længstlevende ægtefælles skattemæssige vilkår (succession) af en arving efter DBSL § 39, stk. 3.

Undtagelse

Når den længstlevende ægtefæller overtager afdødes virksomhed, kan den pågældende også succedere i sin egen henlæggelse til konjunkturudligning, der vedrører afdødes virksomhed.

Se også

Se afsnit C.E.12.1.3 om beskatning af den længstlevende ægtefælle, der overtager opsparet overskud eller konjunkturudligningshenlæggelse med succession.