Indhold
Afsnittet beskriver, hvordan stempelmærker købes og anvendes.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Hvor købes stempelmærkerne?
- Hvilke værdier kan mærkerne købes i?
- Hvordan betales for stempelmærkerne?
- Hvordan bruges mærkerne?
- Stempelfrister
- Hvordan stemples med stempelmærker (kassation)?
Resumé
Stempelafgiften kan betales ved at købe stempelmærker, der påsættes forsikringsdokumenterne som bevis for betaling af afgiften. Bestemmelserne om stempelmærker fremgår af STEMPAL § 22 samt i bek nr. 25 af 17/1 2000
Hvor købes stempelmærkerne?
Stempelmærkerne kan bestilles ved personlig henvendelse til et af landets 30 skattecentre, eller ved at sende en skriftlig bestilling til Skattecenter Høje-Taastrup, Helgeshøj Allé 9, 2630 Taastrup, att.: " Tinglysnings- og Stempelafgift".
Ved bestillingen oplyses, hvor mange mærker af hver værdi, der ønskes tilsendt.
Hvilke værdier kan mærkerne købes i?
Mærkerne kan købes i følgende værdier:
25 øre, 1 kr., 2 kr., 3 kr., 4 kr., 5 kr., 6 kr., 7 kr., 8 kr., 9 kr., 10 kr., 15 kr., 20 kr., 25 kr., 30 kr., 40 kr., 50 kr., 100 kr., 200 kr., 500 kr., 1.000 kr., 5.000 kr., 10.000 kr. samt 100.000 kr.
Hvordan betales for stempelmærkerne?
Ved personlig henvendelse til skattecentrene betales for stempelmærkerne ved bestillingen.
Ved skriftlig bestilling til Skattecenter Høje-Taastrup overføres betalingen for stempelmærkerne til SKATs konto for betaling af stempelmærker.
Oplysning om kontonummer fås ved henvendelse til Skattecenter Høje-Taastrup, Tinglysnings- og Stempelafgift, Helgeshøj Alle 9, 2630 Taastrup.
Ved overførslen henvises til: Betaling for stempelmærker. Endvidere oplyses CVR-nr. eller CPR-nr. samt navn.
Hvordan bruges mærkerne?
Stempelmærkerne anbringes øverst på det originale forsikringsdokuments første tekstside.
Stempelfrister
Fristen for stempling af et dokument regnes fra oprettelsen af dokumentet. Et dokument stemples, når mærkerne påsættes dokumentet og kasseres. Se afsnittet "Hvordan stemples med stempelmærker?".
Stempelfristen er 4 uger fra oprettelsen af forsikringsdokumenter, der oprettes i Danmark. Stempelfristen er 8 uger, hvis dokumentet ikke er oprettet her i landet. Se STEMPAL § 20, stk. 3.
Fristen kan forlænges af SKAT, når omstændighederne taler derfor. Begrundet ansøgning om fristforlængelse skal indsendes til Skattecenter Høje-Taastrup, Helgeshøj Alle 9, 2630 Taastrup, att.: " Tinglysnings- og Stempelafgift".
Hvordan stemples med stempelmærker?
Når afgiften afregnes ved anvendelse af stempelmærker, skal hvert enkelt mærke kasseres. Se bek nr. 25 af 17/1 2000 § 8.
At mærket kasseres betyder, at det forsynes med en påtegning, der angiver datoen for stemplingen. Se bek nr. 25 af 17/1 2000 §§ 8 og 9.
Sådan kasseres stempelmærker, når afgiften er under 1.000 kr.
Er værdien af de påsatte mærker under 1.000 kr., kan hver af parterne i forsikringsforholdet kassere stempelmærkerne ved påtegning om stemplingsdatoen på det enkelte mærke. Kassationen kan også foretages af en befuldmægtiget for en af parterne.
Derudover skal mindst et mærke være forsynet med navnet på den, der foretager påtegningen.
Påtegningen skal ske med blæk eller lysægte kuglepen.
Sådan kasseres mærker, når afgiften er 1.000 kr. eller derover
Er værdien af de påsatte mærker 1.000 kr. eller derover, skal dokumentet påtegnes (kasseres) af SKAT. Påtegningen kan ske ved henvendelse til ét af landets skattecentre.