Indhold

Dette afsnit handler om bindende oprindelsesoplysninger (BOO'er).

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Udstedelse
  • Krav til udfyldelse af blanketten
  • Bindende virkning.

Formål og lovgrundlag

Bindende oprindelsesoplysning (BOO) blev indført i EU for at harmonisere den retlige betydning af de oplysninger, som en virksomhed modtager fra medlemsstaternes myndigheder om oprindelse af varer.

Ordningen har til formål at sikre virksomheder, der skal importere eller eksportere varer, en bindende afgørelse om varernes oprindelse i EU eller i et land udenfor EU. På den måde kan virksomheden kende de økonomiske konsekvenser, fx størrelsen af importtold eller præferencetold, inden transaktionen sættes i gang.

Reglerne for en bindende oprindelsesoplysning findes i TK artikel 12 samt artikel 5-14 i GB.

►Reglerne gælder både for varer med og uden præference-oprindelse.◄

 

Udstedelse

BOO'er udstedes i Danmark af SKAT.

En virksomhed, der ønsker en BOO, skal udfylde anmodningsblanket nr. 19.028.

Krav til udfyldelse af blanketten

Når blankettens rubrikker udfyldes, er det vigtigt, at varen, dens sammensætning og anvendelse beskrives så detaljeret som muligt. Hvis det er praktisk muligt, sendes en prøve af varen sammen med blanketten. Der vedlægges i videst muligt omfang dokumentation for sammensætningen, fx analyseattest med angivelse af anvendt analysemetode, fabrikanterklæring mv. Bliver der fremlagt dokumenter på et andet sprog end dansk, kan SKAT kræve dem oversat.

Ansøgeren kan anmode om, at visse oplysninger i BOO'en bliver holdt fortrolige.

Det er et krav, at det skal oplyses, hvorfor der ønskes en BOO, fx om det drejer sig om eksport eller import fra lande uden for EU.

Bindende virkning

SKATs afgørelse i form af en BOO angiver oprindelsen for den pågældende vare.

BOO'en kan ikke benyttes efter ændringer i en forordning eller ændring af en aftale indgået af EU. Det betyder, at BOO'en ikke længere kan anvendes, hvis lovgivningen ændres, når den er udstedt efter tidligere regler

BOO'en gælder i 3 år, regnet fra meddelelsestidspunktet, medmindre SKAT tilbagekalder den forinden. Det kan ske, hvis den bygger på urigtige eller ufuldstændige oplysninger, eller hvis afgørelsen ikke længere er i overensstemmelse med retsreglerne.

BOO'en må ikke benyttes, hvis varens oprindelse er ændret. En BOO er kun gyldig for modtageren og gælder derfor ikke umiddelbart for andre virksomheder mv.

En BOO, der er udstedt i Danmark, er også bindende for toldmyndighederne i andre EU-medlemsstater. Det betyder, at en dansksproget BOO kan fremlægges, hvis en vare ønskes fortoldet eller udført fra fx Frankrig. Toldmyndighederne i en anden medlemsstat har dog ret til at forlange BOO'en oversat til landets eget sprog.

Tilsvarende er gyldige BOO'er, der er udstedt i andre EU-lande, bindende for SKAT. Bemærk, at EU siden 1995 er i toldunion med Tyrkiet for så vidt angår industrivarer. Det medfører, at tyrkiske BOO'er også gælder i Danmark.

Hvis modtageren af BOO'en er uenig i SKATs oprindelsesafgørelse, kan han eller hun klage over afgørelsen til Landsskatteretten.