Dyrecenter. Erhvervsmæssig virksomhed.
Et ægtepar indrettede i årene 1968-71 et dyrecenter, der omfattede hundepension, hundekennel, hestepension, rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning til centeret drift af cafeteria samt salg af hundefoder mv.
Der blev investeret ca. 12 mio. kr.
Underskud ved virksomheden blev trukket fra i den samlede skattepligtige indtægt for 1969-1971 med henholdsvis 188.162 kr., 542.765 kr. og 1.819.273 kr.
Skattemyndighederne nægtede fradraget, med den begrundelse, at investeringerne var af et helt urealistisk omfang, og at det måtte være klart, at driften aldrig kunne blive rentabel.
Højesteret fandt det imidlertid ikke bevist, at skatteyderne, der bedømte fremtidsudsigterne som gunstige, ikke havde til hensigt at fortsætte med at drive dyrecentret erhvervsmæssigt efter udvidelsen.
Retten fandt ikke, at den omstændighed, at rentabiliteten efter investeringerne viste sig at være utilfredsstillende, og at ægtefællerne af likviditetsmæssige og andre grunde besluttede at opgive driften, afskar dem fra at trække underskuddet ved driften fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.
|