åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.A.2.2.2.1 Hvilke sager behandles i Landsskatteretten ?" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke inddrivelsessager, der kan behandles i Landsskatteretten. 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Udgangspunktet er, at alle typer af RIMs afgørelser om inddrivelse har klageadgang til Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt. RIMs afgørelser, som borgeren eller virksomheden m.v. kan klage over, omfatter alle krav, der opkræves eller inddrives af RIM og ikke kun skattekrav. Se INDOG § 17.

Landsskatteretten træffer afgørelse i alle sager, som hverken er omfattet af ankenævnenes eller skatteankeforvaltningens kompetence. Det vil sige de inddrivelsessager, der frem til 01.01.2014 alene kunne påklages administrativt til Landsskatteretten, og som tidligere blev behandlet som såkaldte »kontorsager« fremadrettet afgøres af skatteankeforvaltningen som endelig administrativ klageinstans.

Bemærk

INDOG § 17 kan ikke fortolkes således, at Landsskatteretten også skal være klageinstans for andre myndigheders afgørelser end restanceinddrivelsesmyndighedens.

En kommune foretog modregning i en skyldners overskydende skat til delvis dækning af et kommunalt krav mod skyldneren. Kravet var ikke overgivet restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) til inddrivelse. Landsskatteretten afviste en indgivet klage over modregningen under henvisning til, at retten efter INDOG kun var klagemyndighed for SKAT's afgørelser bl.a. om modregning. Se SKM2009.612.LSR.

Særligt om klager over kravets eksistens og størrelse

Fremkommer en skyldner med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse, vedrørende et krav som RIM har til inddrivelse, skal RIM sende skyldners indsigelse til fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigelserne. Fordringshaveren behandler alene indsigelser, der vedrører kravets eksistens og størrelse, på det tidspunkt, hvor kravet blev overdraget til inddrivelse hos RIM. Se INDOG § 2, stk. 2.

Landsskatteretten afviste at behandle en klage, da klagen vedrørte kravets eksistens og størrelse som følge af afskrivninger foretaget forud for kravets overdragelse til RIM. Se SKM2010.630.LSR.

Se også

SKM2009.8.SKAT indsigelser mod kravets eksistens og størrelse om, hvornår RIM kan tillægge skyldners indsigelser opsættende virkning.

Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor RIM har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til RIM, behandles IKKE af fordringshaveren, men indbringes for Landsskatteretten, med mindre andet er bestemt i lovgivningen.  Se INDOG § 17.

Landsskatteretten kan derfor kun tage stilling til lovligheden af de inddrivelsesskridt, der er foretaget efter at fordringen er overdraget til inddrivelse hos RIM.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

 SKM2013.593.LSR

SKAT var ikke berettiget til at afvise en anmodning om henstand efter SFL § 51 selv om RIM havde inddrevet beløbet ved udlæg i bankindeståender.

 SKM2013.475.LSR

En virksomhed havde fået tiltransporteret en persons tilgodehavende hos SKAT vedrørende for meget erlagt A-skat, B-skat og AM-bidrag for 2007 og 2006. SKAT foretog modregning i tilgodehavendet med overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag. Transporthaverens klage over SKAT's modregning blev afvist

SKM2010.630.LSR.

En klage over afgørelse fra SKAT Inddrivelsescentret blev afvist ved Landsskatteretten, da den ikke vedrørte RIMs administration, idet en afskrivning i forbindelse med akkord var foretaget forud for kravets overdragelse til RIM.

 

SKM2009.612.LSR.

En kommune foretog modregning i en skyldners overskydende skat til delvis dækning af et kommunalt krav mod skyldneren. Kravet var ikke overgivet restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) til inddrivelse. Landsskatteretten afviste en indgivet klage over modregningen under henvisning til at retten efter inddrivelsesloven alene var klagemyndighed for SKAT's afgørelser bl.a. om modregning.

 

SKM2007.420.LSR.

Landsskatteretten afviste at behandle en klage over afgørelse truffet af den tidligere Told- og Skattestyrelse som klagemyndighed for afgørelser om inddrivelse. En anmodning om genoptagelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse blev ikke imødekommet.