åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.8.1.10 Afregning af afgift og regnskab" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften samt betaling af afgift fra private og ikke-registrerede virksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Registrerede virksomheder
  • Ikke-registrerede virksomheder m.m.
  • Hæftelse
  • Regnskabsbestemmelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Registrerede virksomheder

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode på en måned (kalendermåned) og senest den 15. i den efterfølgende måned godkende månedsangivelsen direkte i Motorregistret.

Afgiften for en måned skal være indbetalt senest den 15. i den følgende måned.

Se REGAL §§ 16-18 om afregning af afgift fra registrerede virksomheder.

SKATs besigtigelse af køretøjet

SKAT kan bede om at besigtige køretøjet inden for en frist på 14 dage fra modtagelsen af en angivelse fra en registreret virksomhed. Se REGAL § 18 om SKATs besigtigelse af køretøjer.

En anmodning om besigtigelse er afsendt rettidigt, hvis anmodningen er afsendt inden fristens udløb til den adresse, som den registrerede virksomhed har oplyst som led i registreringen.

Fristen gælder ikke, hvis der i angivelsen er meddelt urigtige eller mangelfulde oplysninger om køretøjet.

Besigtigelse

Af hensyn til 14-dages fristen for SKATs besigtigelse af et køretøj, skal indlevering ske enkeltvis pr. ekspedition, således at SKAT inden for 14 dage kan give besked om besigtigelse. Det kan dog aftales med motorcentret, at ekspeditionerne eksempelvis bliver afleveret samlet pr. uge.

Udbetaling af godtgørelse - månedsangivelse

Når køretøjet er udført fra landet og afmeldt fra registrering, tages bilen med på virksomhedens månedsangivelse, og godtgørelse bliver udbetalt senest 3 uger efter godkendelse af månedsangivelsen.

Et køretøj kan således først tages med på månedsangivelsen, når virksomheden er i besiddelse af dokumentation for udførslen her fra landet.

Dokumentation for afmeldelse fra registrering og udførsel mv.

Der skal ikke indsendes dokumentation for udførsel, idet den registrerede virksomhed har det fulde ansvar for, at alle formalia er overholdt for de køretøjer, der medtages på månedsangivelsen.

Der vil således ikke ske afstempling af registreringsattesten.

Den omhandlede dokumentation skal opbevares i virksomheden sammen med øvrigt regnskabsmateriale i 5 år.

Ikke-registrerede virksomheder mm.

Hvis en autoforhandler ikke er registreret, eller der er tale om en privatperson, skal afgiften være betalt til SKAT, før køretøjet kan blive indregistreret og forsynet med nummerplader.  For betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet registreres. Se REGAL § 19 om betaling af registreringsafgift før et køretøj kan blive indregistreret.

Hvis et køretøj i strid med lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013 om registrering af køretøjer ikke er registreret og forsynet med danske nummerplader, påhviler afgiften den, der er pligtig til at lade det registrere.

Hæftelse

For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

For betaling af afgiften hæfter tillige en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med motorkøretøjer eller påhængs- eller sættevogne til motorkøretøjer, hvis virksomheden har solgt køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden.

For betaling af afgiften af et importeret køretøj hæfter tillige importøren, hvis denne har bevirket eller medvirket til, at afgiftsgrundlaget er fastsat for lavt. Bestemmelsen er eksempelvis relevant i tilfælde, hvor en importør har oplyst en købspris i udlandet, der ikke svarer til den reelle pris for køretøjet. Bestemmelsen omfatter såvel tilfælde, hvor importøren har handlet på egen hånd, som tilfælde, hvor importøren har bistået en anden med at fejlinformere SKAT.

For betaling af afgiften hæfter tillige en efterfølgende ejer af køretøjet, hvis den pågældende ved køretøjets erhvervelse vidste eller burde have vidst, at der ikke var betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. Eksempelvis som følge af, at købsprisen er så lav, at køberen ved eller burde vide, at købsprisen ikke kan dække den fulde registreringsafgift af køretøjet.

For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den fulde afgift af køretøjet.

Se REGAL § 20 om hæftelse.

Regnskabsbestemmelser

Registrerede virksomheder skal føre regnskab over indkøb og salg af køretøjer.

Salgsdokumenter

Der skal udfærdiges skriftlig kontrakt ved ethvert salg af køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven. Se REGAL § 21 om krav til kontrakt ved salg af et køretøj.

Hvis der ved kontant salg af et køretøj ikke bliver oprettet skriftlig kontrakt mellem sælger og køber, skal der afgives en skriftlig erklæring om den indgåede aftale mellem parterne i handelsforholdet. Den skriftlige erklæring kan være indarbejdet i salgsfakturaen og skal være underskrevet af køber og sælger.

Kontrakten eller fakturaen skal omhandle køretøjet i den stand, hvori det skal leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet som fx:

  • Navn 
  • Adresse på sælger og køber
  • Køretøjets fulde pris
  • Prisen uden registreringsafgift.

Det skal altså tydeligt fremgå af kontrakten eller fakturaen, hvordan forhandleren har opgjort den afgiftspligtige værdi for køretøjet. Leveret udstyr m.m. skal være specificeret, også selv om noget af det kan holdes uden for afgiftsberegningen.

Der må ikke oprettes andre kontrakter end den nævnte om salg af køretøjerne. Der må heller ikke træffes aftaler om køretøjernes omsætning, som ikke fremgår af denne kontrakt eller af salgsfakturaen.

Kontrakter og salgsfakturaer (erklæringer) eller genparter heraf skal opbevares hos sælgeren i mindst 5 år. Materialet skal stilles til rådighed for kontrollen med, at reglerne for afgiftsberigtigelse bliver overholdt, og at alt afgiftspligtigt udstyr m.m. er medregnet til den afgiftspligtige værdi, hvis SKAT forlanger det. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Højesteretsdomme Yderligere Kommentarer
 SKM2013.447.HR

Højesteret stadfæstede landsrettens dom om efterbetaling af registreringsafgift af parallelimporterede luksusbiler i medfør af den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2.

Højesteret tiltrådte for det første, at bilens første indregistrerede ejer hæftede for afgiften, uanset at bilen var videresolgt, før SKAT rejste kravet. Højesteret tiltrådte endvidere, at køberen af bilen ikke var i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, og at han derfor ikke var omfatttet af SKATs praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift hos en godtroende bilkøber.

Bilkøberen havde derudover rejst krav om erstatning, idet han gjorde gældende, at SKATs praksis i forbindelse med afgiftsberigtigelse af parallelimporterede køretøjer var erstatningspådragende. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at SKAT havde handlet ansvarspådragende.  Højesteret bemærkede i øvrigt, at bilkøberen ikke havde lidt et erstatningsretligt beskyttet tab ved at blive afkrævet det manglende afgiftsbeløb, som han efter loven hæftede for.

Stadfæstelse af Østre Landsrets dom. Se SKM2012.656.ØLR 
 Landsretsdomme  
SKM2012.655.ØLR

Sagsøgeren hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Sagsøgeren fandtes ikke at være i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse af køretøjet, hvorfor han ikke opfyldte betingelserne efter SKATs særlige praksis, der giver mulighed for at frafalde et krav på registreringsafgift, hvis køretøjet er købt af en forhandler og køberen er i god tro.

 

 Byretsdomme
xSKM2014.842.BRx

En køber havde ved købet af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland opnået en besparelse på 48 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber var bekendt med bilens indkøbspris i Tyskland. Køber havde derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

xSKM2014.803.BRx

Byretten fandt, at køber havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj.

Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR.

Sagen er anket til Østre Landsret

xSKM2014.714.BRx

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift på samlet 13.313.005 kr. vedrørende fem biler i henhold den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2.

Sagsøger ejede et tysk selskab, som havde været ejer af de fem biler. For fire af bilerne havde selskabet erklæret, at de ville blive anvendt af sagsøgeren som ansat i selskabet i forbindelse med ejendomsvirksomhed i Tyskland, mens det sidste køretøj ifølge selskabet ville blive anvendt af sagsøgers ægtefælle, ligeledes som ansat i selskabet.

Retten fandt, at hverken sagsøger eller dennes ægtefælle havde haft en reel eller faktisk beskæftigelse i det tyske selskab, som kunne begrunde, at de blev anset som arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende efter EU-retlige principper. Herefter blev sagsøger anset for den reelle ejer af alle fem biler, og hæftede dermed for registreringsafgiften idet betingelserne for registreringsafgiftsfritagelse ikke var opfyldt.

xSKM2014.664.BRx

Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 38 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber inden købet havde undersøgt, hvad bilens listepris i Danmark var, og var bekendt med bilens prisniveau i Tyskland. Der var derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

xSKM2014.566.BRx

Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.

Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at køber ikke havde dokumenteret, at bilen var købt af en bilforhandler, eller at han havde grundlag for at tro dette. Retten fandt endvidere, at køber heller ikke konkret havde kunnet være i god tro om, at registreringsafgiften var betalt.

Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

SKM2014.197.BR Byretten fandt i to af sagerne, at sagsøgeren havde været i ond tro om den manglende betaling af registreringsafgift. I den tredje sag fik sagsøgeren medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj.

Der er tale om tre sager i det sagskompleks, som er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR

Sagen er anket til Østre Landsret.

SKM2014.63.BR

Sagsøger hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimportret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at sagsøgeren, der var bekendt med bilens listepris i Danmark, ikke havde grundlag for at tro, at sælgeren ved køb af bilen i Tyskland kunne opnå en rabat på over 40% i forhold til den vejledende udsalgspris. Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen og sagsøgerens kontakt med sælgeren, der ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed som fastslået af Højesteret ved dom af 26. juni 2013. Se SKM2013.447.HR. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

 SKM2013.913.BR

Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

 SKM2013.890.BR

Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2.

Med henvisning til sagsøgerens forklaring afgivet under hovedforhandlingen, hvorefter sagsøgeren var bekendt med sælgerens anskaffelsespris i Tyskland, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne være i god tro om registreringsafgiftens betaling.
Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og sagsøgerens kontakt med sælgeren.
Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreruingsafgift.

 

 SKM2013.508.BR

Et køretøj blev indført fra Tyskland til Danmark i juli 2007 og indregistreret til et biludlejningsfirma, som havde tilladelse til at foretage valutaudlejning. Den 1. oktober 2007 købte sagsøgeren køretøjet. Det var under sagen ubestridt, at betingelserne for valutaudlejning ikke var opfyldt, og at køretøjet derfor var afgiftspligtigt, før sagsøgeren købte køretøjet.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt sagsøgeren hæftede for registreringsafgiften på kr. 2.779.212. SKAT havde rejst krav om betaling af regsitreringsafgift mod både sagsøgeren og det selskab, som havde udlejet køretøjet. Selskabet blev taget under konkursbehandling i november 2007.

Retten (3 dommere) fandt med henvisning til den klare ordlyd af registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, hvorefter "ejeren" hæfter for afgiftens betaling og efter en gennemgang af retsgrundlaget tilbage fra 1924, at køberen/ejeren af et køretøj hæfter for registreringsafgiftens betaling. Den omstændighed, at kravet også var rejst mod selskabet, kunne ikke føre til, at sagsøgeren blev fritaget for sin hæftelse.

Sagen er anket til Østre Landsret

 SKM2013.362.BR

Sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift af en parallelimporteret bil, selvom han ubestridt var i god tro, da han købte bilen på markedsvilkår af tredjemand.

Retten fandt, at registreringsafgiftslovens § 20, stk. 2 efter sin ordlyd er en objektiv hæftelsesbestemmelse, hvorefter sagsøger hæftede for betaling af registreringsafgift medmindre sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke opkræves registreringsafgift hos en godtroende aftaleerhverver som hos en forhandler har købt en bil.

Retten fandt ikke, at sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, da de tidligere omsætningsled ikke var forhandlere, og derfor hæftede sagsøgeren for betaling af registreringsafgift.

 

 SKM2013.311.BR

En registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven hæftede på objektiv grundlag i henhold til registreringsafgiftslovens § 17, stk. 1, for afgiften af 10 parallelimporterede køretøjer, som de havde anmeldt til SKAT til afgiftsberigtigelse.

Virksomheden hæftede for et af SKAT rejst efterbetalingskrav som følge af, at der var blevet betalt for lidt i afgift af køretøjerne, idet der var sket en overflytning af afgiftspligtig avance på køretøjerne til ikke-afgiftspligtigt ekstraudstyr.

Det var således uden betydning for hæftelsen, at virksomheden efter det foreliggende var i god tro om de avanceoverflytningstransaktioner, som var sket i tidligere omsætningsled i forbindelse med parallelimporten af køretøjerne. 

 

SKM2013.302.BR

Sagsøgeren, der var ansat i en bilforhandlervirksomhed, som var registreret efter registreringsafgiftsloven, hæftede ikke for den unddragne registreringsafgift af to parallelimporterede nye motorkøretøjer, for hvilke der var forevist falske tyske købsfakturaer for SKAT i forbindelse med anmeldelsen af køretøjerne til afgiftsberigtigelse. Hæftelsen efter loven påhvilede således den registrerede virksomhed.

Sagsøgeren fandtes dog at være erstatningsansvarlig for afgiften af det ene af køretøjerne, idet han efter omstændighederne havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med afgiftsberigtigelsen.

 

SKM2013.138.BR
SKM2013.139.BR
SKM2013.140.BR
SKM2013.310.BR

Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

 

 Landsskatteretsafgørelser

 

xSKM2014.793.SANSTx

Kørsel var ikke i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte. Bilen var afgiftspligtig, da den var taget i brug på færdselslovens område, og kørslen i Danmark ikke kunne anses for bagatelagtig.

 

SKM2014.124.LSR

Køberen af et registreringspligtigt motorkøretøj med falsk stelnummer hæftede ikke for manglende betaling af registreringsafgift.