åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.5.11.8.5 Erhvervelse-, besiddelse- og afhændelse af selskabsandele" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

EU-domstolen har ved flere lejligheder udtalt, at hverken erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af selskabsandele i sig selv udgør økonomisk virksomhed. Som begrundelse herfor har domstolen anført, at det forhold, at der erhverves kapitalinteresser i virksomheder, ikke i sig selv er en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse af varige indtægter, idet et eventuelt udbytte, som kapitalandelen afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet.

Når erhvervelse af andele ikke i sig selv udgør en økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand, gælder det samme for virksomhed, der består i at afhænde sådanne andele.

Når transaktionerne ikke udgør økonomisk virksomhed, så falder transaktionerne udenfor momslovens anvendelsesområde. En momsfritagelse er derfor ikke aktuel, idet transaktionerne ikke er momspligtige.

Erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af selskabsandele kan imidlertid i særlige tilfælde udgøre økonomisk virksomhed. Det er f.eks. tilfældet, når

  • de foretages inden for rammerne af en kommerciel fondshandelsvirksomhed, for at gennemføre et direkte eller indirekte indgreb i administrationen i de virksomheder, hvori der besiddes en kapitalinteresse, eller
  • de ligger i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af den afgiftspligtige virksomhed, som den pågældende i øvrigt udøver.

 

Når en af disse betingelser er opfyldt, så er der tale om økonomisk virksomhed, og transaktionerne er derfor omfattet af momsloven, men momsfritagne efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.

Se afsnit D.A.3.1.4.2.4 om, hvornår finansielle aktiviteter kan anses for økonomisk virksomhed.