åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.5.11.6.3 Betalinger og overførsler" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om transaktioner vedrørende betalinger og overførsler.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Transaktioner vedrørende betalinger og overførsler
  • Ydelser ej omfattet af momsfritagelsen vedrørende betalinger og overførsler
  • Administration af betalingsoverførsler
  • Kredit- og betalingskortgebyrer mv.
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Definition: Transaktioner vedrørende betalinger og overførsler

Transaktioner vedrørende betalinger og overførsler består i, at der sker overførsel af midler kontant, elektronisk, f.eks. via en edb-central eller via SWIFT, eller på baggrund af udarbejdede dokumenter på nærmere fastsatte vilkår.

Betalinger, overførsler og betalingsformidling kan finde sted via underleverandør, f.eks. PBS. Kunden kan tildeles direkte adgang til underleverandøren via en adgangskode eller anden identifikation, der meddeles af den finansielle tjenesteyder.

Skatterådet har i et bindende svar udtalt, at udbetalinger af udbytter og andre udbetalinger i forbindelse med andele i fonde mv. til andelsejere kunne anses for momsfritagne hovedydelser. Det måtte dog forudsætte, at vederlaget for disse ydelser til andelsejerne udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne. Hvis vederlaget for de øvrige ydelser til andelsejerne kun udgjorde en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne, så kunne disse øvrige ydelser omvendt anses for biydelser til de momsfrie udbetalingsydelser. Se SKM2007.295.SR

Ydelser ej omfattet af momsfritagelsen vedrørende betalinger og overførsler

Nedenstående liste viser eksempler på ydelser, der ikke er omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c:

  • De såkaldte SWIFT-ydelser, jf. sag C-350/10, Nordea Pankki Suomi Oyj.
  • Landsskatteretten har i en konkret sag udtalt, at de ydelser, som et selskab leverede i form af drift og vedligeholdelse af HomeBanking system, ikke kan anses for omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c og e. Der var tale om ydelser i form af teknisk eller faktisk assistance, og ydelserne opfyldte derfor ikke specifikke og væsentlige funktioner for de transaktioner, der gennemførtes i HomeBanking systemet. Se SKM2005.265.LSR.
  • Et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, var momspligtig. Gebyret var ikke omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, idet gebyret måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden. Se SKM2005.529.LSR.
  • Skatterådet kunne i en konkret sag bekræfte, at spørger ikke skulle afregne dansk moms af de samlede beløb, der passerer gennem hans danske bankkonto for den udenlandske virksomheds leverancer til dennes danske kunder. For så vidt den andel af beløbene, som fradrages til dækning af spørgers vederlag, vil spørger skulle afregne moms, jf. ML § 4, stk. 1, da spørgers leverancer ikke kan karakteriseres som momsfrie betalingsoverførsler. Se SKM2009.772.SR.
  • Abonnementer og transaktionsgebyrer ved udlejning af dankortterminaler til webbutikker. Se SKM2013.16.SR

Administration af betalingsoverførsler

Landsskatteretten har fastslået, at et selskab skulle beregne moms ved køb af ydelser fra et engelsk selskab i forbindelse med betalingsoverførsler, idet ydelserne ikke kunne anses for momsfrie finansielle ydelser. Se SKM2009.665.LSR.

Retten bemærkede, at de af G1 leverede ydelser i hovedsagen bestod i, at G1 som dataudvikler af bankens lånesystem forestod den løbende bogføring for banken, registrering af skyldige og foretagne indbetalinger, udarbejdelse af betalingsdokumentation og initiering af betalingsoverførsler fra låntagers konto til banken ved at indsende betalingsfiler til PBS. Efterfølgende registrerede G1 betalingsoverførslerne, beregnede renter af tilgodehavender og genererede relevante kontoudtog. Til dette formål genererede det af G1 leverede system løbende betalingsfiler over låntagernes månedlige betalinger, ligesom det foretog beregninger af renter og afdrag og registrerede eventuelle manglende indbetalinger. Filerne blev sendt via G2, der hostede it-systemerne for banken, til PBS. Når bankens kunder havde betalt de månedlige ydelser, returnerede PBS tilsvarende en fil med en oversigt over de gennemførte betalingstransaktioner. Denne fil anvendes i systemet til nedskrivning af låneforholdet.

Landsskatteretten konkluderede, at G1's ydelser måtte karakteriseres som bogførings- og administrationsydelser, der bestod i løbende at sørge for, at status på bankens mellemværende med dens kunder blev ajourført. Selv om ydelserne kunne siges at være nødvendige for, at banken kunne foretage overførsler af de korrekte beløb, fandtes ydelserne ikke nødvendige i den forstand, at de set under ét udgjorde en særskilt helhed, der opfyldte de specifikke og væsentlige funktioner for en betalingsoverførsel. Den blotte levering af oplysninger til brug for betalingsoverførslerne og den efterfølgende registrering af disse fandtes således ikke i sig selv at medføre, at der overførtes beløb, og at der indtrådte retlige og økonomiske ændringer, hvorved G2 kunne anses for at varetage selve udførelsen af en ordre om overførsel af beløb fra én bankkonto til en anden.

EU-domstolen har ligledes udtalt, at en tjenesteydelse ikke henhører under momsfritagelsen, når den i det væsentlige består i at anmode en tredjemands bank om overførsel af et beløb, som tredjemand skylder tjenesteyderens kunde, for sidstnævntes regning via betalingsservice, at tilsende kunden en opgørelse over de beløb, som er modtaget, at tage kontakt til den tredjepart, som tjenesteyderen ikke har modtaget nogen betaling fra, og endelig at give instruktion til tjenesteyderens bank om at overføre de modtagne betalinger, fratrukket tjenesteyderens vederlag, til kundens bankkonto. Se EU-domstolens dom i sag C-175/09, AXA UK.

Kredit- og betalingskortgebyrer mv.

Gebyrer, som virksomheder efter eksempelvis lov om betalingstjenester og elektroniske penge kan opkræve fra deres kunder, når kunderne betaler med Dankort mv., skal behandles som en biydelse til den leverede hovedydelse, jf. dommen i sag C-276/09, Everything Everywhere Ltd. Gebyrerne skal således undergives samme momsmæssige behandling som hovedydelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme  

C-464/12, ATP PensionService A/S

6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3), skal fortolkes således, at den momsfritagelse for transaktioner vedrørende betalinger og overførsler, der er fastsat i bestemmelsen, finder anvendelse på ydelser, hvorved et institut realiserer rettighederne for pensionskunder i en pensionskasse ved at oprette konti til disse kunder i pensionsordningens system og ved at tilskrive disse kunders bidrag på deres konti, samt på transaktioner, der er sekundære i forhold til disse tjenesteydelser, eller som sammen med disse udgør én enkelt økonomisk ydelse.

Ved redaktionens slutning var SKATs overvejelser om dommens betydning for praksis endnu ikke afsluttet.
C-350/10, Nordea Pankki Suomi Oyj ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, omfatter ikke elektroniske meddelelsestjenester til finansielle virksomheder i form af de såkaldte SWIFT-ydelser.
C-276/09, Everything Everywhere Ltd. Domstolen udtalte, at ekstra gebyrer, som en udbyder af telekommunikationstjenesteydelser fakturerer sine kunder, når disse ikke betaler for disse tjenesteydelser via betalingsserviceordningen eller en BACS-overførsel, men med kreditkort, debetkort eller check eller kontant ved skranken i en bank eller hos en agent, der er bemyndiget til at modtage betaling på vegne af denne tjenesteyder, ikke i momsmæssig henseende udgør vederlag for en tjenesteydelse, der er særskilt og uafhængig i forhold til hovedydelsen, der består i levering af telekommunikationstjenesteydelser.
C-175/09, AXA UK En tjenesteydelse henhører ikke under momsfritagelsen, når den i det væsentlige består i at anmode en tredjemands bank om overførsel af et beløb, som tredjemand skylder tjenesteyderens kunde, for sidstnævntes regning via betalingsservice, at tilsende kunden en opgørelse over de beløb, som er modtaget, at tage kontakt til den tredjepart, som tjenesteyderen ikke har modtaget nogen betaling fra, og endelig at give instruktion til tjenesteyderens bank om at overføre de modtagne betalinger, fratrukket tjenesteyderens vederlag, til kundens bankkonto.  

De forenede sager C-231/07 og C-232/07, Tiercé Ladbroke SA og Derby SA

Belgiske tobaksforhandlerne var agenter (formidling i andens navn og for andens regning) for spiludbydere. Agenturgiverne driver virksomhed bestående i indgåelse af væddemål på hesteløb og andre sportsbegivenheder. Agentens virksomhed består i, at han indgår væddemålene i agenturgiverens navn, registrerer væddemålene, bekræfter indgåelsen af væddemålene over for kunden ved udstedelse af en kvittering, indsamler indsatserne, udbetaler gevinsterne, påtager sig hele ansvaret over for agenturgiveren for så vidt angår opbevaringen af de indsamlede indsatser og bærer risikoen for tyveri og/eller tab af penge. Agenten modtager et vederlag herfor fra agenturgiveren i form af kommission.

Domstolen fastslår, at tobaksforhandlerne kun leverer en samlet ydelse til spiludbyderne, idet indsamling af indsatserne ikke udgør et mål i selv, men alene biydelser.

Men selv hvis indsamlingen af indsatser kunne anses for hovedydelsen, ville denne ydelse ikke udgøre en fritaget finansiel ydelse. Domstolen henviser til, at formålet med fritagelsen for anbringelse af midler og for betalingstransaktioner er forbundet med vanskelighederne med at opgøre momsgrundlaget og det momsbeløb, som kan fradrages, samt at undgå fordyrelse af forbrugerkreditter. Ifølge domstolen er det åbenbart, at disse vanskeligheder ikke gør sig gældende med hensyn til tobaksforhandlernes vederlag i form af kommission.

Kendelse, som er tilgængelig på fransk

Landsskatteretskendelser

SKM2009.665.LSR

Et selskab skulle beregne moms ved køb af ydelser fra et engelsk selskab i forbindelse med betalingsoverførsler, idet ydelserne ikke ansås for momsfrie betalingsoverførsler.

 

SKM2009.450.LSR

Et selskabs ydelser til pensionskasser m.fl. i forbindelse med indbetalinger var ikke fritaget for moms som finansielle transaktioner, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c og f.

SKM2005.529.LSR

Et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, var momspligtig. ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c fandt ikke anvendelse, idet der var tale om et gebyr, der måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

 

SKM2005.265.LSR

Et selskab leverede ydelser i form af drift og vedligeholdelse af HomeBanking system. Ydelserne kunne ikke anses for omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c og e. Der er var tale om ydelser i form af teknisk eller faktisk assistance, og ydelserne opfyldte derfor ikke specifikke og væsentlige funktioner for de transaktioner, der gennemførtes i HomeBanking systemet. Ydelserne var derfor momspligtige.

 

SKAT

SKM2014.142.SR

Spørger sælger abonnementer på adgang til et online tilmeldings- og betalingssystem. Produktet sælges alene over internettet. Kunderne kan f.eks. være arrangører af foredrag, som har behov for at tilbyde deres kunder (slutkunderne) en let adgang til at tilmelde sig og betale for et arrangement. Ved betaling for en leverance opkræver spørger derudover et gebyr svarende til transaktionsgebyret opkrævet af Nets.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der er tale om en momsfri leverance,når spørger giver sine kunder valgmulighed for at kunne foretage betalinger med forskellige betalingskort og på baggrund af det af kunden valgte betalingskort opkræver en betaling, som svarer til spørgers faktiske udgifter til Nets for transaktionsgebyrer, hvis størrelse er afhængig af det valgte betalingskort.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der er tale om en momsfri leverance til slutkunden, hvis spørger fakturerer slutkunden et beløb for anvendelse af betalingskort hos spørgers kunder.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der er tale om en momsfri leverance til spørgers kunde, hvis spørger fakturerer sin kunde et beløb for slutkundens anvendelse af betalingskort hos kunden.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at det ændrer besvarelsen af de foregående spørgsmål, hvis kunden ikke foretager betaling samtidig med købet, og spørger først senere - afhængig af kundens valg af betalingsmiddel - modtager et transaktionsgebyr for selve betalingen.

SKM2013.16.SR Spørger udlejede dankortterminaler til webbutikker. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de abonnementsgebyrer og transaktionsgebyrer, som spørger opkrævede som vederlag for udlejningen, var omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c). Spørgers ydelser var omfattet af ML § 4, stk. 1.

SKM2009.772.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke skulle afregne dansk moms af de samlede beløb, der passerer gennem hans danske bankkonto for den udenlandske virksomheds leverancer til dennes danske kunder. For så vidt den andel af beløbene, som fradrages til dækning af spørgers vederlag, vil spørger skulle afregne moms jf. ML § 4, stk. 1, da spørgers leverancer ikke kan karakteriseres som momsfrie betalingsoverførsler.

 

SKM2007.295.SR

Udbetalinger af udbytter og andre udbetalinger i forbindelse med andele i fonde mv. til andelsejere kunne anses for momsfritagne hovedydelser.