Indhold

►Dette afsnit beskriver, hvordan en ansættelsessag oversendes fra en indsatsafdeling til SKATs straffeenheder.

Afsnittet indeholder:

  • Oversendelse af sag til vurdering af muligt strafansvar
  • Underretning om oversendelse af sag til vurdering af muligt strafansvar.

Oversendelse af sag til vurdering af muligt strafansvar

Hvis en indsatsmedarbejder har grundlag for at formode, at en skatteyder kan have overtrådt told-, skatte- eller afgiftslovgivningen, skal der tages stilling til, om der skal gøres strafansvar gældende.

Når indsatsmedarbejderen har behandlet spørgsmålet om ændring af en afgifts- eller skatteansættelse og truffet afgørelse om en ændring, kan sagen oversendes sagen til én af SKATs straffeenheder, som herefter foretager den strafferetlige vurdering.

Denne funktionsadskillelse af ansættelsessagen og straffesagen er en parallel til det grundlæggende retssikkerhedsmæssige princip i strafferetsplejen om, at den der varetager efterforskningen ikke også afgør skyldsspørgsmålet.

Underretning om oversendelse af sag til vurdering af muligt strafansvar

Hvis skatteyder allerede ved afgivelsen af kontroloplysninger har været mistænkt for et strafbart forhold, er pågældende oplyst om mistanken af indsatsmedarbejderen under iagttagelse af RSL § 10 om forbud mod selvinkriminering. Oplysningerne er derfor afgivet sammen med en samtykkeerklæring, jf. RSL § 10. I disse tilfælde bør der oplyses om, at sagen vil blive oversendt til SKATs straffeenheder med henblik på en vurdering af et muligt strafansvar.
Hvis den pågældende i agterskrivelsen er oplyst om RSL § 10, vil det tilsvarende være naturligt at meddele, at sagen vil bliver oversendt til vurdering af et muligt strafansvar.

Hvis mistanke om muligt strafbart forhold først opstår i forbindelse med fremsendelse af kendelse, må det bero på en konkret vurdering, om det skal oplyses, at sagen vil blive oversendt.

I denne vurdering kan indgå en række momenter, herunder mistankens styrke og sandsynlighed for, at afgørelsen vil blive påklaget, såfremt skatteyder orienteres om, at sagen vil blive oversendt til vurdering af et muligt strafansvar. 

Hvis en sagsbehandler i en af SKATs straffeenheder vurderer, at der er tale om en sag, der kan medføre strafansvar, kan underretning ske enten ved indkaldelse til ansvarsforhandling, hvor sigtelsen fremgår af indkaldelsen, eller ved fremsendelse af sigtelse og bødeforelæg til skatteyderen.◄