Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for delvis momskompensation til velgørende foreninger mv.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Hvem kan ansøge?
  • Hvad kan der ansøges om?
  • Hvordan beregnes egenfinansieringsgraden?
  • Ansøgning
  • Efterfølgende ændringer i udgifter til købsmoms eller egenfinansieringsgrad
  • Kontrol
  • Gamle regler 2007-2013
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Lovgrund

Finansloven for finansåret 2014, § 9, C. Tekstanmærkninger, Nr. 107. ad 09.21.10, har følgende ordlyd:

"Almennyttige og velgørende foreninger, der er omfattet af ligningslovens § 8 A, og § 12, stk. 3, kan efter ansøgning få tilskud, der giver kompensation for udgiften til købsmoms med en andel svarende til deres egenfinansieringsgrad. I det omfang det samlede beløb, der ansøges om, overstiger den på kontoen afsatte bevilling, fordeles kompensationen proportionalt med de ansøgte beløb. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for tildeling af tilskuddet."

Ministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv., hvis indhold beskrives nedenfor.

Hvem kan ansøge?

Almennyttige og velgørende foreninger mv. godkendt i henhold til LL § 8 A og § 12, stk. 3, kan ansøge om delvis kompensation for udgifter til købsmoms i forbindelse med deres momsfri almenvelgørende aktiviteter fra den pulje, som er afsat hertil i Finanslovens § 9. Se § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Det er en forudsætning for udbetaling af kompensation, at foreningen har et CVR-nr. og dermed en NemKonto, som kompensationen kan udbetales på. Se § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Se også

Se også:

  • Afsnit C.A.4.3.5.2 om løbende ydelser til godkendte foreninger, mv. og religiøse samfund LL § 12, stk. 2 og 3
  • Afsnit C.A.4.3.5.8 om fradrag for gaver til visse foreninger efter LL § 8A

Hvad kan der ansøges om?

Der kan ansøge om delvis kompensation for udgifter til købsmoms i forbindelse med ansøgernes momsfri almenvelgørende aktiviteter. Der kompenseres for udgifter til købsmoms i et givent kalenderår i forhold til den enkelte forenings egenfinansieringsgrad. I det omfang det samlede beløb, der ansøges om, overstiger det afsatte puljebeløb, fordeles kompensationen proportionalt med de ansøgte beløb. Der kompenseres ikke for udgifter til købsmoms, som allerede er godtgjort efter momslovens § 45. Se § 1 i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Se også

Se også afsnit D.A.12 om momsgodtgørelse efter ML § 45

Hvordan beregnes egenfinansieringsgraden?

Egenfinansieringsgraden beregnes som visse private indtægters andel af de samlede indtægter. Private indtægter omfatter bl.a. overskud ved indsamlinger samt ved salg af diverse artikler, så længe salget ikke er registreret som momspligtig aktivitet, og indtægter fra donationer, arv, medlemskontingenter, abonnementer og lignende privat indsamlede midler. Såfremt en anden privat organisation yder et bidrag, tilskud eller andet fragår sådanne beløb i den ydende organisations opgørelse og indgår i den modtagende organisations opgørelse. Værdien af naturalier og arbejdskraft indgår ikke i opgørelsen. Private indtægter omfatter ikke beløb modtaget fra stat, regioner, offentlige institutioner, offentlige fonde og EU eller tilsvarende internationale organisationer. Modtagne overskudsandele fra spil afholdt i Danmarks Radio, TV2 m.v. må heller ikke indgå. Se § 2 i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Ansøgning

Der kan ansøges om momskompensation en gang årligt, og ansøgningen skal være modtaget af SKAT senest den 1. juli efter udløbet af det kalenderår, som der søges kompensation for. Der kan ansøges første gang senest den 1. juli 2014 for udgifter til købsmoms i 2013. Se § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

  1. det beløb, som der søges kompensation for,
  2. foreningens udgifter til købsmoms, eksklusiv købsmoms godtgjort efter ML § 45, for det kalenderår, der søges om kompensation for, og
  3. foreningens egenfinansieringsgrad for det kalenderår, der søges om kompensation for.

Oplysningerne i pkt. 2 og 3, skal være afgivet på baggrund af en revisorerklæring fra en registreret eller statsautoriseret revisor.

Se § 3, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Ansøgning om kompensation efter denne bekendtgørelse indgives til SKAT, Munch Petersens Vej 8, 3700 Rønne, som også træffer afgørelse om udbetaling af kompensationen. Ansøgning kan indgives elektronisk via SKAT on-line i det omfang, det er muligt. Se § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Se også

Se også afsnit D.A.12 om momsgodtgørelse efter ML § 45

Efterfølgende ændringer i udgifter til købsmoms eller egenfinansieringsgrad

Sker der efter ansøgningstidspunktet ændringer i udgifterne til købsmoms eller egenfinansieringsgraden, som medfører et fald i det ansøgte kompensationsbeløb, skal foreningen straks underrette SKAT herom, således at kompensationen kan reguleres i overensstemmelse med de ændrede oplysninger. Såfremt kompensationen er udbetalt, skal der ske tilbagebetaling af den for meget udbetalte kompensation. Tilbagebetalte beløb overføres til det efterfølgende finansår. Se § 3, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Kontrol

SKAT har adgang til at kontrollere materiale, der ligger til grund for udbetalingen af kompensationen. Foreningen skal efter anmodning udlevere eller indsende materialet til SKAT. Momslovens almindelige kontrolbestemmelser i §§ 74-76 samt SKL § 6 finder anvendelse ved denne kontrol. Momsbekendtgørelsens almindelige regler om opbevaringspligt for materiale i § 93 finder tilsvarende anvendelse. Se § 5 i bekendtgørelse nr. 1655 af 27. december 2013 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Se også

Se også:

  • Afsnit A.B.3.3.3.4 om opbevaring og lageropgørelse
  • Afsnit A.C.2.1.1.2 om regnskabsmateriale mv. og gennemførelse af kontrol på stedet
  • Afsnit A.C.2.2 om kontrolbestemmelser - moms

Gamle regler 2007-2013

De tidligere gældende regler var fastsat i bekendtgørelse nr. 420 af 2. maj 2007 om momskompensation til velgørende foreninger m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 407 af 20. maj 2008.

Der blev kompenseret for stigningen i udgifterne til købsmoms i et givent kalenderår i forhold til basisåret 2004 med en andel svarende til den enkelte forenings egenfinansieringsgrad. Se § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 420 af 2. maj 2007 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Foreninger, der i 2004 havde haft udgifter til købsmoms, der i henhold til ML § 43, stk. 2, kunne betragtes som investeringsgoder, og som beløbsmæssigt udgjorde 100.000 kr. eller mere, kunne holde disse udgifter ude af opgørelsen af grundlaget af købsmoms for basisåret 2004. I særlige tilfælde kunne SKAT efter ansøgning give tilladelse til, at betydelige udgifter af ekstraordinær karakter, kunne holdes ude af opgørelsen for 2004. Med betydelige udgifter mentes udgifter af en sådan størrelse, som i forhold til foreningens samlede økonomi reelt ville udelukke foreningen fra momskompensationsordningen i en længere årrække. Se § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 420 af 2. maj 2007 om momskompensation til velgørende foreninger mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 407 af 20. maj 2008.

For foreninger, der ikke kunne opgøre udgifter til købsmoms i basisåret 2004, fordi de dette år enten ikke var etablerede, kun var etablerede en del af året eller ikke var godkendt i henhold til LL § 8 A eller § 12, stk. 3, fastsatte SKAT et sammenligningsgrundlag ved et gennemsnit af stigningsprocenten i samtlige ansøgeres udgifter til købsmoms fra basisåret 2004 til det kalenderår, som ansøgningen vedrørte. Se § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 420 af 2. maj 2007 om momskompensation til velgørende foreninger mv.

Se også

Se også:

  • Afsnit C.A.4.3.5.2 om løbende ydelser til godkendte foreninger, mv. og religiøse samfund LL § 12, stk. 2 og 3
  • Afsnit C.A.4.3.5.8 om fradrag for gaver til visse foreninger efter LL § 8A
  • Afsnit D.A.11.7.4 om regulering af fradrag for investeringsgoder ML §§ 43 og 44

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2014.334.BR

►Sagen angik, hvorvidt en kirke var berettiget til at udeholde udgifter til købsmoms afholdt i 2009 fra opgørelsen af grundlaget til brug ved beretningen af momskompensation.

Retten fandt efter ordlyden af den dagældende momskompensationsbekendtgørelses § 1, stk. 5, at der ikke var hjemmel til at udeholder udgifter afholdt i 2009 fra opgørelsen af grundlaget til brug ved beregning af momskompesation for kirken. Det af kirken anførte om bestemmelsens formål kunne ikke føre til et andet resultat. 2009 var beregnet basisår for kirken, som udgangspunkt for beregningen af momskompensation for de følgende år. Kirkens ekstraordinære udgifter til renovering af kirkebygningen i 2009 kunne ikke holdes ude for beregningsgrundlaget for momskompensationen for kirken de efterfølgende år. ◄

Landskatterettens kendelse er offentliggjort som SKM2013.502.LSR.

Byrettens dom er anket til Østre Landsret.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2013.461.LSR

En frikirkes anmodning om tilladelse til indsendelse af ansøgning om momskompensation efter udløbet af fristen i den dagældende bekendtgørelse nr. 420 af 20. maj 2007 blev ikke imødekommet. Menighedens ukendtskab til de gældende regler kunne ikke tillægges vægt.