Indhold

Dette afsnit giver en oversigt over de situationer, hvor debitor er berettiget til få toldgodtgørelse eller blive fritaget for import- eller eksportafgift. Desuden handler afsnittet om de fælles betingelser og regler, der gælder for de forskellige situationer.

Afsnittet indeholder:

  • De forskellige situationer, hvor der kan gives godtgørelse eller fritagelse for import- eller eksportafgifter
  • Krav til varernes placering, for at der kan bevilliges godtgørelse eller fritagelse
  • Varer, der befinder sig i andre medlemsstater
  • EU-krav til SKATs behandling af ansøgningen og afgørelsen
  • Retten til godtgørelse eller fritagelse kan bortfalde
  • Renter af de godtgjorte beløb.

De forskellige situationer, hvor der kan gives godtgørelse eller fritagelse for import- eller eksportafgifter

SKAT undlader at opkræve et afgiftsbeløb (told), i de tilfælde hvor der er begået myndighedsfejl. Der kan fx ske fejl hos toldmyndighederne i EU, Kommissionen eller hos toldmyndighederne i lande uden for EU.

SKAT kan desuden træffe afgørelse om godtgørelse eller fritagelse i følgende tilfælde:

  • Hvor beløbet ikke er skyldigt efter lovgivningen, TK artikel 236, se afsnit F.A.13.4
  • Når angivelsen erklæres ugyldig, efter at import-og eksportafgifter er blevet betalt, TK artikel 237, se afsnit F.A.13.5
  • Når varerne er defekte m.m., TK artikel 238, se afsnit F.A.13.6
  • Når der er tale om særlige situationer, hvor der ikke er tale om urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, TK artikel 239 (F.A.13.7).

Krav til varernes placering, for at der kan bevilliges godtgørelse eller fritagelse

Udgangspunktet er, at så længe der ikke er truffet afgørelse om ansøgningen om godtgørelses eller fritagelse, må de varer, som ansøgningen vedrører, ikke flyttes til et andet sted, end det som er angivet i ansøgningen, uden at SKAT på forhånd er blevet underrettet om det. Se GB artikel 884.

Godtgørelsen eller fritagelsen ydes mod, at varerne frembydes

Dog er dette ikke altid muligt, især ikke ved sager som bliver afgjort efter TK artikel 236 og 239, da varerne i disse sager typisk er gået i fri omsætning.

SKAT kan i visse tilfælde træffe afgørelse om godtgørelse eller fritagelse, selvom varerne ikke kan frembydes for SKAT. I disse tilfælde skal det fremgå af de kontroloplysninger (dokumenter, certifikater), som fremlægges for SKAT, at disse dokumenter utvivlsomt vedrører de nævnte varer, der søges godtgørelse eller fritagelse for. Se GB artikel 890.

Varer, der befinder sig i andre medlemsstater

Der er fastsat regler om administrativ bistand mellem toldmyndighederne i EU for de tilfælde, hvor ansøgningen om godtgørelse eller fritagelse vedrører varer, som på ansøgningstidspunktet befinder sig i en anden medlemsstat.

Reglerne indebærer også, at SKAT kan blive bedt om at kontrollere varer, som er angivet til fri omsætning i en anden medlemsstat, men som befinder sig hos en dansk virksomhed. Virksomheden er forpligtet til at give SKAT de fornødne oplysninger og yde den nødvendige bistand. Se TK artikel 14.

Det toldsted som skal udføre kontrollen, skal senest 2 uger efter modtagelsen af anmodningen herom, enten have skaffet de relevante oplysninger eller have gennemført den kontrolopgave som der er anmodet om.

Se GB artikel 910-912.

Se også GB artikel 901 i afsnit F.A.13.7, hvor varerne i forskellige situationer heller ikke kan frembydes for SKAT.

EU-krav til SKATs behandling af ansøgningen og afgørelsen

SKAT skal kvittere for modtagelsen af ansøgningen. Se GB artikel 879, stk. 2

Hvis sagen afgøres inden for 14 dage efter modtagelsen, vil der ikke som udgangspunkt ikke blive sendt nogen kvitteringsskrivelse. Dette følger af de forvaltningsretlige principper.

Når SKAT afgør sagen til fordel for ansøgeren

Selv om SKAT imødekommer en ansøgning og bevilliger godtgørelse eller fritagelse, skal SKAT i afgørelsen bl.a. henvise til:

  • De lovbestemmelser, der ligger til grund for afgørelsen
  • Oplysninger, som gør det muligt at identificere den vare, som afgørelsen gælder for
  • Fristen for gennemførelse af de formaliteter, som afgørelsen er betinget af, osv. Se GB artikel 886.

Bemærk

Kravet om begrundelse, når ansøger får fuldt medhold, går videre end de nationale regler i skatteforvaltningsloven og forvaltningsloven, hvor det ikke er nødvendigt at begrunde en afgørelse, der giver fuldt medhold.

Afgørelsens gennemførelse

Selv om afgørelsen er begunstigende, dvs. imødekommer ansøgeren, gøres den typisk betinget af nogle forhold, som skal være opfyldt, inden der kan udbetales godtgørelse eller fritages for beløbene. Se GB artikel 886, stk. 2, litra f.

SKAT tjekker, at de betingelser som er fastsat i afgørelsen, faktisk bliver overholdt, og at varen får den anvendelse eller bestemmelse, der står i afgørelsen. Hvis der fx i afgørelsen er mulighed for, at varen enten kan oplægges på toldoplag eller anbringes i en frizone eller frilager, skal formaliteterne for dette opfyldes ved det toldsted, hvor afgørelsen gennemføres Se GB artikel 887

SKAT fastsætter en frist i afgørelsen til, at de formaliteter, som afgørelsen er betinget af, bliver opfyldt. Fristen kan ikke overstige 2 måneder regnet fra den dato, hvor afgørelsen blev meddelt ansøgeren.

Hvis fristen ikke overholdes, mister ansøgeren retten til godtgørelse eller fritagelse, medmindre det over for SKAT kan bevises, at fristen ikke har kunnet overholdes enten på grund af et hændeligt uheld eller force majeure. Se GB artikel 893 og afsnittet om, at retten til godtgørelse eller fritagelse kan bortfalde.

Når SKAT giver afslag

Når SKAT giver ansøgeren afslag, gælder der ikke EU-regler, der er mere vidtgående end de danske regler om forvaltningsafgørelser. Det vil sige, at det er de danske forvaltningsretlige regler om bl.a. begrundelse og klagevejledning, som skal følges ved afslag.

Retten til godtgørelse eller fritagelse kan bortfalde

Hovedregel

Retten til godtgørelse eller fritagelse kan bortfalde, når den, der har fået bevilget godtgørelsen eller fritagelsen, ikke overholder de toldformaliteter - herunder fristen for at opfylde dem - som SKAT har fastsat som betingelse for godtgørelsen eller fritagelsen.

Undtagelse

Retten til godtgørelse eller fritagelse bortfalder ikke, hvis ansøgeren kan bevise, at han ikke kunne overholde fristen på grund af:

  • Et hændeligt uheld eller
  • Force majeure.

Se GB artikel 893, stk. 2. Se mere om fristen GB artikel 893, stk. 1.

Renter af de godtgjorte beløb

Hovedregel

Som udgangspunkt skal SKAT ikke betale renter i sager om godtgørelse af told og import- eller eksportafgifter.

Undtagelse

Hvis en ansøgning om godtgørelse er imødekommet, men den ikke er gennemført inden 3 måneder fra den dato, hvor afgørelsen blev truffet, skal SKAT betale renter af beløbet. Se TK artikel 241