Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder

  • Varer til fremstilling af chokolade- og sukkervarer
  • Fremstilling af afgiftsfri varer
  • Apotekervarer
  • Leverancer til udlandet
  • Afgiftsfrihed ved indførsel.

Varer til fremstilling af chokolade- og sukkervarer

Råstofafgiftspligtige varer, der modtages fra udlandet af fremstillingsvirksomheder registreret som oplagshavere af chokolade- og sukkervarer, med henblik på fremstilling af varer omfattet af chokolade- og sukkervareafgift, er fritaget for råstofafgift. Se CHOAL § 20, stk. 1, nr. 1.

SKAT kan give bevilling til godtgørelse af råstofafgift af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt overføres til en registreret oplagshaver til fremstilling af varer, der er afgiftspligtige som chokolade- og sukkervarer. Se CHOAL § 20, stk. 3, nr. 1.

Fremstilling af afgiftsfri varer

SKAT kan give bevilling til afgiftsfritagelse for råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke ved modtagelse fra udlandet ville være dækningsafgiftspligtige. Se CHOAL § 20, stk. 2.

Apotekervarer

Råstofafgiftspligtige varer, der anvendes til fremstilling af varer, hvis udlevering er forbeholdt apotekerne efter lov om apotekervæsenet § 34, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 2. juli 1962, er fritaget for afgift. Se CHOAL § 20, stk. 1, nr. 2.

Leverancer til udlandet

SKAT kan meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt, enten leveres til udlandet, eller anvendes til fremstilling af varer, som efterfølgende leveres til udlandet. Se CHOAL § 20, stk. 3, nr. 2 og stk. 4.

SKAT kan endvidere meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede dækningsafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt leveres til udlandet. Se CHOAL § 22, stk. 8.

Afgiftsfrihed ved indførsel

Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se CHOAL § 21 og § 22, stk. 8.

Se også

Se også afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.