Regel

De tredjemænd, der pålægges oplysningspligt efter skattekontrolloven, kan ikke kræve betaling for at udlevere de oplysninger, som SKAT anmoder om med hjemmel i skattekontrolloven.

Erhvervsdrivende pålægges i lovgivningen en række pligter, herunder pligt til af egen drift eller på begæring at afgive oplysninger til offentlige myndigheder, herunder SKAT, og opfyldelse af sådanne pligter må i almindelighed ske uden økonomisk kompensation fra det offentlige.

Ved vurderingen af omfanget og formen af de oplysninger, som SKAT anmoder om, skal SKAT inddrage hensynet til det skønnede ressourceforbrug hos den pågældende tredjemand til opfyldelse af anmodningen.

Hvorvidt tredjemanden kan kræve betaling af den enkelte skatteyder (kunden) for omkostninger til fremskaffelse af de oplysninger, som SKAT forlanger, vil bero på retsforholdet mellem tredjemanden og kunden.