Indhold
Afsnittet handler om massekravene, der er betegnelsen for de forpligtelser, som konkursboet pådrager sig.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Omkostninger ved konkursens indtræden
- Omkostninger ved boets behandling
- Gæld, som boet pådrager sig under sin behandling
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Forud for anden gæld betales i lige forhold:
- Omkostninger ved konkursens indtræden
- Omkostninger ved boets behandling
- Gæld, der pådrages boet under dets behandling, bortset fra krav på indkomstskat, som pålignes skyldneren.
Se KL § 93.
Omkostninger ved konkursens indtræden
Disse omkostninger er bl.a. eventuelle retsafgifter og sædvanligt advokatsalær ved indgivelse af konkursbegæringen samt mødesalær for deltagelse i møder i skifteretten om konkursbegæringen.
Omkostninger ved boets behandling
Disse omkostninger omfatter bl.a. salær til kurator, revisor mv. Se KL § 239.
Gæld, som boet pådrager sig under sin behandling
Herunder falder i første række gæld, der skyldes boets indgåelse af kontrakter. Krav, der hviler på en kontrakt, stiftes i det øjeblik, hvor kontrakten indgås, dvs. hvor løftet om at ville præstere sin ydelse kommer til medkontrahentens kundskab.
Hvis boet bliver pålagt erstatningsansvar for skadegørende handlinger, vil erstatningskravet også være massekrav, da erstatningskravet stiftes i det skadegørende øjeblik.
Krav på afgifter eller A-skat for perioden efter konkursdekretets afsigelse er også massekrav. Det vil være tilfældet, hvor konkursboet fortsætter virksomheden, eller hvor der foretages afgiftspligtigt salg af aktiver.
I en sag fra Højesteret blev særlig indkomstskat i et insolvent dødsbo anset for at være massekrav efter KL § 93, nr. 3, da skatten opstod som følge af boets salg af en ejendom. Se UfR 1985, 160 HD.
Moms- og afgiftsbeløb, der er afledt af konkursboets dispositioner, anmeldes i konkursboet som massekrav efter KL § 93, nr. 3. Se UfR 1982, 981 SHD.
Krav på renter og gebyrer af massekravet har også stilling som massekrav. Se KL § 98, nr. 1, 2. pkt.
Renterne kan beregnes op til betalingstidspunktet. Det gælder også for krav på afgifter og A-skat, der opstår under konkursen, men ikke betales til tiden.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
UfR 1985, 160 HD |
I et insolvent dødsbo opstod en boskat, fordi boets salg af en fast ejendom udløste særlig indkomstskat. Efter kildeskattelovens regler om beskatning af dødsboer måtte kravet på boskat anses som en gæld, der var pådraget boet under dets behandling, og kravet var derfor massekrav. |
Gæld, som boet pådrager sig (KL § 93, nr. 3) |
Sø- og Handelsretsdomme |
UfR 1982, 981 SHD |
Kurator afhændede et antal lastbiler under konkursbehandlingen. Konkursboet var derfor forpligtet til at udrede vægtafgifter, der forfaldt under behandlingen i boet, som massekrav. |
Gæld, som boet pådrager sig (KL § 93, nr. 3) |