Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Formål
• Lovgrundlag
• Historik.

Regel

Der skal betales energiafgift af kul og affaldsvarme. Se KULAL § 1.

Der skal betales CO2-afgift af de fleste varer, som er omfattet af kulafgiftsloven. Se afsnit E.A.4.5 om CO2-afgift af visse energiprodukter.

Desuden skal der betales svovlafgift af de fleste varer, som er omfattet af kulafgiftsloven, og som har et svovlindhold, der overstiger 0,05 pct. Afgiftspligten kan afhænge af anlægget. Se afsnit E.A.7.11 om Svovl.

Der skal også betales afgift af kvælstofoxider (NOx-afgift). Se afsnit E.A.7.20 om Kvælstofoxider, NOx-afgift.

Formål

De overordnede formål med energibeskatningen er dels det rent fiskale at skaffe provenu til at finansiere statens udgifter, dels at nedsætte forurening som følge af energiforbruget og tilskynde til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse.

Det danske energibeskatningssystem består af fire forskellige typer afgifter:

• Energiafgifter, der er pålagt kul, olie, naturgas og elektricitet
• CO₂-afgift, der som udgangspunkt er pålagt energiprodukter, der er afgiftspligtige efter kul-, mineralolie- eller gasafgiftsloven
• Svovlafgift, der er pålagt udledningerne af svovl eller svovlindholdet i brændsler i forbindelse med anvendelsen af en række energiprodukter
• NOx-afgift, der er pålagt udledningerne af kvælstofoxider, eller NOx-afgift på varer, der anvendes til energiproduktion.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af kul og affaldsvarme står i lovbekendtgørelse nr. 1292 af 17. november 2010 (kulafgiftsloven) med senere ændringer.

Historik

Lov nr. 265 af 9. juni 1982 om afgift af stenkul, brunkul, koks mv. trådte i kraft 1. juli 1982. Siden er loven ændret flere gange.

Den 27. oktober 2003 vedtog EU's Ministerråd et nyt energibeskatningsdirektiv - Rådets direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet.

Direktivet, som trådte i stedet for de eksisterende direktiver om beskatning af mineralolieprodukter, udvidede den fælles EU-ramme for energibeskatning til, udover mineralolieprodukter, også at omfatte naturgas, kul og elektricitet.

Udvidelsen skete med henblik på at

• forbedre det indre marked gennem etablering af mere ensartede regler for medlemsstaternes anvendelse af energibeskatning
• forbedre medlemsstaternes muligheder for at omstrukturere deres nationale afgiftssystemer og
• opfylde målsætningerne for beskæftigelses-, miljø-, transport- og energipolitikken gennem forhøjelse af eksisterende og indførelse af nye minimumssatser for energiprodukter.

Kulafgiftsloven implementerede ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 energibeskatningsdirektivet i dansk lovgivning. Der var ikke tale om grundlæggende ændringer af kulafgiftsloven, da Danmark allerede i stort omfang benyttede den harmoniserede struktur i kulafgiftsloven.

Se også

Se også afsnit E.A.4.4.10 om historik for krafvarmeværker.

Indførelse af affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften

Med virkning fra 1. januar 1999 blev den såkaldte affaldsvarmeafgift indført (se lov nr. 437 af 26. juni 1998) som en del af kulafgiftsloven.

Affaldsvarmeafgiften blev indført i forbindelse med stigninger i de almindelige afgifter på fossile brændsler for at undgå at give for stort incitament til fordel for affaldsbaseret varmeproduktion samt for at modvirke den øgede tilskyndelse til forbrænding af affald frem for genanvendelse.

Fra 1. januar 2010 blev afgiften ved afbrænding af affald omlagt fra en mængdeafgift til en afgift på energi og CO2. Omlægningen betyder, at affaldsforbrændingsafgiften ikke længere opkræves efter affaldsafgiftsloven, men er overført til kulafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven (se lov nr. 461 af 12. juni 2009 samt ikrafttrædelsesbekendtgørelse nr. 1125 af 1. december 2009).

Baggrunden for forslaget var især, at den daværende afgiftsstruktur for affaldsbrændsler og fossile brændsler set under ét kunne medføre, at affaldsstrømmene påvirkes, så affald ikke blev bortskaffet, hvor det var mest effektivt med hensyn til udnyttelse af affaldets energi.

Formålet med omlægningen var at gøre affaldsforbrænding mere omkostningseffektiv, hvilket er ensbetydende med en velfærdsøkonomisk gevinst. Omlægningen forbedrer afgiftsstrukturen, fordi affaldet fremover pålægges stort set samme afgifter som fossile brændsler. Med omlægningen vil afgifterne dermed blive mere neutrale i forhold til, hvor affald brændes af.

Fra 1. januar 2010 er energi fra forbrænding af affald pålagt affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift. CO2-afgift dog kun hvis affaldet ikke er bionedbrydeligt.

Farligt affald

Fra 1. januar 2010 og til 1. januar 2015 indfases afgiften på farligt affald, og farligt affald er pr. 1. januar 2015 afgiftsmæssigt sidestillet med andet affald (se lov nr. 527 af 12. juni 2009).

Der skal ske betaling af affaldsvarmeafgift fra 1. januar 2010 og tillægsafgift samt CO2-afgift fra 1. januar 2015 ved forbrænding af farligt affald som for andet affald.

Affaldsforbrændingsanlæg og CO2-kvoter

Indtil 1. januar 2013 var sædvanlige affaldsforbrændingsanlæg ikke omfattet af kvoteordningen. Fra 1. januar 2013 er der sket ændringer, og affaldsforbrændingsanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW omfattes som udgangspunkt af kvoteordningen, jf. Lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter, dog ikke anlæg til forbrænding af farligt affald og anlæg, der udelukkende har til formål at forbrænde kommunalt affald. Som følge heraf er der ved lov nr. 1352 af 21. december 2012 sket tilpasninger samt andre justeringer i kulafgiftsloven og CO₂-afgiftsloven vedrørende opgørelse af de pågældende afgifter.