åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.F.1.2.2 Hvornår indtræder skattepligten ved tilflytning?" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit handler om indtræden af fuld skattepligt for personer, der har erhvervet bopæl her i landet.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Absolutte grænser for opholdets længde
  • Erhvervsmæssig beskæftigelse
  • Ansøgere om opholdstilladelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, anses ikke for ophold i Danmark. Se KSL § 7, stk. 1.

Det er denne regel, der afgør spørgsmålet om skattepligtens indtræden, når en person råder over en helårsbolig. Skattepligten indtræder således ikke kun fordi, den pågældende fx har de stærkeste personlige relationer til Danmark.

Efter bestemmelsen indtræder skattepligten ved en kombination af bopæl og ophold her i landet. I praksis er erhvervelse af bopæl som udgangspunkt ensbetydende med, at den pågældende eller dennes ægtefælle har købt eller lejet sig en bolig her i landet. Men den pågældende kan også have erhvervet bopæl her i landet ved at bo hos forældre mv. 

Bopæl erhverves ved køb eller leje af helårsbolig, men som udgangspunkt ikke ved køb eller leje af et sommerhus.  Hvis personen eller dennes ægtefælle benytter sommerhuset som helårsbolig, behandles sommerhuset på samme måde som en helårsbolig. Det samme gælder benyttelsen af andre boligformer.

Det forekommer, at en person, der er fuldt skattepligtig i udlandet, ønsker at blive anset for fuldt skattepligtig i Danmark. En skatteyder kan ikke vælge at blive omfattet af reglerne om fuld skattepligt, hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Dette kan ofte få konsekvenser for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SKM2002.230.VLR, SKM2009.482.VLR og SKM2013.543.ØLR.

Absolutte grænser for opholdets længde 

Skattepligten indtræder ikke ved et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, ikke for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende". Se skd.1972.21.139.

Overstiger opholdets længde disse grænser, indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor personen tager ophold her. Se KSL § 7, stk. 1.

Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes rejsedage ("brudte døgn") som hele dage.

Ophold under de 3 måneder, eller 180 dage, udløser efter praksis ikke skattepligt for personer, medmindre de udøver erhvervsmæssig aktiviteter her i landet. Se nedenfor.

Dette lægges til grund, hvor der er tale om personer, der anses for bosiddende i et andet land på grund af bopæl, familie, arbejde eller statsborgerskab. Her vil opholdene i Danmark naturligt have karakter af "ferie eller lignende".

Bemærk

Skattepligten kan indtræde i særlige situationer, trods ophold under de nævnte grænser, nemlig når den pågældende ikke har bopæl i eller anden fast tilknytning til et andet land, og derfor opholder sig her i landet i det omfang den erhvervsmæssige beskæftigelse (fx som pilot, sømand, sælger, kunstner mv.) levner praktisk mulighed for det. På den måde er der ikke tale om ferieophold eller lignende i Danmark. 

Ægtefælle bosiddende i Danmark   

Ægtefællerne skal hver især opfylde betingelserne for indtræden af skattepligt efter KSL § 7, stk. 1. Se SKM2012.311.LSR og SKM2007.353.SR.

Hvis personens ophold i Danmark ikke overstiger de 3 måneder/180 dage indtræder skattepligten heller ikke for den pågældende person, selvom boligen benyttes som helårsbeboelse for ægtefællen.

Hvis ægtefællerne har erhvervet bolig her i landet, og den ene ægtefælle tager ophold her og dermed bliver fuldt skattepligtig, fører det ikke i sig selv til, at skattepligten også indtræder for den anden ægtefælle.

Så længe den pågældende holder sig under grænsen for et ophold, der har karakter af "ferie eller lignende" indtræder skattepligten ikke.

Det kan heller ikke forudsættes, at opholdene kun kan anerkendes som feriemæssige, hvis der er tale om en midlertidig ordning.

Erhvervsmæssig beskæftigelse

Der skal foretages en konkret vurdering af, om opholdet har det fornødne præg af ferie eller lignende.

Hvis personen varetager et indtægtsgivende erhverv under opholdet her i landet indtræder skattepligten som udgangspunkt, fordi et sådant ophold ikke er et "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".

Det gælder uanset om den pågældende udøver sit erhverv som fx lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende eller bestyrelsesmedlem.

I praksis er skattepligten indtrådt ved:

  • 4 ugers arbejde i sommerferieperioden hos en dansk arbejdsgiver. Se SKM2002.252.LR.
  • Første tjenesterejse i Danmark i forbindelse med en række planlagte/forventede tjenesterejser. Se SKM2006.41.SR.
  • Deltagelse i 4 årlige bestyrelsesmøder i et selskab. Se SKM2009.813.LSR.
  • Galleri fra sommerbolig. Se SKM2006.212.SR.
  • 80 årlige erhvervsbetingede overnatninger. Se TfS 1992, 198 LR.

Skattepligten indtræder på det tidspunkt, hvor den pågældende påbegynder sit arbejde. Se SKM2007.353.SR og SKM2006.41.SR.

Som udgangspunkt er enhver form for arbejde uforeneligt med "ferie eller lignende", men når arbejdet her i landet er udtryk for enkeltstående og sporadiske indtægtsindtægtsgivende aktiviteter, medfører de ikke, at den fulde skattepligt indtræder, trods rådighed over en bolig her. 

Eksempel

  • En model udførte 7 dagslange fotosessions inden for en 12 måneders periode. Se SKM2012.732.ØLR og Skatteministeriets kommentar SKM2013.316.DEP.
  • En operasangers afholdelse af et enkeltstående arrangement. Se TfS 1997, 590 LSR.
  • 14 dages forberedelse af undervisning af undervisningsmateriale mv. til brug for undervisning i Schweiz. Se SKM2002.252.LR.
  • Medhjælp (ulønnet) på søns minkfarm i nogle uger om året. Se TfS 1990, 163 LSR.

Enkeltstående arbejde

Egentligt arbejde under opholdet accepteres kun i ganske begrænset omfang. Som følge af Østre Landsrets dom SKM2012.732.ØLR accepteres det, at en person, der har bopæl her i landet, udfører egentligt arbejde her i landet i maksimalt 10 dage inden for en 12 måneders periode. Overstiger arbejdets omfang denne grænse, indtræder skattepligten som hovedregel.

Bemærk

Under helt særlige omstændigheder kan arbejdsopgaver udført her i landet bevare deres enkeltstående karakter, selv om de tidsmæssigt udstrækker sig ud over 10 dage inden for en periode på 12 måneder. Dette vil forudsætte, at vedkommende normalt ikke udfører arbejde her i landet, at det er ekstraordinært, at arbejdet er udført her i landet, og at arbejdet ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark.

Eksempel

I SKM2002.252.LR indtræder skattepligten ikke for en person, der anvender 14 dage af sin sommerferie til forberedelse af undervisningsmateriale mv. til brug for undervisning i Schweiz . Forberedelsen ansås at udgøre en så lille del af personens hovedbeskæftigelse, som var undervisning i Schweiz, at det ikke havde den fornødne karakter af regelmæssig, løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.

Længden af den enkelte arbejdsdag er uden betydning, når blot arbejdet har karakter af egentlig erhvervsudøvelse. En person kan fx ikke i samme periode arbejde 14 halve dage, uden at skattepligten indtræder.

Enkeltstående møder tæller for en arbejdsdag, uanset mødets varighed.

Skattepligten indtræder dog, hvis aktiviteterne over en længere periode er udtryk for et fast mønster. Det gælder fx, når arbejdet sker som led i en jævnligt tilbagevendende varetagelse af arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver med løbende arbejdsmæssige aktiviteter i Danmark.

Egentlige hverv eller ansættelsesforhold, fx som bestyrelsesmedlem eller som ansat i udenlandsk virksomhed med danske kunder, hvor personen skal varetage kundekontakten med de danske kunder, indebærer et fast mønster, og kan ikke anses for et enkeltstående arbejde.

Se også SKM2009.813.LSR og SKM2006.41.SR.

I SKM2009.813.LSR, ville en person under de konkrete omstændigheder blive anset for fuldt skattepligtig, hvis han lejede en lejlighed i Danmark og deltog i 4 bestyrelsesmøder i et selskab, som et af ham helejet holdingselskab var medejer af. Deltagelsen i bestyrelsesmøderne ansås for løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.

I SKM2006.41.SR blev en person, der havde bopæl til rådighed i Danmark, anset for fuldt skattepligtig fra det tidspunkt, hvor han foretog sin første tjenesterejse til Danmark i forbindelse med en række planlagte/forventede tjenesterejser, idet han på dette tidspunkt havde taget ophold i Danmark.

Bemærk

Grænsen for egentligt arbejde på 10 dage inden for en 12 måneders periode gælder ikke, hvis den pågældende persons arbejde - i forhold til dennes øvrige arbejdssituation - specifikt eller i særlig grad retter sig mod Danmark.

Eksempel

En operasangerindes enkeltstående koncertarrangementer her i landet retter sig ikke specifikt mod Danmark, hvis den pågældende er fast engageret i et andet land eller i øvrigt har koncertarrangementer i mange lande.

Arbejdet skal direkte eller indirekte have økonomisk betydning for den pågældende. Hvis det pågældende arbejde er uegennyttigt, ulønnet eller på anden måde helt uden økonomisk betydning for den pågældende person, vil arbejdet ikke føre til indtræden af skattepligt efter KSL § 7, stk. 1.

Eksempel

Hvis den pågældende under sit ophold her i landet fx udfører ulønnet arbejde for en almen velgørende forening, fx deltager i en indsamling, vil dette ikke i sig selv føre til indtræden af skattepligt.

Se også

Se også TfS 1990, 163 LSR, hvor en far var ulønnet medhjælp på søns minkfarm i nogle uger om året.

Besvarelse af e-mails og lignende

Skattepligten indtræder ikke, hvis personen under sin ferie eller i forbindelse med weekender kun besvarer sporadiske telefonopkald, e-mails og SMS, der vedrører arbejde, hvis formålet med opholdet her i landet i øvrigt er ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn.

Omvendt må de arbejdsrelaterede aktiviteter ikke have karakter af løbende, regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv. Skattepligten indtræder, hvis den pågældende indretter sig efter at skulle arbejde under længere ophold, fordi længden af opholdet sammenholdt med den arbejdsmæssige aktivitet fører til, at opholdet her i landet ikke længere kan anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Se også

Se også SKM2014.158.LSR, hvor skattepligten ikke ville genindtræde for en person, der var flyttet til Kina, hvis den pågældende som direktionsmedlem og chief operating manager og general manager for et udenlandsk selskab deltog i bestyrelsesmøde i et dansk selskab af en dags varighed under sit ophold i Danmark.

Hvis opholdets længde overstiger, hvad der normalt anses for ferie, og den pågældende samtidig under sit ophold står til rådighed for sit arbejde, og som følge heraf udfører arbejdsrelaterede opgaver, kan opholdet ikke længere anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. De almindeligt gældende grænser for ophold her i landet gælder ikke, når den pågældende kombinerer opholdet med udøvelse af erhverv. Det gælder også, selvom arbejdet forsøges begrænset til det mest nødvendige.

Eksempel

Skatterådet fandt, at skattepligten indtrådte, selvom den pågældende i videst muligt omfang begrænsede sit arbejde under sit ophold her i landet. Det fremgik af sagen, at det væsentligste formål med opholdet i Danmark var ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn mv., men det kunne ikke afvises, at personen under sine ophold kunne blive nødt til at svare på telefoner, svare på e-mails mv.

Skatterådet kom frem til, at skattepligten ville indtræde, fordi den pågældende spurgte til en meget lang periode (op til 3 måneder uafbrudt eller 180 dage sammenlagt). Kombinationen af opholdets længde og karakter førte til, at opholdet konkret ikke kunne anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse. Se SKM2012.311.LSR.  

Ansøgere om opholdstilladelse

For personer, der ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, indtræder skattepligten, når den pågældende har erhvervet bopæl her i landet, på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingeloven. Se KSL § 7, stk. 2.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2010.78.HR

En skatteyder havde meldt fraflytning til England i 1990. Hans selskab havde i 1993 erhvervet en kombineret erhvervs- og beboelsesejendom der indeholdt en 3 værelses lejlighed. Sagsøgeren havde i 1995-1997 opholdt sig i Danmark i henholdsvis 176, 165 og 171 dage årligt, mens han havde opholdt sig i Rusland i 38, 28 og 51 dage. Han havde samtidig haft adgang til at benytte sit sommerhus. Skatteyderen kunne ikke dokumentere, at han havde betalt skat til noget andet land. Højesteret lagde til grund, at skatteyderen havde været fuldt skattepligtig til Danmark.

SKM2005.79.HR

En skatteyder var i 1992 flyttet til Tyskland, men meddelte folkeregisteret i 1993, at han agtede at flytte tilbage til Danmark. Han blev gift i Danmark i august 1994. Ægtefællen havde i 1993 erhvervet en ejendom i Danmark, hvor skatteyderens kommanditselskab også havde virksomhedsadresse. Han havde i 1994 bolig til rådighed både i Tyskland og i England, og fra 1/8 blev han anset for fuldskattepligtig i England. Skatteyderen blev anset for at have bopæl fra begyndelsen af 1994, og at han havde taget ophold her fra samme tidspunkt. Han blev derfor anset for fuldt skattepligtig til Danmark. Efter en samlet bedømmelse af tilknytningen til Danmark, og henholdsvis England og Tyskland, blev Danmark anset at være centrum for hans livsinteresser, hvorfor det efter DBO'en tilkom Danmark at beskatte skatteyderen.

TfS 1998, 606 HR

Skatteyderen arbejdede på boreplatforme i Mellemøsten, således at han på skift arbejdede i 28 dage og holdt fri 28 dage. I august 1984 fik han en datter med en herboende kvinde. Han betalte bidrag til barnet. Han havde desuden postadresse hos barnets mor, ejede fast ejendom og havde pengeindeståender her i landet. Under ophold i Danmark boede han hos barnets mor. Højesteret lagde efter parternes forklaringer til grund, at skatteyderen og barnets mor ikke levede i samlivsforhold af ægteskabslignende karakter, og at han i øvrigt ikke kunne anses at have erhvervet bolig i Danmark i de omhandlende år. Han var derfor ikke skattepligtig efter bopælskriteriet.

TfS 1990, 465 HR

En dansk-amerikaner med fast bopæl i USA påtænkte at tage midlertidigt ophold (maksimalt 1 år) i Danmark, hvor han havde 2 helårsboliger til rådighed. Det forhold, at skatteyderen havde bopæl i USA var ikke til hinder for, at han også skattemæssigt kunne have bopæl her i landet. Opholdet her kunne ikke anses for kortvarigt og måtte derfor medføre, at han skattemæssigt fik bopæl her, jf. KSL. Af denne grund kunne turistreglen i KSL § 8, stk. 2, ikke anvendes.

Landsretsdomme

SKM2013.543.ØLR

Det var spørgsmålet, om en person var fuldt skattepligtig til Danmark på tidspunktet for erhvervelsen af en landbrugsejendom i udlandet som følge af bopæl i Danmark. Hvis personen blev anset for fuld skattepligtig til Danmark på dette tidspunkt, kunne hun genanbringe en avance opnået ved afhændelsen af en dansk landbrugsejendom i anskaffelsessummen for den udenlandske landbrugsejendom, jf. EBL § 6A. Personen og hendes ægtefælle flyttede til Danmark i april 2006 og tog ophold i hovedbygningen på den danske landbrugsejendom, som hun solgte kort tid efter, men lejede hovedbygningen frem til september 2007. Personen rejste fra Danmark i marts 2007 og erhvervede i april 2007 en landbrugsejendom i udlandet. Personen var i Danmark fra den 2/6-2007 til den 13/9-2007. Hovedbygningen var uegnet til helårsbeboelse, og personen havde inden indrejsen til Danmark fået tilbud på køb af ejendommen. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at appellanten ikke havde godtgjort en hensigt om at have hjemsted her i landet.  Personen var derfor ikke fuldt skattepligtig efter KSL § 1, stk. 1. nr. 1, under opholdet fra april 2006 til marts 2007. Skattepligten var i stedet indtrådt efter opholdsreglen i KSL § 1, stk. 1. nr. 2.  

 

SKM2013.29.VLR

Det var spørgsmålet om en person var fuldt skattepligtig i 2009. Personen havde i en årrække boet i udlandet og ikke været skattepligtig til Danmark. Den pågældende blev anset for fuldt skattepligtig, da han både havde erhvervet bopæl og taget ophold her i landet, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at personen i 2003 havde erhvervet en fast ejendom, hvor den pågældendes ægtefælle og børn siden havde boet, og hvor personen i følge egen forklaring havde opholdt sig ca. 1/3 af tiden, og at denne varetog sine erhvervsmæssige interesser, når han opholdt sig i Danmark. Den pågældende ansås heller ikke for at have dobbeltdomicil, da personens adresse i udlandet efter bevisførelsen ansås for en proformaadresse.

 

SKM2012.732.ØLR

I en straffesag indgik det bl.a. som spørgsmål om en person skulle anses som tilflyttet og dermed fuldt skattepligtig til Danmark, fordi dette spørgsmål var afgørende for spørgsmålet den pågældende havde begået skattesvig. Personens ægtefælle boede i en lejlighed i Danmark, hvor også personen opholdt sig under sine besøg her i landet. Et flertal af dommerne fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at personen i årene 2001-2003 havde opholdt sig her i landet i mere end 180 dage om året. Disse dommere tillagde ikke personens opgaver som model her i landet, herunder 7 dagslange fotosessions i perioden fra den 21/9-2000 til den 20/3-2001, betydning for spørgsmålet om indtræden af skattepligt og lagde ikke Landsskatterettens opgørelse af opholdsdage til grund, bl.a. under hensyn til, at beregningsmetoden med brudte dage ikke fremgik af lovgivningen. Personen blev herefter frifundet for dette forhold. For 2004 erkendte personen at have taget ophold i Danmark, men denne blev frifundet under hensyn til, at der ikke var det i en straffesag fornødne bevis for, at personen ved sin adfærd havde forsæt til at unddrage det offentlige skat.

Se Skatteministeriets domskommentar SKM2013.316.DEP og SKATs styresignal om genoptagelse af skatteansættelser som følge af dommen SKM2013.715.SKAT.

SKM2002.230.VLR

Skatteyderen havde i en årrække været begrænset skattepligtig til Danmark. I 1989 købte hun sine forældres ejendom i Broby og tilmeldte sig folkeregisteret på adressen. I årene derefter opholdt hun sig dels sammen med forældrene på ejendommen i Broby, dels sammen med ægtefællen i Tyskland. I 1999 anmodede hun om, at hendes skatteansættelser for 1989-1995 blev genoptaget med henblik på anerkendelse som fuld skattepligtig med ret til personfradrag. Ud fra en helhedsvurdering - herunder at hun i sine selvangivelser havde fratrukket udgifter til kørsel mellem Danmark og Tyskland, hvor familien boede - ansås hun ikke for at opfylde betingelserne for fuld skattepligt.

Byretsdomme

SKM2013.444.BR

Sagen vedrørte, om en professionel fodboldspiller var skattepligtig til Danmark af et sign on fee på 4 mio. kr,. som han modtog i forbindelse med et klubskifte fra en tysk klub til en dansk klub. Sagsøgeren modtog beløbet umiddelbart efter kontraktunderskrivelsen i Danmark Sagsøgeren ejede en ejendom i Danmark, og han ville derfor efter kildeskattelovens § 7, stk. 1, blive fuldt skattepligtig til Danmark på det tidspunkt, hvor han tog ophold i landet. Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren tog ophold i Danmark, den dag han uderskrev kontrakten med den danske klub, og at han derfor var skattepligtig til Danmark af det udbetalte sign on fee.

Dommen er anket til Østre Landsret

Landsskatteretskendelser

SKM2014.158.LSR

 ►Skattepligten for en person, der var flyttet til Kina, ville ikke genindtræde, hvis den pågældende som direktionsmedlem og chief operating manager og general manager  for et udenlandsk selskab deltog i bestyrelsesmøde i et dansk selskab af en dags varighed under sit ophold i Danmark.◄

SKM2012.311.LSR

Skattepligten ville indtræde for en erhvervsdrivende, selvom den pågældende i videst muligt omfang ville begrænse sit arbejde under sit ophold her i landet. Det fremgik af sagen, at det væsentligste formål med opholdet i Danmark ville være ferie eller lignende, herunder samvær med ægtefælle og børn, men det kunne ikke afvises, at personen under sine ophold ville blive nødt til at besvare telefoniske opkald, mails mv. Der ville dog i sin helhed være tale om lettere arbejde af sporadisk og ikke planlagt omfang. Det arbejde som den erhvervsdrivende ville udføre under sit ophold i Danmark, kunne efter det oplyste sammenlignes med det arbejde enhver travl arbejdsmand/kvinde, kunne blive udsat for at skulle forholde sig til under en charter- eller skiferie. Skattepligten ville indtræde under hensyn til, der blev spurgt til en meget lang periode (op til 3 måneder uafbrudt eller 180 dage sammenlagt), og kombinationen af opholdets længde og karakter førte til, at opholdet konkret ikke kunne anses for et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

SKM.2009.813.LSR

 

En skatteyder opgav sin fulde skattepligt til Danmark ved fraflytning i 2006. Den fulde skattepligt ville genindtræde, hvis skatteyderen lejede en lejlighed i Danmark og deltog i 4 bestyrelsesmøder i et selskab, som et at ham helejet holdingselskab er medejer af. Deltagelsen i bestyrelsesmøderne ansås for løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv.

TfS 1998, 795 LSR

En ansat i en entreprenørvirksomhed havde siden 1976 været udstationeret og arbejdet i udlandet, og hans fulde skattepligt var ophørt til Danmark. I 1989 erhvervede hans kone, som han ikke samlevede med, en bolig i Danmark, men klageren tog ikke ophold her. I 1994 var han på ophold i Danmark for at afrapportere og var herefter i en periode indlagt på et privathospital. I 1996 erhvervede han bolig i Danmark og tog fast ophold her. Fuld skattepligt ansås for genindtrådt fra marts 1996, hvor han påbegyndte ophold her i landet, jf. KSL §§ 7 og 8.

TfS 1997,590 LSR

En operasanger, bosat i udlandet blev ikke fuldt skattepligtig som følge af et enkeltstående arrangement, uanset at den pågældende var ejer af en helårsbolig her i landet.

TfS 1992, 388 LSR

En direktør, der var bosat og arbejdede i udlandet, påtænkte at erhverve en helårsbolig i Danmark, hvor hans ægtefælle skulle opholde sig permanent. Selv agtede han først i august 1993 at bosætte sig i Danmark. I den mellemliggende periode ville han kun tage ophold her i maks. 3 måneder eller 180 dage inden for 12 måneder. Det blev lagt til grund, at den pågældende havde fast tilknytning til arbejdslandet, og at opholdene her var af feriemæssigt karakter. Han var derfor først fuldt skattepligtig til Danmark, da arbejdet i udlandet var afsluttet, og han bosatte sig permanent i Danmark.

TfS 1990, 163

En skatteyder og hans hustru flyttede i 1980 til England, hvor de erhvervede en bolig og blev fuldt skattepligtige til England. Skatteyderen købte også et sommerhus i Spanien. Før udrejsen havde skatteyderen købt et sommerhus i nærheden af sin minkfarm, som han uopsigeligt bortforpagtede til sin søn. Under senere ophold i Danmark har ægtefællerne boet i sommerhuset, og skatteyderen har under ophold her deltaget aktivt i virksomhedens drift i travle perioder. Efter en samlet bedømmelse af omstændighederne, herunder at sommerhuset i Danmark ikke var godkendt til helårsbeboelse og ikke var usædvanligt med hensyn til pris og størrelse, var der ikke grundlag for at anse bopælen her i landet for bevaret.

Omhandler primært ophør ved fraflytning, men har også relevans for spm. om indtræden af skattepligt, da den pågældende råder over sommerhus og deltager (ulønnet) i sønnens erhvervsvirksomhed.

TfS 1988, 154 LSR

En dansker, der var emigreret til USA i 1930 og havde fået amerikansk statsborgerret og havde etableret erhvervsvirksomhed og taget bolig der, havde købt et étfamiliehus i Danmark til ferieformål. Hans hustru boede til stadighed her, og da han under et ferieophold blev syg og måtte blive i Danmark i ca. 1 ½ år, blev han anset for fuldt skattepligtig efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

TfS 1987, 195 LSR

En skatteyder, der i en årrække havde været udstationeret i forskellige lande for en dansk koncern, købte i 1979 hus i Danmark, hvor han flyttede ind med sin hustru. Hans ophold her varede mindre end en måned, da han blev udstationeret i en afrikansk stat. Hans hustru boede i huset indtil januar 1980, hvor det blev udlejet. Det blev solgt i 1980, efter at hustruen medio 1980 havde lejet hus, hvor ægtefællerne opholdt sig under deres ophold her i landet. Skatteyderens udstationering ophørte i november 1983, hvorefter han, efter ferie i Danmark, begyndte at arbejde her pr. 1/1 1984. Skatteyderen var fuldt skattepligtig i 1983, da han måtte antages for at have taget ophold her da han købte hus i 1979 og opholdet kunne ikke anses for afbrudt ved den efterfølgende udstationering.

TfS 1984, 448 LSR

En udenlandsk statsborger havde hele sit liv boet og arbejdet uden for Danmark. I 1967 blev han gift med en dansk kvinde, der købte et hus i Danmark, da børnene skulle gå i skole. Bortset fra ferie o.l. havde manden ikke boet i huset. For muligvis lettere at kunne få arbejde her i landet havde manden flyttet sin folkeregisteradresse til Danmark. Landsskatteretten fandt, at skattepligt først indtrådte, når manden tog ophold i huset, jf. KSL § 7, stk. 1.

LSRM 1983, 157

Landsskatteretten fandt, at bestemmelserne i KSL § 1, stk. 1, nr. 1, og § 1, stk. 1, nr. 3 (nu nr. 2), skulle bedømmes i sammenhæng. Når den skattepligtige tog bopæl her i landet fra 1. oktober 1973, måtte den efterfølgende tid medregnes ved bedømmelsen af, om den pågældende tidligere på året havde taget ophold af mindst 6 måneders varighed.

LSRM 1981, 99

Skatteyderen fraflyttede Danmark i 1992 og havde samme år haft bopæl i en asiatisk stat, idet han havde indgået ægteskab med en kvinde, der var hjemmehørende i det pågældende land. Skatteyderen gjorde gældende, at skattepligten til Danmark var genindtrådt i februar 1987, da han meldte adresseflytning til den tidligere adresse i Danmark (faderens bopæl). En folkeregisteradresse indebar ikke en bopælsmæssig tilknytning til Danmark, der kunne begrunde fuld skattepligt her.

SKAT

SKM2014.497.SR  ►Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger alene ville være begrænset skattepligtig her til landet i tre forskellige situationer. Begrundelsen herfor var, at spørgeren, som havde bolig til rådighed her i landet, hvor hans hustru og børn boede, siden 5. juli 2012 i sin egenskab af bestyrelsesformand havde deltaget i bestyrelsesmøder her i landet i et omfang svarende til 6 bestyrelsesmøder årligt, i alt 12 møder. Den fulde skattepligt var således indtrådt for spørger den 5. juli 2012 som følge af bestyrelsesarbejdet.◄
 SKM2014.339.SR  ►Skatterådet fandt ikke, at spørgers deltagelse i bestyrelsesarbejde ca. 7 - 10 gange årligt i et dansk selskab, ville medføre fuld skattepligt til Danmark, uagtet at han har rådighed over et sommerhus i Danmark. Spørger havde ikke rådighed over en helårsbolig i Danmark.◄
 SKM2014.230.SR   ►Skatterådet bekræftede, at personen A (spørger) ikke ville blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han ca. 2 gange 2 måneder om året lejede en sommerbolig i Danmark i forbindelse med arbejde udført i Danmark for sit spanske kapitalselskab. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger ikke kunne anses for at have rådighed over bolig i Danmark og dermed ikke kunne anses for at have erhvervet bopæl i Danmark. Herefter kunne spørgers erhvervsmæssige ophold i Danmark ikke medføre genindtræden af fuld dansk skattepligt, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 1. Skatterådet bekræftede endvidere, at den af spørger drevne virksomhed ikke anses for at have fast driftssted i Danmark. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at betingelserne for at statuere fast driftssted i Danmark, ikke var opfyldt. ◄
SKM2014.38.SR Spørger ville blive omfattet af fuld skattepligt som følge af, at spørger anskaffer en bolig og tager fast arbejde i Danmark. Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at spørgers ægtefælle bliver omfattet af fuld skattepligt til Danmark, når ægtefællen har bolig til rådighed og udfører arbejde i Danmark.
SKM2012.476.SR Spørgers rejse- og opholdsmønster ville ikke medføre, at en person blev fuldt skattepligtig til Danmark. Umiddelbart før, at personen havde opholdt sig uden afbrydelse i 3 måneder i Danmark, afbrød denne sit ophold her i landet ved at tage på ferie i udlandet, og vendte siden tilbage til Danmark. Skattepligten indtrådte således ikke i relation til det 3 måneders ophold, der i følge praksis gælder i forhold til KSL § 7, stk. 1.

SKM2011.368.SR

Skatterådet tog stilling til, hvornår en række forskellige boligformer kunne statuere bolig for udenlandsk arbejdskraft, der midlertidigt arbejdede i Danmark (trænings- og uddannelsesophold). Medarbejdere, der under trænings- og uddannelsesopholdet selv lejede en lejlighed ville få bopæl i Danmark. Medarbejderne fik dermed helårsbolig til rådighed, og boligen ville i forbindelse med ophold kunne statuere bopæl. Var lejeperioden ikke ganske kort (1-2 måneder) ville medarbejderen blive anset for at have erhvervet bopæl her i landet. Hvis lejligheden derimod blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren kunne den pågældende efter omstændighederne ikke anses for at have erhvervet bopæl her i landet. Ved besvarelsen blev det lagt til grund at medarbejderen bevarede sin bopæl i hjemlandet, at der var tale om et ophold under 6 måneder, at personen efter endt ophold i Danmark tager tilbage til hjemlandet, og at medarbejderen ikke tager sin familie med til Danmark under sit ophold. Boligen blev i dette tilfælde anset som et led i den midlertidige indstationering. Tilsvarende ville en hotellejlighed og fast hotelværelse, der blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke statuere bopæl her i landet.

SKM2009.475.SR

En hotellejlighed kunne karakteriseres som en helårsbolig for en udenlandsk statsborger, der skulle arbejde i Danmark i flere måneder. Da den fulde skattepligt allerede var indtrådt efter opholdsbestemmelsen afvistes spørgsmålet om skattepligt efter bopælsbestemmelsen.

SKM2007.353.SR

Der indtrådte ikke fuld skattepligt, såfremt en person opholder sig midlertidigt hos sin familie i weekender og ferier i en bolig, de erhvervede i 2005 efter at have boet en årrække i USA. Familien flyttede til Danmark 1. august 2006, og samme dato flyttede personen til Belgien, hvor han arbejdede fra mandag til fredag. Skattepligten ville indtræde første gang den pågældende udførte arbejde under sine ophold i Danmark.

SKM2006.212.SR

 

En kunstner, der var bosiddende i Schweiz, ville få fast driftssted, såfremt hun drev galleri fra sin sommerbolig i Danmark. Den fulde skattepligt ville genindtræde ved ophold i forbindelse med varetagelse af indtægtserhvervelse fra sommerhuset.

SKM2006.41.SR

En person, der havde bolig til rådighed i Danmark, blev anset for fuldt skattepligtig fra det tidspunkt, hvor han foretog sin første tjenesterejse til Danmark, idet han på dette tidspunkt havde taget ophold.

SKM2002.252.LR

En person, der var bosiddende i Schweiz ville blive fuldt skattepligtig, hvis den pågældende erhvervede en helårsbolig i Danmark og samtidig tog arbejde en måned om sommeren for en dansk arbejdsgiver. Skattepligten ville dog ikke indtræde, hvis personen i 14 dage om året udførte arbejdsmæssige opgaver i form af forberedelse af undervisningsmateriale mv. for schweiziske arbejdsgivere.

TfS 1991, 261 LR

En direktør arbejdede for et firma i Danmark og i weekenderne opholdt han sig hos hustru og barn i familiens bolig i England. Han overvejede endvidere at bygge en helårsbolig på en erhvervet grund, da familien havde planer om at flytte til Danmark. Under opholdene i Danmark hver uge fra mandag til fredag boede han dels i familiens sommerhus, dels hos familie og dels på selskabets kontor. Da benyttelsen af sommerhuset ikke havde feriepræg, blev direktøren anset for fuldt skattepligtig.

TfS 1992, 198 LR

En dansk statsborger, der med sin familie boede og havde ansættelse i England påtænkte at erhverve en ejerlejlighed i Danmark. Denne skulle anvendes under forretningsrejser til Danmark og til ophold som til møder mv. Desuden skulle den anvendes til feriebolig for ham og familien og til bolig for børnene under en eventuel videreuddannelse i Danmark. Ligningsrådet fandt, at anvendelse af boligen i forbindelse med arbejdsmæssige aktiviteter, der var af løbende og regelmæssig karakter, bevirkede, at opholdene her i landet ikke kunne anses for at have feriemæssig karakter. Den pågældende ville derfor blive fuldt skattepligtig her, selvom opholdene her ville være kortvarige.

Skd.1972.21.139

Handler om, hvad der i forhold til KSL § 7, stk. 1, pkt. kan anses for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende." Det fremgår, at et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder eller samlede ophold inden for et tidsrum af 1 år på i alt mere end 180 dage ikke kan anses for et "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".