Indhold

Dette afsnit handler om fradrag for omkostninger efter PAL § 9, stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund
  • Forvaltningsomkostninger.

Regel

Den skattepligtige kan fradrage omkostninger, der i indkomståret er afholdt til at forvalte den skattepligtige formue, i beskatningsgrundlaget.

For forsikringer uden ret til rentebonus fradrages de omkostninger, der i indkomståret er afholdt til forvaltning af forsikringen i beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 4 eller 4 a.

Livsforsikringsselskabet kan ikke fratrække de omkostninger, som pensionsopspareren kan fratrække i beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 4 og 4 a.  Se PAL § 9, stk. 2, 2. pkt.

Den skattepligtige skal opgøre omkostningerne efter skattelovgivningens almindelige regler om skattepligtig indkomst.

Reglerne om skattemæssige afskrivninger kan dog kun bruges ved afskrivning på driftsmidler. Se PAL § 9, stk. 2.

Baggrund

Bestemmelsen er en videreførelse af § 5a, i Lov om beskatning af visse pensionskapitaler, som blev indsat ved lov nr. 1294 af 20. december 2000.

Af bemærkningerne til denne lov fremgår blandt andet,

  • at der ikke er fradrag for omkostninger til forvaltning af formue, hvis afkastet af formuen ikke er skattepligtigt efter PAL, og
  • at omkostningerne til formueforvaltning i tvivlstilfælde må fordeles skønsmæssigt.

Se bemærkningerne til L 71 af 1. november 2000.

Forvaltningsomkostninger

Forvaltningsomkostninger omfatter de faktiske omkostninger, den skattepligtige har til administration og porteføljepleje af pensionsformuen, herunder administrationsgebyr vedrørende puljeordninger.

Desuden er gebyr til pensionsrådgivning omfattet i det omfang det har virkning på den enkelte pensionskonto. Se afsnit C.A.10.2.2.4.4.

Ikke omfattet

Den skattepligtiges udgifter til fx internet, computer, avis, porto og telefon falder uden for, hvad der er fradragsret for efter PAL § 9, stk. 2. Se bemærkningerne til L71 af 1. november 2000 og TfS1999.862SKM.

Der vil ofte være sammenfald mellem de udgifter, der kan fradrages efter PAL § 9, stk. 2 og de udgifter, der kan hæves af en pensionskonto i et pengeinstitut før det aftalte udbetalingstidspunkt, uden en afgift på 60 procent efter PBL. Se afsnit C.A.10.2.2.4.4.

Under visse forudsætninger, kan omkostninger til formueforvaltning trækkes fra i PAL beskatningsgrundlaget. Det kræver dog en konkret vurdering af de enkelte omkostninger og deres sammenhæng for at afgøre, om der er fradrag for netop denne type omkostning.

Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber

Siden den 1. januar 2000 har gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionskonto i et pengeinstitut ydet af et fondsmæglerselskab kunnet debiteres kontohaverens konto, uden at dette skal betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen, jf. TfS 1999, 862 DEP. Der er ved praksisændringen lagt afgørende vægt på karakteren af fondsmæglerselskabernes rådgivning og på indholdet af porteføljeaftalerne mellem et fondsmæglerselskab og en kunde herunder, at der er tale om en nærmere angiven pensionskonto. Se afsnit C.A.10.2.2.4.4.

Det er en forudsætning, at der er

  • en porteføljemanagementaftale mellem kunden og fondsmæglerselskabet, hvori sidstnævnte påtager sig at forvalte midlerne på en nærmere angiven konto med tilhørende depot på en nærmere angiven måde
  • en klar aftale om, hvilke rådgivningshonorarer, gebyrer mv. fondsmæglerselskabet er berettiget til
  • en handelsfuldmagt, hvor kunden giver fondsmæglerselskabet fuldmagt til at foretage nogle nærmere angivne handler mv., samt at pensionsinstituttet modtager kopi af denne fuldmagt.

På tilsvarende måde kan gebyrer for rådgivning og porteføljepleje vedrørende en præcist angivet pensionsopsparing i et forsikringsselskab (et såkaldt unit-link produkt) ydet af et fondsmæglerselskab debiteres pensionsopsparerens pensionskonto, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig hævning i utide fra pensionskontoen.

Ovennævnte gebyrer til fondsmæglerselskaber kan ligeledes fradrages efter PAL § 9, stk. 2.  

Investeringsforvaltningsselskaber, der er godkendt af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som beskrevet i § 10 i lov om finansiel virksomhed sidestilles fra og med indkomståret 2013 i denne sammenhæng med fondsmæglerselskaber. Der er således fra og med indkomståret 2013 under samme vilkår og forudsætninger som ovenfor nævnt under fondsmæglerselskaber fradragsret efter PAL § 9, stk. 2 for gebyrer for rådgivning og porteføljepleje betalt til et investeringsforvaltningsselskab som nævnt i § 10 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 948 af 2. juli 2013.     

 

Bemærk

Handelsomkostninger i form af kurtage og lignende vedrørende køb og salg af skattepligtige værdipapirer, fast ejendom eller anden erhvervsvirksomhed behandles efter PAL § 15. Se afsnit C.G.3.2.3 om opgørelse af forskellige typer afkast.