Indhold

Dette afsnit handler om de særlige momsregler for turistbuskørsel i Danmark med udenlandsk indregistrerede busser. Se ML § 73.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Registrering
  • Krav om oplysning om bussens særlige kendetegn
  • Beregning af momsen
  • Momsangivelse og momsafregning
  • Momsgodtgørelse
  • Regnskabskrav
  • SKATs kontrol.

Lovgrundlag

ML § 73, stk. 1 har følgende ordlyd:

"For kørsel af den i § 13, stk. 1, nr. 15, 2. pkt. nævnte art, med busser indregistreret i udlandet beregnes afgiften efter denne lov på grundlag af et gennemsnitsvederlag. Gennemsnitsvederlaget udgør 25 øre pr. personkilomenter. Personkilometertallet beregnes som det tilbagelagte antal kilometer her i landet ganget med antallet af befordrede passagerer."

Se også

De nærmere regler om anmeldelse til registrering, regnskabsføring, kontrol og betaling af momsen fremgår af momsbekendtgørelsens §§ 21-25.

Regel

Begrebet "turistbuskørsel" kan defineres som anden erhvervsmæssig passagerkørsel med bus end rutekørsel.

Ved turistbuskørsel i Danmark med udenlandsk indregistrerede busser beregnes momsen på grundlag af et gennemsnitsvederlag. Se ML § 73, stk. 1.

Gennemsnitsvederlaget er det beløb, som momsen beregnes ud fra. Momstilsvaret opgøres altså ikke som normalt på grundlag af virksomhedens salgs- og købsmoms. Gennemsnitsvederlaget, der udgør 0,25 kr. pr. km, modsvarer den gennemsnitlige merværdi for tilsvarende turistkørsel med dansk indregistrerede busser.

Busmomsreglerne er indført af forenklingshensyn. Uden reglen ville det være nødvendigt at fordele indtægter og udgifter mellem kørslen i Danmark og i udlandet. Det ville indebære uforholdsmæssigt store udgifter.

Se også

De generelle momsregler vedrørende kørsel med turistbus er beskrevet i følgende afsnit:

  • Afsnit D.A.5.15.2 om betingelser for momsfritagelse for personbefordring. Afsnittet indeholder bl.a. en definition af turistbuskørsel.
  • Afsnit D.A.6.2.8.2 om ydelser vedrørende for personbefordring ML § 19, stk. 1. Afsnittet beskriver leveringsstedet for personbefordringsydelser.

Registrering

Virksomheder, der skal betale moms i Danmark på grundlag af gennemsnitsvederlaget, er pligtige til at anmelde sig overfor SKAT.

Anmeldelse til registrering sker efter de almindelige regler om momsregistrering. Se afsnit D.A.14.

Virksomhedens registreringsbevis eller kopi heraf skal medbringes under kørsel i Danmark. Se momsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 2.

Krav om oplysning om bussens særlige kendetegn

Ved anmeldelsen til registrering skal virksomheden oplyse bussens særlige kendetegn (fx påmalet navn, logo mv.), herunder evt. senere ændringer af de særlige kendetegn, inden kørslen til Danmark finder sted. Se momsbekendtgørelsens § 21, stk. 1.

Undtagelse: Lejlighedsvis kørsel

I stedet for at lade sig registrere efter momslovens almindelige regler kan virksomheder, der kun lejlighedsvist udfører turistkørsel her i landet, få tilladelse til at afregne momsen i forbindelse med den enkelte kørsel. Se momsbekendtgørelsens § 24, stk. 1.

Disse virksomheder skal indgive en forudanmeldelse inden indkørsel til Danmark.

Anmeldelsen skal indeholde oplysning om:

  • Den forventede tilbagelagte strækning i kilometer
  • Antal befordrede passagerer
  • Det beregnede momsbeløb (beløbet skal indbetales sammen med registreringsanmeldelsen).

Se momsbekendtgørelsens § 24, stk. 2.

Virksomheden skal under kørsel i Danmark medbringe en kopi af registreringsanmeldelsen og en kvittering på betaling af momsen. Se momsbekendtgørelsens § 24, stk. 3.

Beregning af momsen

Gennemsnitsvederlaget er 0,25 kr. pr. personkilometer. Se ML § 73, stk. 1.

Momsen beregnes

Gennemsnitsvederlag  x  personkilometertal  x  momssats (25 %)  =  momsbeløb

Personkilometertallet beregnes

Tilbagelagte kilometer her i landet  x  antallet af befordrede passagerer = antal personkilometer

Det er antallet af passagerer ved ankomsten til Danmark, der skal lægges til grund ved beregningen. Se Dep. 894/84. Når en tom bus kører ind i Danmark for at hente passagerer inde i landet, må der dog foretages en opgørelse af de faktiske antal kørte personkilometer.

Eksempel - beregningsmetode

En udenlandsk indregistreret bus kører 300 kilometer i Danmark med 40 passagerer.

Momsen beregnes:

0,25 kr. x 300 x 40 x 25 % = 750 kr.

Momsangivelse og momsafregning

Momsperioden er kvartalet. Momsen afregnes for den kørsel, der er afsluttet i denne periode. Se ML § 22.

Momslovens almindelige regler om angivelse og afregning af momsen skal anvendes. Se ML § 73, stk. 1 og afsnit A.B.4.2.

Undtagelse: Lejlighedsvis kørsel

Virksomheder, der kun lejlighedsvist udfører turistbuskørsel her i landet og derfor har fået tilladelse til at afregne momsen i forbindelse med den enkelte kørsel, har betalt momsen af kørslen ved indkørslen til Danmark.

Efter afslutningen af kørslen skal virksomheden angive det faktiske antal kørte kilometer og befordrede passagerer. Angivelsen sker ved at tilbagesende et eksemplar af forudanmeldelsen til SKAT. Se momsbekendtgørelsens § 24, stk. 3.

Hvis virksomheden ved forudanmeldelsen har indbetalt for meget i moms, tilbagebetaler SKAT det overskydende beløb. Hvis virksomheden har betalt for lidt, indbetales det skyldige beløb samtidig med tilbagesendelsen af registreringsanmeldelsen. Der skal dog kun ske tilbagebetaling, hvis det beløb, der skal tilbagebetales/indbetales udgør over 50 kr. Se momsbekendtgørelsens § 24, stk. 4.

Momsgodtgørelse

Udenlandske virksomheder, der udfører turistbuskørsel i Danmark med udenlandske busser, kan anvende reglerne i ML § 45 om momsgodtgørelse. Det betyder bl.a., at virksomhederne har mulighed for at få tilbagebetalt momsen af de driftsudgifter, der er betalt i Danmark i forbindelse med turistbuskørslen, fx brændstof.

Godtgørelse sker efter reglerne i momsbekendtgørelsen (tidligere bekendtgørelse nr. 1492 af 15. december 2009) om godtgørelse af moms til udenlandske virksomheder. Se afsnit D.A.12 om momsgodtgørelse.

Regnskabskrav

Virksomheder, der er registreringspligtige for turistbuskørsel i Danmark med udenlandsk indregistrerede busser, skal for hver turistbuskørsel i Danmark føre regnskab (kørebog) over den foretagne kørsel i Danmark.

Regnskabet skal indeholder følgende oplysninger:

  • kilometertællerens udvisende og dato ved indkørsel til og udkørsel fra Danmark
  • antallet af passagerer.

Se momsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1.

Regnskabsmaterialet skal opbevares i 5 år efter udløbet af den momsperiode, hvori kørslen har fundet sted.

Bemærk

Regnskabet (kørebogen) skal medbringes under kørsel her i Danmark sammen med registreringsbeviset eller en kopi heraf. Se momsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 2.

SKATs kontrol

SKAT kan foretage kontroleftersyn af busser, der benyttes til turistbuskørsel her i landet, herunder efterse virksomhedens kørselsregnskab (kørebog). Se momsbekendtgørelsens § 25, stk. 1.

De almindelige kontrolbestemmelser i ML §§ 74-77 gælder. Se afsnit A.C.2.2 om kontrolbestemmelser - moms.

SKAT kan give en virksomhed, der er registreringspligtig for betaling af moms af turistbuskørsel med udenlandske busser i Danmark, et påbud om at efterleve reglerne for

  • adgang til kontrol
  • registreringsanmeldelse
  • regnskab
  • betaling af moms.

Se momsbekendtgørelsens § 25, stk. 1.

Virksomheder, der undlader at efterleve påbud fra SKAT, straffes med bøde. Se momsbekendtgørelsens § 139, stk. 1, nr. 4.