Indhold
Dette afsnit beskriver hvilke kontrolmuligheder og anden virksomhed SKAT har i forbindelse med udøvelse af tvangsindgreb.
Afsnittet indeholder:
- Kontrol af privatboligen
- Servicebesøg
- Observere i offentligt rum
- Gennemgang af regnskabsmateriale
- Husundersøgelse, undersøgelse af breve og andre papirer
- Undersøgelse af andre lokaliteter, beslaglæggelse af andre genstande, brud på meddelelseshemmeligheden og eftersyn eller undersøgelse af personer
- Borgerens og virksomhedens pligt til at indsende materiale.
Kontrol af privatboligen
SKAT har kun undtagelsesvist hjemmel til at gennemføre kontrol i privatboligen. Dette kan kun finde sted, når en virksomhed drives fra privatboligen.
Servicebesøg
Et servicebesøg er et tilbud til virksomhederne og som disse kan afslå. Et servicebesøg er ikke et tvangsindgreb, da der ikke gøres brug af kontrolbeføjelser.
Et servicebesøg omfatter vejledning, instruktion eller hjælp til hvordan virksomheden indretter sit bogholderi. Hvis der derimod under et servicebesøg opstår behov for at gennemgå virksomhedens regnskabsmateriale, anvendes kontrolbeføjelser og retssikkerhedsloven finder anvendelse. Dette gælder, uanset om eftersynet resulterer i reguleringer.
Observere i offentligt rum
SKAT har adgang til at observere i offentligt rum, herunder i restauranter og butikker, uden særlig lovhjemmel, og uden at medarbejderen legitimerer sig. I disse situationer foretager SKAT ikke kontrol, og retssikkerhedsloven finder ikke anvendelse, idet der ikke foretages nogen form for indgreb i forhold til borgere eller virksomheder.
Gennemgang af regnskabsmateriale
Virksomheden skal henholdsvis indsende og udlevere materialet eller indsende det, hvis SKAT beder om det. Se SKL § 6, stk. 1, og ML § 74, stk. 4.
Efterleves anmodningen om at få materialet indsendt ikke, kan dette forsøges gennemtvunget ved pålæg af daglige bøder.
Bemærk
Adgangen til at pålægge daglige bøder ved undladelse af at opfylde oplysningspligten består kun ved brug af beføjelserne i skatte- og afgiftslovgivningen.
Eftersyn på stedet
SKAT har ret til ved eftersyn på stedet og uden retskendelse at gennemgå regnskabsmateriale mv. Se SKL § 6, stk. 4, og ML § 74, stk. 1. Skulle der opstå fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse, kan SKAT anmode om politiets hjælp.
Bemærk
Der er ikke hjemmel til at medtage materiale mod virksomhedens vilje. Skattekontrolloven og momsloven giver dog adgang til at kopiere materialet.
Adgang til at få materialet i besiddelse
Efter SKATs egne kontrolhjemler er der ikke hjemmel til, heller ikke ved politiets hjælp, at få materialet i besiddelse, ligesom der ikke er hjemmel til ved en umiddelbar fogedforretning at få materialet i besiddelse.
Ved en umiddelbar fogedforretning er der kun adgang til at få materiale i besiddelse ved fogdens hjælp, og såfremt der eksisterer en materiel hjemmel hertil, dvs. et egentligt besiddelseskrav. Se RPL § 596. SKAT har ikke et sådant besiddelseskrav - se A.C.2.1.1.1 og A.C.2.2.1.
Husundersøgelse, undersøgelse af breve og andre papirer
Husundersøgelse og undersøgelse af breve og andre papirer, er tvangsindgreb. Se RSL § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.
Husundersøgelse
Husundersøgelse er et tvangsindgreb, der foretages af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen. Se RSL § 1, stk. 1. nr. 1.
Husundersøgelsen omfatter undersøgelse af private lokaliteter, som anvendes til beboelse. Herudover omfatter husundersøgelse også andre rum, der ikke er offentligt tilgængelige, som fx fabriks- og lagerlokaler, baglokaler til butikker, garager, stalde lader, mv..
Husundersøgelser omfatter også undersøgelse af befordringsmidler i det omfang befordringsmidlet kan siges at være ligestillet med beboelsesrum, som fx kahytsrum på et skib og sovekabiner i lastbiler.
Eksempel
Når ML § 74, stk. 1, giver SKAT adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af virksomheden, og foretage eftersyn af virksomhedens varebeholdninger, er denne kontrol et tvangsindgreb efter RSL § 1, stk. 1, nr. 1.
Bemærk
Undersøgelse af en bils bagagerum eller førerkabine eller undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil er ikke husundersøgelse, ligesom besigtigelse af udendørs lokaliteter, som fx marker, haver, gårdspladser og byggepladser heller ikke er husundersøgelse.
Undersøgelse af dokumenter, breve og andre papirer
Indgreb, der foretages af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer, er tvangsindgreb. Se RSL § 1, stk. 1, nr. 2.
Indgrebet omfatter enhver rådighedsberøvelse og undersøgelse af private notater, forretningspapirer, regnskaber, protokoller, logbøger mv., både når oplysningerne findes i papirform, og når de findes på edb.
Bemærk
Undersøgelse af regnskabsmateriale, der befinder sig i et handskerum i en bil, vil være omfattet af RSL § 1, stk. 1, nr. 2.
Eksempel
xNår SKAT efter ML § 74, stk. 1, på stedet gennemgår virksomhedens forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance mv. er denne kontrol et tvangsindgreb efter RSL § 1, stk. 1, nr. 2.x
Generelt om tvangsindgreb efter RSL § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 2
xUndersøgelse af regnskaber mv. er tvangsindgreb efter RSL § 1, stk. 1, nr. 2, når undersøgelsen sker under et besøg i virksomheden mv. og med hjemmel i de respektive kontrolbestemmelser. Se afsnit A.C.1.1.2.x
Undersøgelse af andre lokaliteter, beslaglæggelse af andre genstande, brud på meddelelseshemmeligheden og eftersyn eller undersøgelse af personer
Tvangsindgreb efter retssikkerhedsloven er de indgreb, der foretages af den offentlige forvaltning udenfor strafferetsplejen, og som består i
- undersøgelse af andre lokaliteter
- undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande
- brud på meddelelseshemmeligheden
- eftersyn eller anden undersøgelse af personer.
Se RSL § 1, stk. 2.
Undersøgelse af andre lokaliteter
Undersøgelse af andre lokaliteter omfatter blandt andet udendørs lokaliteter som haver, gårdspladser, byggepladser og visse kontorlokaler. Udenfor falder lokaliteter som har til hovedformal at tjene til opholdsted for et offentligt publikum mv., fx restaurationslokaler.
Undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande
Andre genstande er fx transportmidler. Det kan være undersøgelse af en bils bagagerum samt undersøgelse af lasten i et skib eller i en lastbil omfattet af RSL § 1, stk. 2.
SKAT har bl.a. hjemmel til at foretage eftersyn af varer under transport under nærmere betingelser.
Brud på meddelelseshemmeligheden
Brud på meddelelseshemmeligheden foreligger, når der er foretaget handlinger med henblik på at opnå kendskab til indholdet af en meddelelse eller til at få oplyst, om en sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan fx være tale om undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon eller anden telekommunikation.
Eftersyn eller anden undersøgelse af personer
Eftersyn eller anden undersøgelse af personer kan fx være besigtigelse af kroppens ydre, visitation af tøj, som den pågældende er iført, samt nærmere undersøgelse af kroppen. Det kan fx være SKATs adgang til at foretage eftersyn af personer, som med henblik på kontrol standses efter bestemmelserne i toldloven.
Borgerens og virksomhedens pligt til at indsende materiale
xSKAT har med hjemmel i skattekontrolloven, momsloven, kildeskatteloven mv. adgang til at få indsendt materiale i form af forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, korrespondance mv., og uden at der således foretages fysisk eftersyn på stedet. Se RSL § 1, stk. 3.x
xAdgang til at bede om at få indsendt materiale er oplysningspligter i henhold til retssikkerhedsloven og skal som udgangspunkt ikke behandles som et tvangsindgreb.x.
RSL § 10 omfatter oplysningspligter, hvad enten de kan sanktioneres med straf eller gennemtvinges ved pålæg af daglige bøder. Se Justitsministeriets vejledning af 22. december 2004.
Reglen omfatter både oplysningspligter, hvorefter myndigheden kan kræve afgivelse af mundtlig eller skriftlig forklaring, og oplysningspligter, hvorefter oplysninger enten af borgerens egen drift eller efter begæring fra myndigheden skal indsendes. Se RSL § 10
Reglen omfatter ikke de tilfælde, hvor der efter lovgivningen mv. ikke består en pligt for borgeren til at afgive oplysninger, og hvor borgerens manglende medvirken alene kan få processuel skadevirkning.
Agterskrivelser/forslag til afgørelser/sagsfremstillinger er eksempler på områder, der falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, idet den skattepligtige har en ret, men ikke en pligt til at komme med en udtalelse.
Vejledning
I de tilfælde, hvor skatteyderen ikke er omfattet af reglen, skal SKAT i fornødent omfang vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger, der har betydning for det forhold, som mistanke omfatter.