Et byggeri anses for påbegyndt, når støbningen af fundamentet er påbegyndt, jf. afgrænsningen vedrørende byggeri for egen regning og for fremmed regning. Se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.21.3.2.
Piloteringsarbejde sidestilles ikke med støbning af fundament, uanset benævnelsen "borede fundamenter" eller "pælefundering".
Som støbning af fundament anses herefter fx støbning af fundament mod jord/forskalling i frostfri dybde til jordoverflade af "stribe-/punktfundamenter" (traditionelt parcelhusbyggeri). Det afhænger af det konkrete byggeri, om kravet om støbning til jordhøjde er relevant. Ved byggerier med kælder under jord, vil kravet givet ikke være relevant. Det samme gælder ved større byggerier (etageejendomme), hvor der stilles anderledes krav til fundering af byggeriet.
Generelt bemærkes det, at støbning af fundament ikke kan anses for påbegyndt, medmindre arbejdet udføres på en sådan måde, at fundamentet - uanset byggeriets/støbearbejdets stadie - til enhver tid opfylder kravene til et fundament bestemt til det projekterede byggeri.
På tidspunktet for påbegyndelsen af byggeriet (støbningen) skal der foreligge en reel hensigt om at ville videreføre og færdiggøre byggeriet inden for en sædvanlig normeret tid for byggeri af den pågældende karakter, og som bygherren skal kunne understøtte ved objektive momenter, fx ved fremlæggelse af byggetilladelser, andre offentlige attester til brug ved byggeriet, projektbeskrivelser, approberede tegninger, økonomiske overslag, underentreprisekontrakter mv.
"Liggeperioder", som er begrundet i udefra kommende omstændigheder, fx "vejrlig", svigtende leveringer fra leverandører, underleverandørs konkurs mv., kan som udgangspunkt anerkendes, og byggeriet kan dermed anses for påbegyndt med den virkning, at der ikke skal betales moms af leveringen efter 1. januar 2011.
Levering af et grundareal med en bygning anses i visse tilfælde for levering af en byggegrund. Se afsnit 2.2.
Opførelse af bygninger på et eksisterende fundament efter nedrivning af den på arealet opførte bygning, udgør opførelse af en ny bygning. Byggeriet anses for påbegyndt på tidspunktet for påbegyndelse af det egentlige byggearbejde, jf. principperne for udførelse af til- og ombygningsarbejde. Se afsnit 1.4.2.