Indhold
Dette afsnit handler om, hvem der kan klage.
- Regel
- Hvem kan indgive klage for den klageberettigede?
- Oversigt over afgørelser, domme kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i en afgørelse, kan indgive en klage til Skatteankestyrelsen. Se SFL § 35 a, stk. 2.
Den klageberettigede part er identisk med det skatteretlige partsbegreb, der beskrives i afsnit A.A.7.2.
Det er SKATs opfattelse, at et administrationsselskab i en sambeskatning ikke er klageberettiget vedrørende de andre selskabers skatteansættelser, da afgørelserne ikke er direkte rettet mod administrationselskabet og administrationsselskabet derfor ikke kan anses for at have en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i ansættelserne. Ændringen af sambeskatningsindkomsten har udelukkende afledt karakter for administrationsselskabet.
Det er SKATs opfattelse, at hvis et selskab opløses ved en betalingserklæring i henhold til selskabslovens § 216, stk. 1, 1. pkt., hvorefter aktionærerne hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for selskabets gæld, jf. selskabslovens § 216, stk. 4, er aktionæren klageberettiget vedrørende selskabets skattesag, da aktionæren hæfter for selskabets gæld overfor SKAT og derfor har en væsentlig, direkte og individuel interesse i selskabets skattesag.
Se også
Afsnit A.A.7.2.
Afsnit A.A.13.3 om partsbegrebet i relation til omkostningsgodtgørelse.
Hvem kan indgive klage for den klageberettigede?
Hvis den klageberettigede er en fysisk person indgives klagen af den fysiske person selv. Hvis personen er umyndig eller umyndiggjort er det værgen, der skal indgive klagen på personens vegne.
Er den klageberettigede en juridisk person er det den juridiske persons ledelse, der beslutter, om der skal indgives klage.
Er en person under konkurs, er det konkursboet der beslutter om der skal klages. Se SKM2008.166.ØLR, SKM2007.289.LSR, SKM2011.449.LSR og SKM2013.404.BR
Se også
Afsnit A.A.7.4.2.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Højesteretsdomme
|
TfS 1987, 578 HR
|
Højesteret gav et konkursbo medhold i, at skattekrav for konkursåret først er opstået ved indkomstårets udløb, og at kravet derfor ikke kan anmeldes i konkursboet.
|
|
Landsretsdomme
|
SKM2008.166.ØLR
|
En direktør for et selskab, der var gået konkurs, var ikke klageberettiget over selskabets skatteansættelser, selv om afgørelsen havde betydning i en sag om direktørens egen skatteansættelse.
|
|
TfS 1996, 426 ØLD
|
To selskaber var ikke klageberettigede, idet de var blevet likvideret efter sagens anlæg.
|
|
Byretsdomme
|
|
|
SKM2013.404.BR
|
Et selskab var gået konkurs som følge af et skattekrav mod selskabet. Konkursboet anlagde erstatningssag mod aktionærerne (holdingselskaber) og disses ejere. Retten mente ikke, at ejerne af holdingselskaberne var part i selskabets skattesag, da de ikke havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i sagen, og de havde heller ikke en afledet interesse af en sådan intensitet, at det kunne begrunde partsstatus. Retten bemærkede, at de ikke var afskåret fra at anfægte sagens resultat under en erstatningssag.
|
|
SKM2007.545.BR
|
Byretten fandt, at sagsøger som påstået erhverver af en fordring på afgiftsgodtgørelse havde en fornøden retlig interesse i sagen. Medkontrahenter i en overdragelsesaftale, der vedrører skattekravet er klageberettigede.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2011.449.LSR |
En hovedanpartshaver i et selskab, der var gået konkurs, var ikke klageberettiget vedr. selskabets skatteansættelse, da klageren ikke havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den påklagede afgørelse. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at klagerens interesse varetages ved indsigelse vedrørende hans personlige skatteansættelse og han ved behandlingen af eventuelt hæftelses- og strafansvar har mulighed for at fremkomme med de indsigelser, han har mod afgørelsen vedrørende selskabets skatteansættelse. |
|
SKM2008.87.LSR
|
Et selskab havde udbetalt skattefrie godtgørelser til medarbejderne, som efterfølgende blev anset for skattepligtige. Selskabet kunne ikke påklage en medarbejders skatteansættelse, da selskabet ikke kunne anses for klageberettiget. Landsskatteretten anså selskabets interesse for alene at være afledet og indirekte, og selskabet var derfor ikke klageberettiget.
|
|
SKM2007.289.LSR
|
En afgørelse, der vedrørte et konkursramt selskabs momstilsvar, kunne ikke påklages af en hovedaktionær, da han ikke repræsenterede selskabet i klagesagen. Hovedaktionærens interesse i sagen måtte antages at være afledet og indirekte, og han var derfor ikke klageberettiget.
|
|
SKM2006.461.LSR
|
Klageren var eneste lejer af en erhvervsejendom og han afholdt direkte alle skatter og afgifter på ejendommen. Lejeren blev anset for at have en væsentlig direkte retlig interesse i at kunne klage over ejendommens vurdering, og han blev derfor anset for klageberettiget.
|
|