Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan man søger om et AEO-certifikat.

SKAT anbefaler, at ansøgeren gennemlæser AEO Self-Assessment/AEO guidelines for at få indtryk af omfanget af certificeringen samt, at følgende forhold afklares:

  1. Har ansøgeren aktiviteter, som er omfattet af toldlovgivningen?
  2. Hvilken juridisk status har ansøgeren?

Ad a. Det er en forudsætning for AEO-status, at ansøgeren har toldrelaterede aktiviteter. Det skal derfor afklares, om ansøgeren har aktiviteter, som er omfattet af toldlovgivningen fx fortoldningsopgaver, tilladelser og bevillinger til toldprocedurer som toldoplag, forarbejdning m.m.

Ad b. Ansøgerens juridiske status har betydning for, hvor ansøgningen skal sendes til. Udgangspunktet er, at ansøgeren skal være registreret som en selvstændig juridisk enhed i Danmark for at kunne søge her i landet. Ansøgere, som ikke opfylder dette kriterium fx en filial/afdeling/et kontor/en integreret del af et andet selskab, kan ikke selvstændigt søge om AEO-status, men kan blive omfattet af moderselskabets ansøgning i det medlemsland, hvor moderselskabet er registreret. Problemstillingen kan fx være aktuel, når moderselskabet er registreret i et andet EU-land, og filialen/kontoret eller lignende er etableret i Danmark.

Se også

Se også vejledning på EU's hjemmeside om procedurer for ansøgninger fra filialer, som ikke er selvstændige juridiske enheder (multinational companies and large businesses).Kommissionen har udarbejdet AEO Self-Assessment (selvevaluering). Ved at besvare AEO Self-Assessment får ansøgeren et indtryk af

  • de krav, der stilles til virksomheden for at blive AEO certificeret
  • om virksomheden er parat til at blive AEO-certificeret.

SKAT opfordrer ansøgeren til at udfylde AEO Self-Assessment og indsende denne sammen med AEO-ansøgningen. En udfyldelse af AEO Self-Assessment medfører, at de krævede bilag til AEO-ansøgningen allerede anses for udfyldt og derfor ikke skal vedlægges ansøgningen. Der skal også tages stilling til, om oplysningerne om AEO-status må udveksles med de tredjelande, som EU har indgået aftale med i forbindelse med gensidig anerkendelse af AEO-status.

Besvarelsen af AEO Self-Assessment bliver anvendt i certificeringsprocessen og holdt op imod AEO-Guidelines. Disse guidelines anvender SKAT som tjekskema og dokumentation for gennemgangen af virksomheden i forbindelse med AEO-certificeringen.

Hvis ikke oplysningerne i AEO Self-Assessment er fyldestgørende, kan SKAT kræve yderligere uddybning af spørgsmål i forhold til AEO-guidelines.

Ansøgningsblanketten udfyldes i overensstemmelse med de tilhørende forklarende bemærkninger. Blanketten findes på SKATs hjemmeside under "Blanketter", blanket nr. 14.025.

Ansøgningen vedlagt AEO Self-Assessment, sendes via mail til AEO@skat.dk. Ansøgningen kan også sendes med posten.

Hvor er virksomheden registret:

Så benyttes denne adresse:

Vest for Storebælt

  • SKAT Midtjylland
  • Indsats MJ Told 1
  • Att. AEO-gruppen

Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg

Øst for Storebælt

SKAT Midt- og Sydsjælland

Indsats M-SS Told 1

Att. AEO-gruppen

Gymnasievej 21, 4600 Køge