Indhold
Dette afsnit handler om reglerne om leveringsstedet for anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning til ikkeafgiftspligtige personer.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regler fra 1. januar 2013
- Regler til og med 31. december 2012.
Se også:
Se også:
- Afsnit D.A.6.2.3 om kundens og leverandørens etableringssted
- xAfsnit D.A.6.2.3.5.2 om formodningsreglen (2015) ved fastlæggelsen af etableringsstedet for ikkeafgiftspligtige personerx
- Afsnit D.A.6.2.5 om leverancer til ikke-afgiftspligtige personer (hovedregel 2)
- Afsnit D.A.6.2.5.4 om flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ved anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning (til og med 2012)
- Afsnit D.A.6.2.7.5 om korttidsudlejning af transportmidler.
Lovgrundlag
ML § 21 b er affattet således:
"§ 21 b. Leveringsstedet for korttidsudlejning af et transportmiddel er her i landet, hvis transportmidlet rent faktisk stilles til kundens rådighed her.
Stk. 2 Leveringsstedet for anden udlejning af et transportmiddel til en ikkeafgiftspligtig person end korttidsudlejning er det sted, hvor kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, jf. dog stk. 3.
Stk. 3 Leveringsstedet for anden udlejning af fritidsfartøjer til en ikkeafgiftspligtig person end korttidsudlejning er det sted, hvor fartøjet rent faktisk stilles til kundens rådighed, når denne ydelse rent faktisk leveres af leverandøren af ydelsen fra dennes hjemsted eller et fast forretningssted på dette sted.
Stk. 4 Ved korttidsudlejning forstås, at transportmidlet besiddes eller anvendes i en sammenhængende periode på højst 30 dage og, hvor der er tale om fartøjer, en sammenhængende periode på højst 90 dage."
Momssystemdirektivets artikel 56 er affattet:
"1. Leveringsstedet for korttidsudlejning af et transportmiddel er det sted, hvor transportmidlet rent faktisk stilles til kundens rådighed.
2. Leveringsstedet for anden udlejning af et transportmiddel til en ikke-afgiftspligtig person end korttidsudlejning er det sted, hvor kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted.
Leveringsstedet for anden udlejning af et fritidsfartøj til en ikke-afgiftspligtig person end korttidsudlejning er det sted, hvor fritidsfartøjet rent faktisk stilles til kundens rådighed, når denne tjenesteydelse rent faktisk leveres af tjenesteyderen fra dennes hjemsted eller et fast forretningssted på dette sted.
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved »korttidsudlejning«, at transportmidlet besiddes eller anvendes i en sammenhængende periode på højst 30 dage og hvor der er tale om fartøjer, en sammenhængende periode på højst 90 dage."
Regler fra 1. januar 2013
Fra og med 1. januar 2013 er leveringsstedet for anden udlejning af et transportmiddel end korttidsudlejning til en ikke-afgiftspligtig person der, hvor kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted. For udlejning af fritidsfartøjer er leveringsstedet der, hvor fartøjet faktisk stilles til kundens rådighed, hvis dette sker på hjemstedet for leverandørens virksomhed eller på leverandørens faste forretningssted.
Ved kortidsudlejning af transportmidler forstås, at transportmidlet højst besiddes eller anvendes i en sammenhængende periode på højst 30 dage. For fartøjer (skibe) dog højst 90 dage. Se ML § 21 b, stk. 4 og afsnit D.A.6.2.7.5 om korttidsudlejning af transportmidler.
Det sted, hvor transportmidlet faktisk stilles til kundens rådighed, er det sted, hvor transportmidlet fysisk bliver overdraget til kunden eller til en tredjepart, der handler på kundens vegne. Se momsforordningens artikel 40.
For en definition af transportmidler, herunder fartøjer, se afsnit D.A.6.2.7.5 om korttidsudlejning af transportmidler.
Om formodningsreglen (fra 2015) ved fastlæggelsen etableringsstedet for ikkeafgiftspligtige personer, se afsnit D.A.6.2.3.5.2
Regler til og med 31. december 2012
Fra 1. januar 2010 til 31. december 2012 blev leveringsstedet for anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning fastlagt efter ML § 16, stk. 4, dvs. at leveringsstedet var leverandørens etableringssted. Se afsnit D.A.6.2.5.1.
Dog fandt en regel om, at leveringsstedet for langtidsudlejning af transportmidler til ikke-afgiftspligtige personer var her i landet, anvendelse, hvis transportmidlet faktisk blev benyttet her i landet, og leverandøren var etableret udenfor EU. Se afsnit D.A.6.2.5.4 om flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet for anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning (indtil 31.12 2012).