Indhold

Dette afsnit beskriver de typer af ydelser, der er omfattet af ML § 21 d, stk. 1, nr. 9 om teleydelser.

Afsnittet indeholder:

• Lovgrundlag
• Hvilke ydelser udgør "teleydelser"?
• Hvilke ydelser udgør ikke "teleydelser"?
• Stedet for den faktiske udnyttelse af teleydelser
• Nye regler fra 2015.

Bemærk

Bemærk at afsnittet ikke beskriver udnyttelseskriteriets anvendelse ved fastlæggelsen af leveringsstedet. Denne beskrivelse findes under afsnittene om de relevante leveringsstedsregler.

Se også

Se også:

• Afsnit D.A.6.2.4.2 om flytning af leveringstedet ud af Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 2.
• Afsnit D.A.6.2.4.3 om flytning af leveringstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 3.
• Afsnit D.A.6.2.5.2 om flytning af leveringstedet ud af Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 5.
• Afsnit D.A.6.2.5.3 om flytning af leveringstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 6.
• Afsnit D.A.6.2.6.2 om fastlæggelse af stedet for den faktiske udnyttelse.
• Afsnit D.A.6.2.6.12 om radio og tv-spredningsydelser ML § 21 d, stk. 1, nr. 10.
• Afsnit D.A.6.2.8.12 om elektroniske ydelser ML § 21 c.
• Afsnit D.A.6.2.8.13 om diverse ydelser, der leveres til kunder udenfor EU ML § 21 d.

Lovgrundlag

ML § 21 d, stk. 1, nr. 9, har følgende ordlyd:

"9) Teleydelser."

►Bestemmelsen ophæves 1. januar 2015, se "Nye regler fra 2015"◄.

Momssystemdirektivets artikel 24, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Ved »teleydelser« forstås ydelser, hvis formål er transmission, udsendelse eller modtagelse af signaler, skrift, billeder og lyd eller informationer af enhver art ved hjælp af tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler, herunder også den hermed forbundne overdragelse af retten til at benytte adgangen til transmission, udsendelse eller modtagelse, herunder formidling af adgang til globale informationsnet."

Momssystemdirektivets artikel 59, xstk. 1,x litra i), har følgende ordlyd:

"i) teleydelser".

►Bestemmelsen i artikel 59, stk. 1, litra i), ophæves 1. januar 2015, se "Nye regler fra 2015".◄

Hvilke ydelser udgør teleydelser?

ML § 21 d, stk. 1, nr. 9, omfatter teleydelser. Teleydelser har til formål at transmittere, udsende eller modtage signaler i skrift, billed- eller lydform og alle andre oplysninger. Det kan ske ved trådforbindelse, radiobølger eller ved optiske eller andre elektromagnetiske midler.

Begrebet "teleydelser" dækkes således adgang til net og infrastruktur (kabler, satellitter, internet, og lign.).

Som eksempler på ydelser, der er omfattet af bestemmelsen, kan nævnes:

• Antennesignaler
• Telefonsamtaler (herunder collectcall samtaler)
• Telefax
• E-post
• Adgang til internettet

Ved teleydelser forstås også salg af retten til at benytte adgangen til transmission, udsendelse eller modtagelse af signaler.

Hvilke ydelser udgør ikke "teleydelser"?

"Teleydelser" omfatter ikke ydelser, der leveres via telenet, fx reklamer, information, forlystelser mv.

Leveringsstedet for disse ydelser fastlægges efter disse ydelsers art. Se eksempelvis afsnit D.A.6.2.8.12 om elektronisk leverede ydelser.

Bemærk

Leveringsstedet skal kun fastlægges for leverancer, der er omfattet af momssystemet. Se evt. TfS 1988, 287 om PrePaid Calling Cards (PPCC).

Stedet for den faktiske udnyttelse af teleydelser

Teleydelser anses som udgangspunkt for faktisk udnyttet, der hvor modtageren af ydelsen befinder sig.

Af praktiske årsager vil der dog ikke blive opkrævet moms af teleydelser til rejsende fra lande udenfor EU, der medbringer mobiltelefon eller telefonkort mv. og dermed modtager teleydelser imens de befinder sig i Danmark.

Det skal dog bemærkes, at et udnyttelseskriterium til fastlæggelse af leveringsstedet kun anvendes, når det skal fastlægges om leveringsstedet er indenfor eller uden for EU, men ikke ved fastlæggelse af leveringsstedet inden for EU. Se f. eks. SKM2013.607.SR.

Nye regler fra 2015

►ML § 21 d, stk. 1, nr. 9, ophæves med virkning fra 1. januar 2015. Reglerne for leveringsstedet for teleydelser leveret til ikke-afgiftspligtige personer bliver omfattet af ML § 21 c. Samtidig ændres reglerne om leveringsstedet. Se lov nr. 554 af 2. juni 2014, § 1, nr. 5 og 6, og § 11, stk. 2. Se også nedenfor og afsnit D.A.6.2.8.12. For så vidt angår teleydelser leveret til ikkeafgiftspligtige personer, vil leveringsstedet ikke længere kunne flyttes i henhold til udnyttelseskriteriet. Se evt. D.A.6.2.4.2, D.A.6.2.4.3, D.A.6.2.5.2, og D.A.6.2.5.3.◄

xBemærk, at det fra 2015 bliverx frivilligt for EU-landene, om de vil anvende reglerne om faktisk udnyttelse på teleydelser. Samtidig ændres reglerne for leveringsstedet for teleydelser leveret til ikke-afgiftspligtige personer. Leveringsstedet vil være det sted, hvor personen er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted. Se Direktiv 2008/8/EF, artikel 5.

I Momsforordningen indsættes med virkning fra 1. januar 2015 en ny artikel 6a, der præciserer Momssystemdirektivets artikel 24, stk. 2. Se Gennemførelsesforordning (EU) Nr. 1042/2013, artikel 1, nr. 1), litra a). ►Artikel 6a, stk. 1, bliver fra 1. januar 2015 gengivet i momsloven som ML § 21 c, stk. 4, jf. lov nr. 554 af 2. juni 2014, § 1, nr. 5, og § 11, stk. 2.◄

xOm den særlige formodningsregel fra 2015 (om formidling i eget navn) i forbindelse med telefoniydelser via internettet, se D.A.4.2.3.x

xSærligt om periodisering i forbindelse med de ændrede leveringsstedsregler i 2015, se D.A.6.2.1.4.x

xOm undersøgelse af kundens status og egenskab, se D.A.6.2.2.5.x

xOm kundens etableringssted, se D.A.6.2.3.x

xOm de nye formodningsregler fra 2015 til brug for fastlæggelsen af leveringsstedet for teleydelser, se D.A.6.2.3.5.1.x

xOm teleydelser i forbindelse med indkvartering i hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende funktion, se D.A.6.2.7.1.x

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

 Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C-520/10, Lebara Ltd.	Telefonioperatør udbød teletjenester til en distributør i form af telefonkort. Telefonkortene indeholdt alle nødvendige oplysninger til at foretage internationale telefonopkald ved hjælp af en infrastruktur, der var stillet til rådighed af operatøren. Telefonkortene blev af distributørerne videresolgt i eget navn og for egen regning til slutbrugere. Enten direkte eller gennem andre afgiftspligtige personer, såsom grossister og detailhandlere. Domstolen fandt, at telefonioperatøren leverede en teletjeneste mod vederlag til distributøren. Operatøren leverede derimod ikke en anden tjenesteydelse mod vederlag til slutbrugeren, når denne efter at have erhvervet telefonkortet udøver retten til at foretage telefonopkald ved at anvende de på kortet påførte oplysninger.	Bemærk, at i forbindelse med det konkrete markedsføringssystem  havde telefonkortene en enkelt anvendelse. Kortene gjorde det kun  muligt at foretage internationale telefonopkald til destinationer og i henhold til takster, der var fastsatte på forhånd. De gav således kun ret til én slags tjenesteydelser, hvis art og antal var fastsat på forhånd, og som kun var underlagt en enkelt momssats. Der var således tale om PrePaid Calling Cards. Bemærk yderligere, at distributørerne videresolgte telefonkortene i eget navn og for egen regning.
SKAT
SKM2013.607.SR	Spørger (en virksomhed i et andet EU-land) foretog en momspligtig leverance af teleydelser direkte til forbrugere i Danmark (ikke afgiftspligtige personer). Spørger havde indgået kontrakt med et koncernforbundet selskab i Danmark, hvorfra der blev ydet lokal salgssupport og administration af distributørnetværket. Selskabet foretog som udgangspunkt ikke salg til distributører eller forbrugere. Alle aftaler med distributører skulle indgås med spørger, og alene spørger havde indgået aftaler vedrørende de menneskelige og tekniske ressourcer, som var nødvendige for at kunne levere teleydelserne. Selskabet i Danmark opfyldte ikke betingelsen om tilstedeværelse af en tilstrækkelig grad af permanens og struktur med hensyn til menneskelige og tekniske ressourcer til, at det var i stand til at levere teleydelser.  Leveringen af teleydelser til de danske forbrugere, som beskrevet ovenfor, medførte ikke, at spørger havde et fast forretningssted i Danmark. Leveringsstedet for teleydelserne fra spørger til de danske forbrugere var, hvor spørger havde etableret sin økonomiske virksomhed, jf. momsloven § 16, stk. 4.