Afgørelse

Ophør

Ophør i et senere indkomstår

Ikke ophør

SKM2012.680.SR

Virksomheden i et K/S ville ikke blive anset for ophørt ved salg af samtlige vindmøller i K/S'et, hvis der umiddelbart efter salget blev købt nye vindmøller og/eller vindmølleanlæg. Dog en konkret vurdering af tidsperiodens længde mellem salg og genkøb og af bestræbelserne for at fortsætte virksomheden.

Hvis der efter salget af vindmøller kun reinvesteres i en andel af en vindmølle eller i en andel af en vindmøllepark, må det afgøres ved en konkret vurdering, om virksomheden er videreført.

SKM2006.682.LSR

Landsskatteretten anså salget af en vindmølle for virksomhedsophør. En fortsættelse af virksomheden kunne ikke begrundes i en efterfølgende investering i et andet vindmølleinteressentskab med en ejerandel på 5 %.

SKM2002.118.LSR

Et selskab, der drev buskørsel, blev først anset for ophørt med virksomhed ved afhændelsen af den sidste bus.

TfS 1998, 374. VLR

Salg af kutter blev anset for virksomhedsophør.

TfS 1987, 2. HR

Højesteret fandt efter salget af en fiskekutter, at virksomheden var videreført, selv om der først blev købt en ny kutter ca. 1½ år senere.

LSRM 1981. 187

Salg af klagerens eneste fiskekutter blev anset for virksomhedsophør.

LSRM 1980. 104

Landsskatteretten anså salget af halvdelen af en fiskekutter for virksomhedsophør, idet sælger samtidig med salget opgav aktiv deltagelse i fiskeri.

LSRM 1977. 65

Landsskatteretten anså først virksomheden for ophørt ved salget af kutteren i 1973, selv om der ikke havde været driftsindtægter eller udgifter i 1972 og 1973 ved fiskeri.

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.239.HR

Sagen vedrørte den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved disponibel kapacitet forstås den tonnage (rumfang) og motorkraft, der knytter sig til et fartøj. Det er en betingelse for at drive erhvervsfiskeri, at et fiskefartøj er tildelt disponibel kapacitet. Skatteyderen i sagen havde ikke betalt for at få tildelt disponibel kapacitet fra myndighederne. Han ophørte i 2001 med at anvende fiskefartøjet til erhvervsfiskeri. Han solgte primo 2003 den disponible kapacitet og solgte først ca. 5 måneder senere fiskefartøjet. Skatteyderen mente, at salgssummen for disponibel kapacitet ikke kunne beskattes efter afskrivningslovens § 9, stk. 4 og 5. Højesteret tiltrådte, at det er den samtidige besiddelse af fartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at fartøjet kan anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri og dermed udgør et afskrivningsberettiget aktiv i denne virksomhed. Dette gælder, uanset om der er ydet betaling for disponibel kapacitet, eller - som i sagen her - denne er modtaget uden betaling. Den disponible kapacitet må derfor anses som en del af driftsmidlet, der foretages skattemæssige afskrivninger på. Dermed skal der ved salg i forbindelse med virksomhedsophør ske beskatning i medfør af afskrivningslovens § 9. Dette gælder, uanset om driftsmidlet i form af fartøj og disponibel kapacitet sælges under et, eller der sker særskilt salg af fartøj og disponibel kapacitet.

Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.548.VLR 

SKM2007.37.HR

Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo, som selskabet først trak fra i indkomstårene 2000 og 2001. Selskabet henviste til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for at bogføre den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Videre bemærkede landsretten, at praksis efter den tidligere AL § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye AL § 9, stk. 2. Højesteret henviste til SKM2002.484.HR og tiltrådte landsrettens dom.

Bemærk, at denne afgørelse stadfæster SKM2005.319.ØLR.

SKM2002.484.HR

Et selskab, der havde drevet finansieringsvirksomhed med udlejning af tv- og radioudstyr, og som havde overdraget den samlede kontraktportefølje bortset fra en enkelt lejekontrakt vedrørende udlejning af et TV og en video, blev anset for ophørt. Højesteret fandt, at virksomheden var ophørt ved overdragelsen af hovedparten af virksomhedens kontrakter, og at opretholdelsen af en enkelt kontrakt, og dermed et tabsfradrag i et senere år, måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse.

TfS 1984, 215 HR

Salg af en skibsanpart i april 1974 blev anset for virksomhedsophør, idet køb af en ny anpart i december 1974 ikke kunne betragtes som en videreførelse af den i april ophørte virksomhed.

Landsretsdomme

SKM2006.293.ØLR

Et selskab gjorde gældende, at en positiv driftsmiddelsaldo ikke skulle trækkes fra i 1998, men først i 1999, idet selskabet i 1998 fortsat havde driftsmidler i behold. Landsretten lagde til grund, at selskabets virksomhed ophørte i 1995, og at de eneste driftsmidler, der var i behold i 1998, var et softwaresystem, og nogle forskellige driftsmidler placeret i en fast ejendom, der af Landsretten blev anset for solgt i 1998. For så vidt angår softwaresystemet fandt landsretten, at der ikke var godtgjort nogen forretningsmæssig begrundelse for at beholde dette efter 1998. Selskabet skulle derfor fratrække den positive driftsmiddelsaldo i indkomståret 1998.

SKM2003.157.VLR

Den omstændighed, at sagsøgeren i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse havde beholdt en kopimaskine og en skrivemaskine, kunne ikke føre til, at hele virksomheden ikke skulle anses for afstået i aftaleåret. Derfor skulle den negative driftsmiddelsaldo beskattes i aftaleåret.

TfS 1998, 374. VLR

En kutterejers virksomhed blev anset for ophørt ultimo 1993 i forbindelse med salget af kutteren, selvom ejeren i marts 1994 erhvervede en ny kutter, der efter reglerne i VOL blev indskudt i et partrederi (ApS). Landsretten lagde ved afgørelsen til grund, at ejerens personlige virksomhed ikke kunne anses for omdannet efter VOL, at kutteren var erhvervet af partrederiet, samt at ejeren alene var ansat i virksomheden.

TfS 1984, 530, VLR

Et lodseris overgang til reguleret lodseri blev anset som ophør af virksomhed. Retten lagde vægt på, at lodsernes årsindtægt efter overgangen helt eller i det væsentligste ville være uafhængig af lodseriets driftsresultat, og at samtlige lodseriets aktiver var afhændet, uden at der ville blive tale om ny- eller genanskaffelser. Fortjeneste ved salg af lodsbåd blev herefter beskattet efter reglerne om ophør af virksomhed.

UfR 1977.913 ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et salg af en andel i motortankskib skulle anses for ophør af virksomhed, eller om salget skulle betragtes som afhændelse af en skibsandel i en virksomhed. Landsretten udtalte, at hvor en skatteyder har afhændet en andel af et motortankskib og forsat har en anpart i en fiskekutter, må det, for at det pågældende salg kan anses for virksomhedsophør, forudsættes, at skatteyderen har været aktiv i forbindelse med driften af skibene. Da dette ikke var tilfældet, tiltrådte landsretten, at afhændelsen af skibsandelen skal vurderes som salg af et driftsmiddel fra en samlet virksomhed.

Byretsdomme

SKM2009.259.BR

En skatteyder, der drev virksomhed med både autoophug og autoværksted, overdrog ophugningsvirksomheden, men ikke autoværkstedet, som udgjorde den mindste del af virksomheden. Skatteyderen beholdte den del af bygningerne, hvorfra autoværkstedet blev drevet. Skatteyderen fik efter bevisførelsen medhold i, at virksomheden ikke var ophørt med overdragelsen af ophugningsvirksomheden, idet skatteyderen efter overdragelsen fortsat rådede over driftsmidler og varelager til autoværkstedet og faktisk fortsatte med at drive det efter overdragelsen. Der var i forbindelse med salget fastsat goodwill og indgået en konkurrenceklausul.

Landsskatteretskendelser

xSKM2014.112.LSRx 

SKM2006.564.LSR

En kommanditist havde igennem årene 1999-2001 successivt nedbragt sin ejerandel i et kommanditselskab fra 7 % til 0 %. Kommanditisten blev i relation til AL § 9 anset for at være ophørt med virksomhed i 2001, hvor den sidste anpart blev solgt.

SKM2001.158.LSR

Et selskabs aktivitet bestod i aktiv skibsdrift af egne og andre skibe med tilhørende administration, økonomistyring, egen regnskabsudarbejdelse mv. Selskabet ejede herudover nogle skibsanparter i et kommanditselskab. Selskabet afhændede skibsanparterne. Landsskatteretten fandt, at selskabet i relation til skibsanparterne alene måtte anses for at have været passiv deltager. Afhændelsen af skibsanparterne blev derfor anset for at være afhændelse af en virksomhed. Landsskatteretten henviste i forbindelse hermed til afgørelsen i UfR 1977.913 ØLR.

TfS 1989, 510. LSR

En skatteyders passive investering i andele i to forskellige investeringsselskaber, der udlejede driftsmidler, blev anset for en samlet virksomhed, hvorfor salget af den ene andel skulle fragå den fælles driftsmiddelsaldo.

TfS 1988, 689. LSR

En skatteyder ejede anparter i to forskellige interessentskaber indenfor Investorgruppen Danmark I/S. Begge interessentskaber udlejede driftsmidler og havde ikke fælles regnskabsføring og administration. I 1985 opløstes det ene interessentskab, da dets driftsmidler var solgt, og skatteyderen opnåede herved en fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at hovedreglen, om at der skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der var tale om en eller flere virksomheder, skulle fraviges, når der var tale om passiv kapitalanbringelse. Da skatteyderen ikke havde deltaget aktivt i driften, måtte hans deltagelse i virksomhederne antages at udgøre en virksomhed med den virkning, at fortjenesten skulle fragå i saldoværdien af hans øvrige anparter i driftsmidler. Landsskatteretten henviste i afgørelsen til UfR 1977.913 ØLR.

TfS 1985, 363 LSR

En advokats virksomhed med køb af udlejningsejendomme og administration heraf og hans erhverv som advokat og ejendomsadministrator i øvrigt blev anset for 2 virksomheder. LSR antog, at selv om administrationen af klienternes og advokatens egne ejendomme foregik under et, udøvede advokaten en sådan retlig råden over de ejendomme, han selv ejede, at disse aktiver måtte anses for at indgå i en virksomhed for egen regning, hvilket adskilte sig fra den ejendomsadministration, han foretog for sine klienter.

LSRM 1984. 74

Et selskab solgte den af selskabet hidtil drevne grossistvirksomhed til et kommanditselskab på vilkår, at selskabet fremtidigt skulle have 12 % af kommanditselskabets driftsoverskud. Landsskatteretten anså selskabets virksomhed for afhændet endeligt og i sin helhed, idet adgangen til en andel af overskuddet i kommanditselskabet, uden at være aktiv deltager heri, ikke kunne anses for en fortsættelse af den hidtil drevne virksomhed.

LSRM 1984. 73

Et lodseri havde hidtil haft pligt til at vedligeholde farvandsafmærkningerne i et bestemt område. Indtægter og udgifter i forbindelse med vagertjenesten (tjenester inden for havn, havbugsering, bjærgning og beredskab) var indgået i lodseriets regnskab. I forbindelse med en ny lodslov havde lodserne valgt at blive fritaget for pasning af sømærkerne og havde herefter solgt vagermateriellet til Farvandsdirektoratet. Landsskatteretten fandt, at funktionen vedrørende farvandsafmærkningen måtte anses for at have været knyttet til den i øvrigt fortsatte lodsvirksomhed, hvorfor afståelsen af vagermateriellet ikke kunne anses for ophør af virksomhed.

LSRM 1981. 25

En købmand, der bortforpagtede et supermarked og samtidig afhændede de til forretningen hørende driftsmidler, blev anset for ophørt med sin hidtidige virksomhed.

SKAT

 SKM2013.658.SR

 SKM2012.680.SR

Hvis en skatteyder, der - enten direkte eller indirekte - ejede 100 pct. af et kommanditselskab, der ejede nogle vindmøller, umiddelbart efter salget af samtlige vindmøller i kommanditselskabet, geninvesterede i  nye vindmøller og/eller vindmølleanlæg, ville vindmøllevirksomheden ikke blive anset for ophørt, og der skulle ske ophørsbeskatning efter AL § 9, stk. 1. En negativ saldo, der måtte fremkomme som følge af, at salgssummen således skal fradrages i afskrivningsgrundlaget efter AL § 5, stk. 2, skal i så fald udlignes ved anskaffelser eller medregnes ved opgørelsen af skattepligtig indkomst for det efterfølgende indkomstår, jf. AL § 8, stk. 1. Såfremt den skattepligtige kun investerede i en andel af en vindmølle eller en andel af vindmøllepart, skulle det ved en konkret vurdering afgøres, om virksomheden skal anses for videreført. Hvis den skattepligtige investerede i andre VE-anlæg, jf. afgrænsningen i lov om fremme af vedvarende energi § 2, stk. 2, end vindmølleanlæg,  kunne det accepteres som værende samme virksomhed, som investerring i vindmøller eller vindmølleanlæg, idet anlæg omfattet af denne bestemmelse, har det til fælles, at de er strømproducerende anlæg, og som sådan leverer samme produkt. 

SKM2010.29.SR

Spørger drev virksomhed med udlejningsejendomme og vindmøller. Skatterådet fandt, at ejendommene og en ejerandel på 30 % i vindmølleanparter i K/S 11 hver for sig udgjorde en virksomhed. Spørger ejede endvidere direkte nogle enkelte vindmøller samt vindmøllevirksomheden K/S E. Disse blev anset for én samlet virksomhed. Der blev herved henset til, at der er tale om samme type aktivitet, at spørger må anses for eneejer af begge virksomheder og til, at der har været foretaget fælles saldoafskrivning.

SKM2001.394.LR

Et selskab, der drev finansieringsvirksomhed ved udlån samt leasingvirksomhed med driftsmidler og fast ejendom, anmodede LR om at bekræfte, at driftsmiddelsaldoen i leasingvirksomheden ville kunne fratrækkes i selskabets skattepligtige indkomst, såfremt selskabet afstod alle sine leasingaktiver, hvorefter selskabet kun drev finansieringsvirksomhed ved udlån af penge. LR fandt, at den af selskabet drevne virksomhed udgjorde en virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

TfS 1988, 287. LR

LR blev spurgt om, hvorvidt en smedemesters værksted og værkstedsejendom kunne anses for 2 virksomheder i relation til VSL. Samme smedemester spurgte videre om, hvorvidt hans udlejningsejendom med 5 lejemål og en udlejet ejerlejlighed kunne behandles som en virksomhed i relation til VSL. LR fandt, at værksted og værkstedsejendom udgjorde en virksomhed, og at udlejningsejendommen og ejerlejligheden udgjorde en anden virksomhed.