Indhold

Dette afsnit beskriver opgørelsen af personers og dødsboers tab ved afståelse af almindelige aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked.

Afsnittet indeholder:

  • Regel.

Regel

Personer og dødsboer kan fradrage tab ved afståelse af aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked. Se ABL § 13 stk. 1.

xBemærk

Det skal være dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er lidt et tab på aktiernex.

Fradrag i aktieindkomsten, slutskatten, ægtefællens slutskat eller slutskatten for senere år

Tab kan fradrages i aktieindkomsten.

Hvis aktieindkomsten bliver negativ, beregnes en negativ skat af aktieindkomsten, og denne negative skat modregnes i den skattepligtiges slutskat. Se PSL § 8 a stk. 5.

Kan den negative skat ikke rummes i den skattepligtiges slutskat, overføres den negative skat til modregning i ægtefællens slutskat. Se PSL § 8 a stk. 6. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang.

Kan den negative skat heller ikke rummes i ægtefællens slutskat, fremføres den negative skat til modregning i slutskatten eller ægtefællens slutskat for de efterfølgende år. Se PSL § 8 a stk. 5.

Tab ved afståelse af aktier, der tidligere har været optaget til handel på et reguleret marked

Tab ved afståelse af aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, men som i den skattepligtiges ejertid har været optaget til handel på et reguleret marked, kan kun fradrages efter de regler, der gælder for aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked. Se ABL § 13 stk. 2 og afsnit C.B.2.2.1.4 om personers og dødsboers tab ved afståelse af almindelige aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.

ABL § 13, stk. 2, finder dog ikke anvendelse, hvis der er tale om aktier, som har været optaget til handel på et reguleret marked uden at opfylde betingelsen for at være børsnoterede i § 3, nr. 1 og 2, i lovbekendtgørelse nr. 171 af 6. marts 2009, og som inden den 1. januar 2010 er overgået til ikke at være optaget til handel på et reguleret marked. Tab på disse aktier fradrages efter de regler, som gælder for aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked. Se SKM2010.324.SKAT.

Tab ved afståelse af aktier, der er suspenderet fra handel på et reguleret marked

Aktier, der er suspenderet fra handel på et reguleret marked, anses ikke for optaget til handel på et reguleret marked. Se lovforslag nr. 78, år 2005/2006, bemærkningerne til den nu ophævede § 3. Gevinst på disse aktier behandles derfor på samme måde som gevinst på andre aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked.

Tab ved afståelse af aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, men som i den skattepligtiges ejertid har været optaget til handel på et reguleret marked, kan som nævnt ovenfor kun fradrages efter reglerne om aktier optaget til handel på et reguleret marked. Se ABL § 13, stk. 2 og afsnit C.B.2.2.1.4.

Tab på aktier, der er suspenderet fra handel på et reguleret marked, men som i den skattepligtiges ejertid har været optaget til handel på et reguleret marked, kan derfor ikke fradrages i gevinst på aktier, der er suspenderet fra handlen på et reguleret marked. Denne tabsbegrænsning gælder dog ikke, hvis der er tale om en aktie, som har været optaget til handel på et reguleret marked uden at opfylde betingelsen for at være børsnoteret i § 3, nr. 1 og 2, i lovbekendtgørelse nr. 171 af 6. marts 2009, og som inden den 1. januar 2010 er overgået til ikke at være optaget til handel på et reguleret marked.