Indhold
Dette afsnit handler om den anden af de to betingelser, som skal være opfyldte for, at en ydelse er omfattet momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 2 om social forsorg og bistand. Se afsnit D.A.5.2.2.1 for et overblik over betingelserne for momsfritagelse.
Afsnittet indeholder:
- Definition: Ydelser i form af social forsorg og bistand.
- Eksempler på ydelser i form af social forsorg og bistand
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Definition: Ydelser i form af social forsorg og bistand
Hverken EU-domstolen eller de danske domstole har defineret ydelser i form af social forsorg og bistand.
En nærmere definition må derfor tage udgangspunkt i de konkrete sager, som er blevet behandlet i retspraksis, samt udmeldinger fra SKAT.
Eksempler på ydelser i form af social forsorg og bistand
Følgende ydelser kan under visse forudsætninger anses som social forsorg og bistand:
- Rådgivning primært rettet mod unge og familier med særlige behov
- Mentorordning rettet mod unge med særlige problemer
- Ydelser i form af privat indkvartering i henhold til aftale om drift af asylcentre
- Ydelser leveret af socialpædagogiske opholdssteder
- Ydelser leveret af behandlingshjem for misbrugere
- Ergoterapeutiske ydelser
- Ydelser i form døvetolkning
- Arbejdsløshedskasser, herberger m.v.
- Beskyttet beskæftigelse
- Ydelser rettet mod for tidligt fødte børn og deres familier
Ad a) Rådgivning primært rettet mod unge og familier med særlige behov
Sagen omhandlede en enkeltmandsvirksomhed, der ydede rådgivning efter lov om social service. Rådgivningen rettede sig primært mod unge og familier med særlige behov, og rådgivningen skulle ske i tæt kontakt med den unge og fungere som forvaltningens forlængede arm. Ydelserne blev anset for at være omfattet af momsfritagelsen.
Landsskatteretten lagde i sagen vægt på, at det var kommunen, der havde besluttet, at klageren skulle varetage og modtage betaling for en opgave, der måtte karakteriseres som social forsorg og bistand. Se SKM2001.213.LSR.
Skatterådet har i et bindende svar anset en selvstændig socialrådgivers forskellige ydelser i henhold til lov om social service, afsnit IV, kap. 11(særlig støtte til børn og unge) som værende social forsorg og bistand. Se SKM2008.1031.SR. Der var tale om ydelser i form af sagsbehandling i forhold til børn, unge og familier, udarbejdelse af undersøgelser efter lovens § 50, kontaktpersonordningen for unge efter lovens § 52, stk. 3 nr. 7, samt funktionen som støtteperson efter lovens § 54 og relationsarbejde. Der blev lagt vægt på, at ydelserne blev udliciteret til spørger og betalt af en kommune på baggrund af lov om social service og, at ydelserne vedrørte foranstaltninger, der var af væsentlig betydning for den unges og eventuelt dennes families særlige behov for støtte.
Ad b) Mentorordning rettet mod unge med særlige problemer
Skatterådet har truffet afgørelse om, at en mentorordning, der var rettet mod unge med særlige problemer, er omfattet af momsfritagelsen. Se SKM2008.489.SR. I henhold til mentorordningen skulle den unge have en tæt kontakt til en voksen med en pædagogisk eller anden relevant uddannelsesmæssig baggrund. Der blev sammensat et individuelt behandlingsforløb, der skulle give den unge mulighed for at kunne omsætte fremtidsplaner til handling samt hjælp til at tackle praktiske og følelsesmæssige problemer. I nogle mentorordninger indgik der også udlejning af værelser til unge.
Da ydelserne i forbindelse med mentorordningen var udliciteret fra kommunerne via kontrakter, der blev indgået for hver enkelt ung i henhold til lov om social service, anså Skatterådet ydelserne momsfritagne som social forsorg og bistand.
Ad c) Ydelser i form af privat indkvartering i henhold til aftale om drift af asylcentre
SKAT har udtalt, at private indkvarteringsoperatører, som har indgået aftale med udlændingestyrelsen om drift af asylcentre, leverer ydelser i form af social forsorg og bistand. Se SKM2006.7.SKAT.
Det forhold, at udlændingestyrelsen har et myndighedsansvar og fører tilsyn med operatørerne, ændrer ikke herved, ligesom det ikke ændrer herved, at udlændingestyrelsen betaler for ydelsen. Karakteren af ydelsen opfylder betingelserne i fritagelsen, ligesom operatørerne opfylder betingelsen om at kunne anses som offentligt anerkendte organer.
Ad d) Ydelser leveret af socialpædagogisk opholdssteder
Landsskatteretten har behandlet en konkret sag, hvor retten anså en institution, der drev et socialpædagogisk opholdssted for 8 børn og unge, for at levere social forsorg og bistand for så vidt angik institutionens opholdsdel, og dels leverede skoleundervisning. Se SKM2006.355.LSR.
Institutionen var godkendt som socialpædagogisk opholdssted i henhold til lov om social service, og institutionen leverede herved ydelser som nævnt i samme lov. Skoledelen kunne ikke anses for en sekundær ydelse til institutionens hovedydelse, som bestod i opholdsdelen, idet skoledelen ansås for at udgør et mål i sig selv for de anbragte børn og unge, nemlig at modtage undervisning efter Undervisningsministeriets overordnede læseplaner, med henblik på at kunne bestå folkeskolens afgangsprøve.
Ad e) Ydelser leveret af behandlingshjem for misbrugere
Et behandlingshjem for narkotikamisbrugere er af Landsskatteretten blevet anset for at levere ydelser i form af social forsorg og bistand. Se SKM2004.403.LSR. Retten bemærkede endvidere, at de i forbindelse med afvænningen leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom sårbehandling, nedtrapningsbehandling og lignende, måtte anses for sekundære ydelser til den sociale forsorg og bistand.
Behandlingen tog udgangspunkt i den såkaldte "Minnesota-behandling", som består anonyme fællesskabers hjælp til selvhjælp i samarbejde med læger, psykologer, psykiatere og terapeuter, samt præster og andre sjælesørgere.
Behandlingshjemmet havde ansat terapeuter med teoretiske uddannelser som sorg-/kriseterapeut, NLP-terapeut, gestaltterapeut, alkoholterapeut eller lignende, samt to socialformidlere. Endvidere havde institutionen ansat en læge på deltid og en sygeplejerske på fuld tid.
Institutionen fakturerede de kommuner/amter, hvorfra patienterne blev henvist. Endvidere modtog behandlingshjemmet et årligt tilskud fra Socialministeriet til afvænningsbehandling af narkomaner, der ikke er henvist til behandling af en kommune.
Landsskatteretten har i en anden sag endvidere udtalt, at en institutions ydelser i form af alkoholafvænning ved anvendelse af bl.a. minnesotakuren også må karakteriseres som social forsorg og bistand. Se SKM2005.424.LSR. I sagen blev der henset til karakteren af ydelserne i form af alkoholafvænning, som i overvejende grad sigtede på at yde social støtte til alkoholmisbrugerne i form af bl.a. gruppesamtaler, konsekvenser af fortsat misbrug, herunder identificering af risikosituationer m.v., psykisk, social og fysisk genoptræning, og personlig pleje med henblik på, at alkoholmisbrugerne kan leve en så normal tilværelse som før.
Retten tillagde det ved vurderingen ikke vægt, at behandling af alkoholmisbrug er reguleret i lov om sygehusvæsenet og ikke i lov om social service.
Ad f) Ergoterapeutiske ydelser
I en sag ved Landsskatteretten havde en kommune dækket forældrenes omkostninger til ergoterapeutiske ydelser, som blev leveret i henhold til den tidligere bistandslov. Se TfS2000, 905LSR. Ydelserne blev anset for at være social forsorg og bistand.
Retten lagde til grund, at der ikke var tale om ydelser som led i en sygdomsbehandling og at det var de kommunale socialforvaltninger, der honorerede klageren for, at hun varetog en social opgave, der i øvrigt henhørte under kommunen.
Ad g) Ydelser i form døvetolkning
Landsskatteretten har i en kendelse anset en enkeltmandsvirksomhed, som leverede ydelser i form af døvetolkning, for momsfritaget som social forsorg og bistand. Se SKM2007.192.LSR.
Det fremgik bl.a. af sagen, at ydelserne blev leveret til døve og hørehæmmede, som benyttede tolkebistanden i forbindelse med deres uddannelse eller i udøvelsen af deres erhverv. Tolkebistanden blev endvidere benyttet i alle sammenhænge, hvor døve eller hørehæmmede havde behov for det, herunder i vuggestuer, på hospitaler, hos banker, ejendomsmæglere osv.
Der var ikke etableret direkte støtte til dækning af udgiften til døvetolkebistand, hverken fra statslige eller kommunale institutioner, men forelå betalingstilsagn til tolkeopgaver, enten vedrørende uddannelse, der betaltes af SU-styrelsen, eller enkelte opgaver, der blev betalt via arbejdsformidlingen, i henhold til lovgivningen om handicappede i erhverv. Derudover blev ydelserne alt overvejende betalt af brugernes respektive amter eller kommuner.
Tolkebistanden blev således bevilget af offentlige myndigheder, men var ikke direkte reguleret i den sociale lovgivning. Det fremgik endvidere af sagen, at Socialministeriet af satspuljemidler finansierede et forsøg med en tolkeordning, der gav døve, hørehæmmede og døvblinde mulighed for at få bevilget tolkning til aktiviteter og begivenheder, der ikke på anden måde dækkedes af lovgivningen. Det fremgik endvidere, at der var truffet politisk beslutning om at forberede lovinitiativer til at gøre denne ordning permanent.
Landsskatteretten anførte i kendelsen bl.a., at ydelsen måtte anses for at have til formål at afhjælpe en varig funktionsnedsættelse, og at det offentlige måtte anses for at have en forpligtelse til at yde en sådan form for bistand. Henset hertil, og idet bistanden så godt som altid blev bevilget af offentlige myndigheder, måtte der, i det omfang bistanden var bevilget af en offentlig myndighed, være tale om ydelser leveret af et organ anerkendt som foretagende af almennyttig karakter, uanset at ydelserne ikke direkte var reguleret af lov om social service.
Ad h) Arbejdsløshedskasser, herberger m.v.
Momsfritagelsen omfatter også arbejdsløshedskasser, herberger, beskyttede pensionater, dagcentre for pensionister samt andre såvel offentlige som selvejende institutioner, der drives med fuld underskudsdækning efter lov om social service.
Ad i) Beskyttet beskæftigelse
Skatterådet i har en konkret sag slået fast, at en institutions ydelser til kommunen i form af tilbud efter den sociale servicelov § 103 om beskyttet beskæftigelse til borgere med betydelig funktionsnedsættelse mv. måtte anses for momsfritaget social forsorg og bistand. Se SKM2007.335.SR.
Ad j) Ydelser rettet mod for tidligt fødte børn og deres familier
Skatterådet bekræftede i et bindende svar, at et behandlings- og videnscenter for tidligt fødte børn og deres familier ikke skulle afregne moms og lønsumsafgift af de enkelte behandlingstilbud, og heller ikke af indledende og koordinerende konsultationer, da centrets ydelser faldt ind under momsfritagelsesbestemmelsen om social forsorg og bistand, og dermed ligeledes er fritaget for lønsumsafgift. Se SKM2009.701.SR.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
C-141/00, Ambulanter Pflegedienst Kügler GmbH
|
Ydelser vedrørende almindelig hjælp og hjælp i husholdningen, der udføres af en tjenesteyder, der yder ambulant pleje af personer, der er fysisk eller økonomisk afhængige, udgør tjenesteydelser, der er snævert forbundet med social bistand og social sikring.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2007.192.LSR
|
Tolkeydelser for døve og hørehæmmede blev anset for momsfritaget som social forsorg og bistand.
|
|
SKM2006.355.LSR
|
En institution, der drev et socialpædagogisk opholdssted samt tillige specialundervisning, blev anset for lønsumsafgiftspligtig i relation til den del af institutionen, som kunne karakteriseres som skolevirksomhed. Opholdsdelen blev ikke anset for lønsumsafgiftspligtig, idet der var tale om ydelser af social forsorg og bistand.
|
|
SKM2005.424.LSR
|
Et behandlingscenter for alkoholikere, der anvendte minnesotamodellen, blev anset for momsfritaget som social forsorg og bistand.
|
|
SKM2004.403.LSR
|
En selvejende institution, der arbejdede med narkotikaafvænning, blev anset for momsfritaget som social forsorg og bistand.
|
|
SKM2001.213.LSR
|
En virksomhed, der ydede rådgivningsvirksomhed m.v. til unge i henhold til lov om social service, og som var udpeget hertil af kommunen, blev anset berettiget til momsfritagelse.
|
|
TfS2000, 905LSR
|
En selvstændig ergoterapeut drev konsulentvirksomhed for forskellige kommuner ved ergoterapeutiske undersøgelser og behandlinger af børn. Aktiviteterne blev anset for momsfritagne, ligesom aktiviteter i form af kursus- og foredragsvirksomhed blev anset for momsfritaget som værende i nær tilknytning til social forsorg og bistand.
|
|
SKAT
|
SKM2014.454.SR
|
►Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers levering af ledsagerydelser i form af de første 15 timer, jf. servicelovens § 45 og § 97 er momsfritagne, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Ligeledes kunne rådet bekræfte, at Spørger ikke skal opkræve moms af betaling for ydelser i form af tillægstimer i henhold til ledsageordningen, idet disse ydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.◄ |
|
SKM2012.397.SR
|
Skatterådet anså en virksomheds betaling af 3 mio. kr. til en kommune mod at få fortrinsret til at disponere over et antal pladser i en nyopført daginstitution til brug for virksomhedens medarbejdere, for en momspligtig transaktion, idet betingelserne i ML § 13, stk. 1, nr. 2, ikke var opfyldt. |
|
SKM2009.701.SR
|
Skatterådet bekræftede, at et behandlings- og videnscenter for for tidligt fødte børn og deres familier ikke skal afregne moms og lønsumsafgift af de enkelte behandlingstilbud, og heller ikke af indledende og koordinerende konsultationer, da centrets ydelser falder ind under momsfritagelsesbestemmelsen om social forsorg og bistand, og dermed ligeledes er fritaget for lønsumsafgift.
|
|
SKM2008.1031.SR
|
Skatterådet har taget stilling til, hvorvidt en række sociale- og personalemæssige ydelser, leveret af en selvstændig socialrådgiver og coach, kan anses for at være momsfritagne som social forsorg og bistand jf. ML § 13 stk. 1 nr. 2.
|
|
SKM2008.489.SR
|
Skatterådet har truffet afgørelse om, at de ydelser en virksomhed leverer i forbindelse med mentorordninger overfor unge, der har særlige behov for støtte og som udføres for kommuner i form af tilbud efter lov om social service, må anses for momsfritaget social forsorg og bistand.
|
|
SKM2007.335.SR
|
En institutions ydelser til kommunen i form af tilbud efter den sociale servicelov § 103 om beskyttet beskæftigelse til borgere med betydelig funktionsnedsættelse mv. måtte anses som momsfritaget social forsorg og bistand.
|
|
SKM2006.7.SKAT
|
Indkvarteringsoperatørers drift af asylcentre anses for levering af social forsorg og bistand og er dermed momsfritaget.
|
|