Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om negativ skat (carry back) ved underskud i skattepligtig indkomst eller negativ aktieindkomst i bobeskatningsperioden.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Maksimum for udbetaling
  • Retningslinjer 
  • Eksempel
  • Regler for skatter før 2008.

Se afsnit C.E.14 om definition af carry back og bobeskatningsperioden.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Regel

Når dødsboets skattepligtige indkomst eller aktieindkomst er negativ, udbetaler SKAT i visse tilfælde negativ skat - også kaldet carry back.

Når SKAT beregner negativ skat (carry back), skal der først ske modregning af

  • negativ skattepligtig indkomst i positiv aktieindkomst eller
  • negativ aktieskat i dødsboskat

før SKAT udbetaler et beløb.

SKAT udbetaler

  • 30 procent af den del af negativ skattepligtig indkomst, der ikke kan modregnes i positiv aktieindkomst
  • negativ aktieskat, der ikke kan rummes i dødsboskat beregnet efter DBSL § 30, stk. 1, 1. pkt.

Se DBSL § 31, stk. 1.

Maksimum for udbetaling

Når SKAT beregner udbetalingens størrelse, kan den maksimalt udgøre summen af det

  • afdøde har betalt i skat af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår før dødsåret samt
  • den længstlevende ægtefælle har betalt i skat af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår før dødsåret, i dødsåret og i indkomstår der fuldt ud omfattes af boperioden.

Se DBSL § 31, stk. 2.

Se også

Se afsnit

  • C.E.14 om definition af dødsåret og boperioden
  • C.E.3.3.5.5 Skemaer - har afdøde og dødsboet betalt for lidt eller for meget i skat for bobeskatningsperioden.

Bemærk

Skat, der er valgt beskattet efter KSL §§ 48 E og 48 F, indgår ikke i de betalte skatter. Se DBSL § 31, stk. 3.

Retningslinjer

Afdødes AM-bidrag for mellemperioden, der er endeligt efter DBSL § 33 A, stk. 2, indgår ikke ved beregningen af maksimumsbeløbet. Den længstlevende ægtefælles AM-bidrag indgår derimod.

Eksempel

Eksemplet viser beregning af negativ skat (carry back), når dødsboets skattepligtige indkomst og aktieindkomst er negativ

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Afdøde er død den 12. maj 2013 og er ugift.
  • Skæringsdagen i boopgørelsen er 12. maj 2014.
  • Bobeskatningsindkomsten udgør -200.000 kr.
  • Aktieindkomsten i bobeskatningsperioden udgør -60.000 kr.
  • Afdøde har betalt følgende indkomstskatter:
    • Slutskat for 2012 udgør 35.000 kr.
    • Slutskat for 2011 udgør 40.000 kr.
  • Afdøde har ikke betalt AM-bidrag.

Beregning af negativ skat (carry back)

Beløb

30 procent af 200.000 (negativ bobeskatningsindkomst)

60.000

Negativ aktieskat:

 

  • 27 procent af 48.300

13.041

 

  • 42 procent af 11.700

4.914

17.955

Beregnet negativ skat

77.955

 

Betalt skat af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to indkomstår før dødsåret

Beløb

Slutskat for 2012

35.000

Slutskat for 2011

40.000

Samlede skatter

75.000

Regler for skatter før 2008

Dette skema viser, hvilke skatter af skattepligtig indkomst for afdøde og en længstlevende, der ikke indgår i maksimumbeløbet, når skatterne vedrører indkomstår før 2008:

Hvis skatterne vedrører indkomstår...

Så indgår...

før 2008

AM-bidrag ikke som en betalt skat, da AM-bidrag først er blevet en skat fra og med indkomstår 2008.