Når din indkomst fra virksomheden er omfattet af anpartsreglerne, bliver indkomsten beskattet som kapitalindkomst. Du kan ikke modregne underskud fra virksomheden i anden skattepligtig
indkomst (underskudsbegrænsning). Det betyder, at du kun kan modregne underskuddet i positiv skattepligtig indkomst fra samme virksomhed (anpartsvirksomheden) i senere indkomstår. Du
må fremføre underskud til senere år uden tidsbegrænsning.
Har du anskaffet anparterne den 12. maj 1989 eller senere, er din indkomst fra anpartsvirksomheden omfattet af anpartsreglerne, hvis:
- Virksomheden har flere end ti ejere, og du ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.
- Virksomheden vedrører produktion af juletræer og pyntegrønt, frugttræer og frugtbuske, og hvis antallet af personlige ejere er større end to, og du ikke deltager i
virksomhedens drift i væsentligt omfang.
- Virksomheden udlejer afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, uanset antal ejere og uanset formålet med udlejningen, og hvis du ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt
omfang, og virksomheden er anskaffet den 12. maj 1989 eller senere.
Kravet om en væsentlig arbejdsindsats gælder den enkelte skattepligtige. Som vejledende regel skal arbejdsindsatsen være på mindst 50 timer månedligt.