Indhold
Dette afsnit beskriver muligheden for at ansøge om tilladelse til onlinekasino eller væddemål af maksimalt et års varighed, og hvor den afgiftspligtige spilleindtægt ikke må overstige 1 mio. kr. Denne type tilladelser betegnes i almindelighed som "indtægtsbegrænsede tilladelser".
Afsnittet indeholder:
- Hvad er en indtægtsbegrænset tilladelse?
- Er det muligt at søge om flere indtægtsbegrænsede tilladelser?
- Ansøgningsmateriale til indtægtsbegrænset tilladelse
- Udbud af SMS gættekonkurrencer
Hvad er en indtægtsbegrænset tilladelse?
En indtægtsbegrænset tilladelse er en særlig type tilladelse til enten onlinekasino eller væddemål. Tilladelsen er kendetegnet ved, at der gælder begrænsning i forhold til såvel gyldighedsperiode som den tilladte afgiftspligtige spilleindtægt. Tilladelsen gives i henhold til SPILL § 42, stk. 5.
I dette afsnit behandles følgende emner:
- Tilladelsens gyldighedsperiode
- Den tilladte afgiftspligtige spilleindtægt
- Udbud af spil i Grønland
Tilladelsens gyldighedsperiode
En indtægtsbegrænset tilladelse gælder for en periode af maksimalt ét år. Der kan dermed ansøges om en indtægtsbegrænset tilladelse med en gyldighedsperiode på ét år eller derunder. Ved "år" forstås i denne forbindelse en periode på 12 måneder, beregnet fra det tidspunkt, hvor tilladelsen er gyldig. Med "år" forstås således ikke kalenderåret, men en løbende 12 måneders periode.
Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at gyldighedsdatoen ikke nødvendigvis er sammenfaldende med datoen for udstedelse af tilladelsen. Det er ligeledes væsentligt at være opmærksom på, at gyldighedsperioden fastsættes af Spillemyndigheden efter en konkret vurdering af den enkelte sag. Gyldighedsperioden kan således fastsættes til en kortere periode end 1 år, uanset at der måtte være ansøgt om en tilladelse af 1 års varighed. Se eksemplerne nedenfor:
Tilladelse udstedes |
Gyldighedsdato |
Tilladelse udløber |
1. januar 2013 |
15. januar 2013 |
14. januar 2014 (når tilladelse på 12 måneder) |
|
|
|
23. april 2013 |
30. april 2013 |
29. september 2013 (når tilladelse på 6 måneder) |
Bemærk
Der gælder særlige regler, for hvor mange indtægtsbegrænsede tilladelser, det er muligt at opnå per år. Se mere herom i afsnittet nedenfor.
Den tilladte afgiftspligtige spilleindtægt
For alle indtægtsbegrænsede tilladelser gælder, at der i tilladelsen fastsættes vilkår om, at tilladelsesindehaveren maksimalt må opnå en samlet afgiftspligtig spilleindtægt på 1 mio. kr. ved det tilladte spiludbud. Tilladelsesindehaveren vil derfor være forpligtet til at stoppe sit spiludbud, såfremt og inden denne grænse overskrides.
Hvis en tilladelsesindehaver ved sit udbud overskrider grænsen på 1 mio. kr. i afgiftspligtig spilleindtægt, kan Spillemyndigheden anmelde af tilladelsesindehaver til politiet for overtrædelse af tilladelsens vilkår, fastsat efter SPILL § 32. Under straffesagen kan der blive nedlagt påstand om konfiskation af det ulovligt erhvervede udbytte.
Spiludbyder skal holde indtægter og gevinster adskilt for hver enkelt indtægtsbegrænset tilladelse.
Definitionen af den afgiftspligtige spilleindtægt for henholdsvis væddemål og onlinekasino fremgår af SPILAL §§ 6 og 11.
Eksempel
Hvis der ved en indtægtsbegrænset tilladelse til drift af online kasino eksempelvis opnås en afgiftspligtig spilindtægt på 950.000 kr., kan de resterende 50.000 ikke overføres til en indtægtsbegrænset tilladelse til udbud af væddemål.
Udbud af spil i Grønland
Der kan gives indtægtsbegrænset tilladelse til udbud af væddemål og/eller drift af onlinekasino i Grønland til personer, som har bopæl i Grønland, og til selskaber m.v. (juridiske personer), som er etableret i Grønland. Tilladelse gives for indtil 1 år ad gangen, og den afgiftspligtig spilleindtægt må ikke overstige 1.000.000 kr. Se SPILGRØNL § 8.
Er det muligt at søge om flere indtægtsbegrænsede tilladelser?
En spiludbyder kan kun søge om én indtægtsbegrænset tilladelse til udbud af onlinekasino og/eller én indtægtsbegrænset tilladelse til væddemål per år. Har en spiludbyder opnået en indtægtsbegrænset tilladelse til fx onlinekasino, er det således ikke muligt at opnå en ny indtægtsbegrænset tilladelse til onlinekasino, før den forudgående tilladelse er udløbet, og der er forløbet en periode på minimum 12 måneder fra gyldighedsdatoen for den forudgående tilladelse.
En spiludbyder har ikke mulighed for at søge om en kombineret indtægtsbegrænset tilladelse, dvs. en tilladelse, der både dækker udbud og arrangering af onlinekasino og væddemål. Det vil således maksimalt være muligt for en spiludbyder at opnå to indtægtsbegrænsede tilladelser per år (én til væddemål og én til onlinekasino).
Der er tale om en praksisændring fra Spillemyndighedens side. Praksisændringen har virkning fra og med den 1. januar 2014.
Ansøgningsmateriale til indtægtsbegrænset tilladelse
En spiludbyder, som ansøger om indtægtsbegrænset tilladelse, skal udfylde ansøgningsblanket 29.064 og Tillæg A 29.065. Blanketterne findes på www.spillemyndigheden.dk - "Blanketter".
Tillæg B skal ikke udfyldes. I stedet skal ansøgeren indsende:
- en detaljeret beskrivelse af det påtænkte udbud af spil,
- et budget for udbuddet af det pågældende spil,
- en redegørelse for administration/forretningsgange samt
- en beskrivelse af det tekniske udstyr mv.
Bemærk
Spillemyndigheden kan udbede sig yderligere oplysninger eller dokumentation, hvis dette er nødvendigt for behandling af en ansøgning.
Udbud af SMS gættekonkurrencer
Udbud af SMS gættekonkurrencer kan alene ske via en indtægtsbegrænset tilladelse til onlinekasino.
Se også
Se også:
- Afsnit [J.A.9.1.2] Ansøgningsgebyr om ansøgningsgebyr for indtægtsbegrænsede tilladelser