Spilleloven er gældende for alt spil, som udbydes eller arrangeres i Danmark, som ikke er selvstændigt reguleret ved anden lovgivning. Lovens geografiske anvendelsesområde omfatter også skibe og fly, som er registreret i Danmark eller som gør stop i en dansk havn eller lufthavn. Se SPILL § 2, stk. 1.
Lov for Grønland om visse spil gælder for spil omfattet af loven, og som udbydes eller arrangeres på Grønland, herunder på skibe eller fly, når disse befinder sig i Grønlandsk territorium. Se SPILGRØL § 2, stk. 1
Færøerne er ikke omfattet af spillelovgivningen.
Spil via internettet anses for at være udbudt i Danmark, hvis spillet er rettet mod det danske marked. Se fx bilag 11 til L 202 (FT 2009/2010).
Eksempler kan være hvis:
- spilleudbyderens hjemmeside er skrevet på dansk,
- spillerne kan få råd og vejledning på dansk (dansk kundeservice), eller
- spiludbyderens udbud af væddemål har en sammensætning, fx danske sportsligaer eller danske begivenheder, så det fremgår, at spillet er rettet mod danske spillere.
Det er en forudsætning, at spillet kan tilgås fra Danmark. Det betyder, at såfremt der reklameres for spiltype omfattet af loven, men som ikke kan tilgås fra Danmark fx et landbaseret kasino i et andet land, vil dette ikke være i strid med lovgivningen.
Samme elementer vil indgå i vurdering af, om et spil udbydes på Grønland.
Spilleloven og lov for Grønland om visse spil omfatter alle personer, som der udbydes spil til inden for det geografiske område, og er således ikke afhængig af om personen har permanent bolig i enten Danmark eller Grønland. En turists spil i Danmark eller Grønland vil derfor reguleret af loven. Omvendt vil en danskers deltagelse i spil, mens denne opholder sig i andre lande ikke være omfattet af lovens anvendelsesområde. Spillet skal derfor ske i overensstemmelse med reglerne, som gælder i det pågældende land eller område.
Bemærk
Det er ikke muligt med en dansk eller grønlandsk tilladelse at udbyde spil til personer, der opholder sig i andre lande. Dette gælder uanset, om de pågældende personer er danskere, grønlændere eller er af en anden nationalitet.
Pokerloven (POKL) er gældende for poker i turneringsform, som afholdes offentligt i Danmark.