Indhold
Dette afsnit handler om bødeniveauet for overtrædelse af reglerne om standsning for toldkontrol.
Afsnittet indeholder:
- Om standsning for toldkontrol
- Regel
- Bødeniveau
- Prøvesager.
Om standsning for toldkontrol
Personer, som ind- eller udrejser fra det danske toldområde at standse op for kontrol, når SKAT forlanger det, kan pålægges en bøde. Dette følger af TDL § 23, stk. 3. Påbuddet om standsning gælder personer, der indrejser i eller udrejser fra det danske toldområde, og som har været om bord på skibe eller i fly, som befinder sig i tog, eller som færdes på offentlige veje. Tilsvarende gælder for personer, der færdes ved landegrænse, langs kyster, i havne og i lufthavne eller på landingssteder.
Efterkommer en person ikke påbuddet om at standse op, bliver SKAT frataget muligheden for at føre den fornødne kontrol med genstande, som ikke frit kan udføres fra eller indføres til Danmark. Endvidere fratages SKAT muligheden for om fornødent at opkræve told- og afgifter, herunder punktafgifter af afgiftspligtige varer, som rejsende medfører ved indrejse i det danske toldområde. Se TDL §§ 10, 11 og 11 a.
Regel
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder eller forsøger at overtræde § 23.
Se TDL § 79 stk. 1, nr. 3.
Bødeniveau
Overtrædelse af reglerne om standsning for toldkontrol medfører en ordensbøde.
Rigsadvokaten har godkendt, at bødeniveauet for manglende standsning for toldkontrol fastsættes til 5.000 kr. Rigsadvokaten har endvidere godkendt, at bøden i gentagelsestilfælde fastsættes til et beløb svarende til den foregående idømte bøde med tillæg af 25 %.
Ordensbøder for overtrædelse af reglerne om standsning af toldkontrol følger således det generelle princip om modereret kumulation. Se afsnit A.C.3.5.3.1 Generelt om ordensbøder.
Prøvesager
Det er domstolene, der skal fastlægge principperne for udmåling af bøden. Der skal derfor anlægges prøvesager for at fastlægge et ensartet bødeniveau, inden SKAT i en administrativ afgørelse i form at et bødeforelæg kan udmåle en bøde for overtrædelse af reglerne om standsning for toldkontrol.