Indhold
Dette afsnit omhandler det strafansvar, som en rådgiver kan pådrage sig for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i forbindelse med arbejdet for en klient. Der kan være tale om enten et medvirkensansvar eller et direkte ansvar.
Afsnittet indeholder
- Medvirkensansvar
- Direkte ansvar
- Valg af ansvarssubjekt
- Fordeling af ansvar
- SKATs kompetence.
Medvirkensansvar
Der kan gøres et medvirkensansvar gældende mod rådgiver efter straffeloven § 23.
Medvirkensansvaret er et selvstændigt ansvar, hvilket indebærer, at et ansvar for rådgiver kan blive aktuelt, uanset om et strafferetligt ansvar kan gøres gældende over for klienten.
Rådgiveransvaret for medvirken til skatte- eller afgiftsretlige overtrædelser aktualiseres især som:
- et egentligt rådgiveransvar, hvor rådgiver yder råd og deltager i planlægningen mv. af økonomiske dispositioner, som er et led i en skatteunddragelse
- et direkte medvirkensansvar ved selve den strafbare handling eller i tilknytning hertil, eksempelvis ved rådgiverens udfærdigelse af urigtigt regnskab eller urigtig selvangivelse.
Bemærk
De almindelige betingelser for strafansvar skal være til stede, dvs. den objektive betingelse om gerningsbeskrivelsen skal være opfyldt ligesom den subjektive betingelse om tilregnelse skal være opfyldt for rådgivers vedkommende.
Se også
Se afsnit A.C.3.2.1 om de materielle betingelser for strafansvar.
Se afsnit A.C.3.2.4 Tilregnelse: forsæt og grov uagtsomhed.
Se afsnit A.C.3.2.3 Ansvarssubjekter.
Direkte ansvar
Der findes lovbestemmelser, der retter sig direkte mod rådgivere. Bestemmelserne har en gerningsbeskrivelse, der gør, at rådgiver betragtes som gerningsmand, og dette uanset at handlingen er foretaget for en klient. Eksempler herpå er straffelovens § 155 og § 157 samt revisorlovens § 54.
Endvidere pålægger skattekontrolloven og en række afgiftslove en skatte- eller afgiftspligtig at afgive forskellige oplysninger. Bestemmelserne kan omfatte rådgiver direkte, idet gerningsmanden er ... "den der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger". Rådgiver afgifter urigtige eller vildledende oplysninger, når rådgiver udfærdiger og afleverer oplysninger direkte til skattemyndighederne, eller afgiver urigtig selvangivelse. Se eksempelvis SKL § 13, § 13 A og § 14.
Et typisk område, hvor der kan blive tale om rådgiveransvar for en advokat, er i forbindelse med bobehandling. Ansvar kan foreligge, hvor advokaten som bobestyrer afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved bedømmelsen af, om et bo er fritaget for beskatning (DBSL § 6) eller undlader rettidigt at afgive en særlig boopgørelse (DBSL § 57). Se DBSL § 93.
Bemærk
De almindelige betingelser for strafansvar skal være til stede, dvs. den objektive betingelse om gerningsbeskrivelsen skal være opfyldt ligesom den subjektive betingelse om tilregnelse skal være opfyldt for rådgivers vedkommende.
Se også
Se afsnit A.C.3.2.1 om de materielle betingelser for strafansvar.
Se afsnit A.C.3.2.4 Tilregnelse: forsæt og grov uagtsomhed.
Se afsnit A.C.3.2.3 Ansvarssubjekter.
Valg af ansvarssubjekt
Rådgiveransvar kan være både om et professionsansvar og et virksomhedsansvar.
Ansvarssubjektet kan være den rådgiver, der på sin klients vegne har overtrådt bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen. Ansvarssubjektet kan også være et selskab i de tilfælde, hvor en fejl ikke kan henføres til en bestemt medarbejder, eksempelvis fordi flere medarbejdere fra samme selskab har bidraget til opgaveløsningen, og hvor der ikke er én rådgiver, der står som den ansvarlige.
Se også
Se afsnit A.C.3.2.3 Ansvarssubjekter; valg af ansvarssubjekt.
Se afsnit A.C.3.4 Straffesagens forberedelse og undersøgelse; hvis repræsentanten er sigtet.
Fordeling af ansvar
En sigtelse af rådgiver for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen udelukke ikke, at den skattepligtige også kan være sigtet for overtrædelsen.
SKAT må foretage en konkret vurdering af, hvorledes ansvaret skal fordeles mellem rådgiver og klient. Hvor rådgiver har begået væsentlige fejl, kan grundlaget for at statuere ansvar hos den skatte- eller afgiftspligtige ofte mangle.
SKATs kompetence
De almindelige bestemmelser om SKATs straffesagsmedarbejderes kompetence til at afslutte en straffesag finder anvendelse. Se afsnit A.C.3.1.1 Kompetencen til at afslutte en straffesag.
SKATs straffesagsmedarbejdere kan således afslutte en straffesag mod en rådgiver administrativt, hvis
- sagen alene vedrører overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen samt toldlovgivningen
- sagen kan afgøres med en bøde, og
- rådgiver dels erklærer sig skyldig i overtrædelsen og dels erklærer sig rede til at betale den bøde, der er angivet i et bødeforelæg, inden en nærmere angiven frist.
Se også
Se afsnit A.C.3.5.1.1 Sager, der kan afgøres administrativt af SKAT.
Se afsnit A.C.3.5.5.2 om bødestørrelser for rådgiveransvar.
SKAT oversender sagen til politiet
Vurderer SKATs straffesagsmedarbejder, at overtrædelsen er forsætlig og vil medføre frihedsstraf, eller kan rådgiver ikke erklære sig skyldig i overtrædelsen, skal SKAT sende sagen til politiet med henblik på at indbringe sagen for domstolene.
Vedrører sagen også en mulig overtrædelse af anden lovgivning, og ønsker SKATs straffesagsmedarbejder, at der bliver taget stilling til, om der skal rejses tiltale for overtrædelse heraf, skal SKATs straffesagsmedarbejder overgive sagen til politiet sammen med skatte- og afgiftsstraffesagen. Anden lovgivning kan f.eks. være overtrædelse af revisorloven eller straffeloven, herunder straffelovens § 155 eller § 157 om misbrug i offentlig tjeneste eller grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten. Tilsvarende gælder, hvis SKATs straffesagsmedarbejdere ønsker, at der bliver taget stilling til, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79.
Se også
Se afsnit A.C.3.6.5 Tiltalebegæring til politiet.