Indhold
Dette afsnit beskriver foreningers muligheder for at fradrage uddelinger og hensættelser til almennyttige formål. Afsnittet beskriver også reglerne for konsolideringsfradrag for foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven.
Afsnittet indeholder:
- Uddelinger
- Hensættelser
- Konsolideringsfradrag
- Opgørelse af formue
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Uddelinger
Foreninger kan fradrage beløb, der i året er uddelt til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Se FBL § 4, stk. 1.
Det er ikke en forudsætning, at en forening har vedtægtsmæssige bestemmelser om at støtte disse formål.
Hensættelser
Foreninger kan også fradrage hensættelser til almenvelgørende og almennyttige formål efter reglen i FBL § 4, stk. 4. De kan ikke fradrage hensættelser til kulturelle almennyttige formål, der er nævnt i FBL § 4, stk. 8.
Se også
Se også C.D.9.9.1.3 om almenvelgørende og almennyttige formål og C.D.9.9.2 om hensættelser.
Konsolideringsfradrag
Foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven kan fradrage hensættelser til konsolidering af foreningsformuen. Dette gælder både for arbejdsmarkedssammenslutninger og andre foreninger. Se FBL § 5, stk. 3 og § 9, stk. 1.
Fradraget kan højst udgøre en andel af foreningsformuen svarende til den procent, hvormed reguleringstallet for indkomståret efter PSL § 20, er ændret i forhold til reguleringstallet for det foregående indkomstår.
Konsolideringsfradraget udgjorde i 2009: 3,4 pct.
Ved lov nr. 725 af 25. juni 2010 fik PSL § 20, stk. 3 følgende ordlyd:
"Reguleringstallet udgør 100,0 for indkomstårene 2009 - 2013." Det betyder, at der ikke kan fortages fradrag for konsolidering i årene 2010-2013.
►Konsolideringsfradraget udgør i 2014: 1,8 pct.◄
Se også
Se SKAT.dk Jura, tal og statistik Satser og beløbsgrænser F Fondsbeskatningsloven: Konsolideringsfradrag.
Opgørelse af formuen
Ved beregningen af konsolideringsfradraget efter FBL § 5, stk. 3, skal værdien af foreningsformuen opgøres efter SEL § 14, stk. 2, 1. og 2. pkt., og SEL § 14, stk. 3-7. Se FBL § 5, stk. 4.
Foreningsformuen efter SEL § 14, stk. 2, 1. og 2. pkt. og SEL § 14, stk. 3-7, udgør foreningens aktiver og passiver med nogle nærmere angivne undtagelser.
Ved formueopgørelsen medregnes foreningens aktiver og passiver til handelsværdier på opgørelsesdagen, medmindre andet fremgår af SEL § 14, stk. 4 - 7.
Ved opgørelse af formuen efter SEL § 14, stk. 3, er det foreningsformuen ved årets begyndelse, der lægges til grund for beregningen af konsolideringsfradraget. Se SKM2001.509.LR.
I selvangivelsen skal foreninger, der er omfattet af bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for større virksomheder (bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006), oplyse det anvendte reguleringstal. Se § 28, stk. 2.
Et tilsvarende krav stilles ikke til foreninger, der er omfattet af bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006).
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKAT
|
SKM2001.509.LR
|
Ligningsrådet bemærkede i sagen, at konsolideringsfradraget skal beregnes på grundlag af primoformuen. I afgørelsen henvises til bemærkningerne til lovforslag nr. 108 fremsat den 5. december 1985, FT 1985-1986, bd. A, sp. 2668.
|
|