Indhold

Dette afsnit handler om de tilfælde, hvor der er momsfritagelse ved indførsel af varer, fordi varerne er bestemt til et andet EU-land, se ML § 36, stk. 1, nr. 5, og de oplysningskrav, der skal opfyldes for at opnå fritagelsen.

Afsnittet indeholder:

  • Betingelser for momsfritagelsen, ML § 36, stk. 1, nr. 5
  • Oplysningskrav, ML § 36, stk. 5

Betingelser for momsfritagelsen ML § 36, stk. 1, nr. 5

Indførte varer, der af importøren leveres videre til et andet EU-land, er fritaget for moms som følge af selve indførslen, hvis leverancen til det andet EU-land er fritaget for moms efter ML § 34, stk. 1, nr. 1-4. Bestemmelsen gennemfører Momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra d), i dansk ret.

Følgende situationer er omfattet af ML § 34, stk. 1, nr. 1-4:

  • Levering af varer, der forsendes eller transporteres til et andet EU-land, er fritaget for moms, når erhververen er registreret for moms i et andet EU-land, og varerne ikke leveres efter reglerne i ML kapitel 17 (brugtmomsreglerne). Se ML § 34, stk. 1, nr. 1 og afsnit D.A.10.1.1.3. Kun leverancer bestemt til momsregistrerede personer i andre EU-lande vil således være fritaget for moms i forbindelse med selve indførslen.
  • Levering af nye transportmidler, der forsendes eller transporteres til et andet EU-land, er fritaget for moms. Se ML § 34, stk. 1, nr. 2 og afsnit D.A.10.1.1.4. Som følge af de særlige oplysningskrav, se nedenfor, er det alene indførsel af nye transportmidler bestemt til momsregistrerede personer i andre EU-lande, der vil være fritaget for moms i forbindelse med selve indførslen.
  • Levering af energiprodukter med undtagelse af gas fra et naturgassystem, alkohol og alkoholholdige drikkevarer og forarbejdet tobak, der forsendes eller transporteres til et andet EU-land efter reglerne for punktafgiftspligtige varer, når punktafgift skal betales i dette andet EU-land, og brugtmomsreglerne ikke anvendes. Se ML § 34, stk. 1, nr. 3 og afsnit D.A.10.1.1.5. Som følge af de særlige oplysningskrav, se nedenfor, er det alene indførsel af varer bestemt til momsregistrerede personer i andre EU-lande, der vil være fritaget for moms i forbindelse med selve indførslen.
  • Ved overførsel til et andet EU-land af varer til virksomhedens eget brug, og brugtmomsreglerne ikke anvendes. Se ML § 34, stk. 1, nr. 4 og afsnit D.A.10.1.1.6.

Reglerne indebærer, at importøren for at opnå momsfritagelse ved indførsel af varer bestemt til andre EU-lande skal være momsregistreret her i landet og skal følge reglerne for salg af varer indenfor EU, herunder opfylde kravene om EU-salg uden moms. Se afsnit A.B.4.2.2.1.

Importøren undgår dog at skulle betale importmoms af de indførte varer i ovennævnte situationer, og reglerne medfører derfor en forenkling for importøren.

Oplysningskrav ML § 36, stk. 5

For at imødegå svig er der med virkning fra 1. januar 2011 i Momsbekendtgørelsens § 101 indført særlige oplysningskrav med hjemmel i ML § 36, stk. 5, der skal opfyldes, for at en importør kan få fritagelse for moms ved indførsel af varer bestemt til andre EU-lande. Se evt. også afsnit A.B.4.2.2.4.

Bestemmelsen gennemfører Momssystemdirektivets artikel 143, stk. 2, i dansk ret.

Importøren skal således senest på indførselstidspunktet oplyse told- og skatteforvaltningen om følgende:

  • Importørens eget registreringsnummer udstedt efter ML § 47, stk. 1 eller, hvis importøren ikke er etableret her i landet, registreringsnummeret for importørens herboende repræsentant, se afsnit D.A.14.1.5, og enten
  • Momsregistreringsnummeret, der er udstedt i et andet EU-land for virksomheden, der får leveret varer efter ML § 34, stk. 1, nr. 1-3, se ovenfor, eller
  • Momsregistreringsnummeret, der er udstedt i et andet EU-land for det faste forretningssted mv. i det andet EU-land, som en virksomhed etableret her i landet får overført varer til efter ML § 34, stk. 1, nr. 4, se ovenfor.

Oplysningerne angives i praksis i fortoldningsangivelsen i forbindelse med fortoldningen. Se om fortoldning til fri omsætning/frit forbrug i afsnit F.A.9.3 Varens ankomst og i afsnit F.A.10.2 Udfyldelse af rubrikkerne i fortoldningsangivelsen.

SKAT kan endvidere bestemme, at en importør for at få momsfritagelse ved indførsel af varer bestemt til andre EU-lande, senest på indførselstidspunktet skal dokumentere, at varerne er bestemt til at blive leveret i et andet EU-land.

Bemærk

Oplysningskravet i Momsbekendtgørelsens § 100 er et supplement til dokumentationskravene for momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 1-4. Se afsnit D.A.10.1.1 Leverancer til andre EU-lande ML § 34, stk. 1, nr. 1-4 og 14 og særligt den praksis, som er beskrevet i afsnit D.A.10.1.1.3 Levering af varer til momsregistrerede virksomheder ML § 34, stk. 1, nr. 1. Disse dokumentationskrav skal derfor fortsat opfyldes.

Trekantshandel

Hvis ellers betingelserne for at anvende begge ordninger er opfyldt, så er det muligt at kombinere fritagelsesordningen efter ML § 36, stk. 1, nr. 5, og trekantshandel.

Om trekantshandel, se:

  • Afsnit A.B.4.2.2.2 om angivelses- og oplysningskrav i forbindelse med leverancer af varer ved trekantshandel inden for EU.
  • Afsnit D.A.4.8.1 om erhvervelsesmoms af varer, herunder betingelser for, at danske mellemhandlere kan undlade at betale dansk erhvervelsesmoms i forbindelse med trekantshandel.
  • Afsnit D.A.10.2 om fritagelse for erhvervelsesmoms, herunder betingelserne for, at udenlandske mellemhandlere kan undlade at betale dansk erhvervelsesmoms i forbindelse med trekantshandel.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2013.471.LSR

►Et selskab blev anset for debitor for toldskyld efter EF-Toldkodeksens artikel 201, stk. 3, og som betalingspligtig for importmoms efter momslovens § 46, stk. 4, samt nægtet momsfradrag for importmomsen efter momslovens § 37, stk. 2, nr. 3, jf. § 37, stk. 1. Selskabet er ikke berettiget til at foretage fradrag for det skyldige momsbeløb, da der ikke er tale om indkøb m.v. af varer, der anvendes til brug for selskabets momspligtige leverancer.◄

►Landsskatteretten fandt også, at selskabet ikke opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter ML § 36, stk. 1, nr. 5, og det, der nu er momsbekendtgørelsens § 101 (tidl. bekendtgørelsens § 73 a).◄