Indhold

Dette afsnit beskriver den udvidede hæverækkefølge, når den skattepligtige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Beløb til dækning af virksomhedsskat
  • Eksempel på den udvidede hæverækkefølge.

Regel

Den udvidede hæverækkefølge er en fordeling af samtlige hævninger og overførsler af værdier, der er foretaget fra virksomheden til privatøkonomien i løbet af indkomståret. Fordelingen sker i en nærmere prioriteret rækkefølge.

Den skattemæssige behandling af de overførte beløb ser sådan ud:

  1.  Beløb, der overføres forud for de beløb, som er nævnt i VSL § 5, stk. 1.
     Overførsler forud for hæverækkefølgen omfatter:
  • Beløb, der overføres til dækning af driftsomkostninger, som er betalt af private midler for virksomheden
  • Beløb til en medarbejdende ægtefælle
  • Beløb til dækning af virksomhedsskat.

Refusioner og overførsel til medarbejdende ægtefælle optræder kun i den udvidede hæverækkefølge, hvis de ikke er overført til mellemregningskontoen. Se VSL § 4 a, stk. 4.

Den skattemæssige behandling af disse beløb er:

  • De beløb, som den selvstændige har lagt ud for virksomheden, skal ikke beskattes
  • Refusioner til dækning af leje af lokaler i en ejendom, hvor der ikke er vurderingsfordeling, beskattes som kapitalindkomst
  • Beløb til en medarbejdende ægtefælle er personlig indkomst hos ægtefællen
  • Beløb, der overføres til dækning af virksomhedsskat, er skattefrie.

2.  Beløb, der er hensat til senere faktisk hævning i primobalancen, kan overføres skattefrit. Det skyldes, at en eventuel beskatning er sket i et tidligere indkomstår.

3.  Beløb, der er overført fra årets overskud.

Først opgøres den del af årets kapitalafkast, der skal overføres til den selvstændige. Den hævede del af kapitalafkastet skal beskattes som kapitalindkomst. Det gælder dog ikke, hvis den selvstændige vælger at hæve det som personlig indkomst efter reglerne i VSL § 23 a.


Derefter overføres det resterende overskud, der er skattepligtig personlig indkomst.

4.  Beløb, der overføres fra konto for opsparet overskud.

Beløbet, dvs. hævningen på kontoen og den virksomhedsskat, der hører med, beskattes som personlig indkomst. Se VSL § 10, stk. 3.

5.  Beløb fra indskudskontoen. Beløbet bliver ikke beskattet.

6.  Beløb, der overføres ud over indestående på indskudskontoen.

Den del af overførslerne, der overstiger indeståendet på indskudskontoen, anses for et "privat lån" i virksomheden. Beløbet bliver ikke beskattet.

Da indskudskontoen bliver negativ, skal der ske rentekorrektion. Se VSL § 11, stk. 1. Rentekorrektionen indgår ikke i hæverækkefølgen. Den samlede rentekorrektion skal indgå direkte i opgørelsen af den selvstændiges personlige indkomst og trækkes fra i kapitalindkomsten. Se VSL § 11, stk. 1 og 2.

Den del af kapitalafkastet, der stammer fra finansielle aktiver, skal tvangshæves. Der skal derfor altid ske overførsel af dette beløb til den selvstændige efter hæverækkefølgen. Ved indkomstårets udgang skal der være overført et beløb, som svarer til summen af de beløb, der er nævnt under nr. 1 og 2 ovenfor, med tillæg af kapitalafkastet vedrørende finansielle aktiver.

Se også

Se også afsnit

Beløb til dækning af virksomhedsskat

Beløb, der overføres fra virksomheden til den selvstændige til virksomhedsskat, er ikke omfattet af hæverækkefølgen. Se VSL § 5, stk. 3.

Hvis der er betalt for meget a conto virksomhedsskat i løbet af indkomståret, kan den selvstændige føre det beløb, der er betalt for meget, tilbage til virksomheden uden skattemæssige konsekvenser.

Hvis beløbet ikke bliver tilbageført til virksomheden, er det overført til den selvstændige i hæverækkefølgen. Det betyder, at virksomhedsskatten regnskabsmæssigt skal være tilbageført til virksomheden inden fristen for selvangivelsen.

Der kan ikke tilbageføres et større beløb til virksomheden end forskellen mellem den for meget betalte a conto virksomhedsskat og den endelige virksomhedsskat. Bliver der tilbageført et yderligere beløb, er det indskud i virksomheden.

Eksempel på den udvidede hæverækkefølge

De overførsler, der efter hæverækkefølgen skal foretages, er opgjort i dette eksempel.  

Det er forudsat, at reglerne om mellemregningskonto ikke er brugt på overførsel til medarbejdende ægtefælle og refusioner.

Hensat til senere faktisk hævning primo

30.000 kr.

Virksomhedsskat (se nedenfor)

83.333 kr.

Medarbejdende ægtefælle

150.000 kr.

Refusion af omkostninger

15.000 kr.

Kapitalafkast, som skal hæves

25.000 kr.

Samlet overførsel

303.333 kr.

Virksomhedsskat fastlægges sådan:

 

Årets overskud før overførsel til medarbejdende ægtefælle og refusioner, fx

523.333 kr.

- refusioner

15.000 kr.

- overførsel til medarbejdende ægtefælle

150.000 kr.

- kapitalafkast, som skal hæves

25.000 kr.

 

333.333 kr.

Virksomhedsskatten udgør 25 pct. i 2013

83.333 kr.

Virksomhedsskatten udgør 24,5% i 2014

81.666 kr.

Hvis konto for hævninger fx kun er debiteret med 200.000 kr., skal kontoen yderligere debiteres med 103.333 kr. Overførslen forøges dermed til i alt 303.333 kr.

Kreditering sker på konto for indskud - dvs. som et nyt indskud. Den selvstændige kan i stedet for at indskyde beløbet hensætte det til senere faktisk hævning.